Genrer
Howlin' Wolf: Moanin' in the moonlight
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 153
Howlin’ Wolf var født med en stemme, der var perfekt til bluesmusik. Den var sprød og kradset, og den var på en gang beskidt og fuld af sjæl. Hans måde at formidle blues gennem sin stemme er uovertruffen, og selv hvis han skulle finde på at lave et middelmådigt nummer, ville hans stemme løfte det højt op. I løbet af 50’erne udgav han mange singler for pladeselskabet Chess, og 12 af disse blev i 1959 opsamlet på hans første studiealbum, Moanin’ in the moonlight. Ja, definitionen af et studiealbum var noget løsere dengang, og fordi de næppe oprindeligt blev udgivet med henblik på et album, vil jeg anmelde Moanin’ in the moonlight som en opsamling. Og i forhold til, at det er en opsamling, er det ret konsekvent i sin lyd. Det viser måske, at Howlin’ Wolf ikke udviklede sig synderligt meget fra 1951 til 1959, men han havde også fat i en fed lyd. Derudover er udvalget også ret godt. Der er visse Chess-singler, der er blevet fravalgt, og selv om jeg er ret glad for sange som "Howlin’ Wolf boogie" og "Mr. Highway Man", er det ikke store tab.
Derudover er Howlin’ Wolfs musik nok lidt for simpel til, at flere numre ville være en særlig god idé. 33 minutter virker som en tilpas længde, når der nu ikke er bedre albumstruktur. For strukturen virker i grunden ret tilfældig. Der er lige sørget for, at sange, der minder alt for meget om hinanden (f.eks. "Smokestack lightning" og "Moanin’ for my baby") ikke er for tæt på hinanden. Der er også som hos så mange opsamlinger udsving i kvaliteten. Når man bliver præsenteret for mesterlige sange som "Smokestack lightning", "Evil", "I asked for water (She gave me gasoline)" og "How many more years", kan sange som "I’m leaving you" og "No place to go" godt virke lidt banale. Men stadig, der er masser af følelse, og de er ikke decideret dårlige. Til gengæld er de ikke produceret lige godt, og det er problematisk. Noget af årsagen til, at man husker "Smokestack lightning" så godt, er måske bare, at den er produceret mere lækkert end den rodede "All night boogie".
Howlin’ Wolf er måske i grunden ikke en kunstner, der er særlig velegnet til albumformatet, men Chess gjorde et hæderligt forsøg, og efter min mening fik de faktisk skruet noget ganske tilfredsstillende sammen et par år efter med pladen, der blot hedder Howlin’ Wolf. Denne er opbygget efter samme koncept, men indenfor en kortere årrække, nemlig kun fra 1959 til 1962. Man kan let anskaffe disse to i en bundle, det er faktisk stort set lettere end at få dem hver for sig. Sammen udgør de en rigtig god introduktion til Howlin’ Wolf, og de rummer alle de essentielle tracks. Der er også fine numre på Moanin’ in the moonlight, men kvaliteten på optagelserne såvel som selve sangene svinger, og jeg har derfor svært ved at anbefale Moanin’ in the moonlight med hele mit hjerte, med mindre man skulle være meget interesseret i at udforske Howlin’ Wolfs karriere. Start i så fald med albummet Howlin’ Wolf, som da også kommer først på bundlen, og hvis den er noget for dig, så søg i det mere beskidte guld på Moanin’ in the moonlight.