Hr. hvem som helst

Et sted i Per Pettersons nyeste bog, Mænd i min situation, møder man følgende observation af hovedpersonen, der følger sin kone til toget: ”Der var mørkt derinde og et skarpt lys udenfor og en vinduesrude som skilte os. Alligevel så jeg at hun vinkede, hun smilede, men mest så jeg mit eget ansigt i glasset. Det kunne have været hvem som helst” (s. 276). Den korte beskrivelse af en i sig selv ligegyldig hændelse fanger bedre end mange ord jeg-fortællerens angst for at forsvinde for omverdenen, for at miste fodfæstet i sit eget liv. At blive en hvem som helst kan være en skræmmende oplevelse – og at blive en hvem som helst for sig selv kan være direkte knusende for individets selvopfattelse.

Normalt bruger man udtrykket ”hvem som helst” i forbindelse med vendingen ”han er ikke en hr. hvem som helst” for at beskrive én, der er noget ved musikken (i overført betydning). Ved således at gøre udtrykket synonymt med social betydning og samfundsmæssig indflydelse indikerer man imidlertid samtidig, at der ikke er nogen værdi ved at være det modsatte, altså at være en ”hr. hvem som helst”. Og i denne sammenhæng måske nok så relevant: i tillæg til det sociale aspekt kan betegnelsen ”hvem som helst” også rumme et eksistentielt eller psykologisk aspekt, som man ser det i forbindelse med beskrivelsen i Per Pettersons bog. Og den psykologiske usynlighed er ofte meget værre end den sociale eller samfundsmæssige betydningsløshed.

Faktisk kan man nok dårligt forestille sig noget værre end at fremstå som en hr. hvem som helst – uanset om det er over for sig selv, over for sine nærmeste eller over for verden i al almindelighed. Rockmusikkens tekster har adskillige eksempler på mere eller mindre skræmmende repræsentanter for denne kategori af mennesker – ”Manden uden egenskaber” kunne man måske kalde karaktertypen, med en henvisning til et kendt værk i den europæiske litteraturhistorie.

Hr. Vem Som Helst og Mr. Zero

Lars Winnerbäck har på sin seneste udgivelse, Eldtuppen, en sang med titlen ”Vem som helst blues”, og selv om betegnelsen ”hvem som helst” i tekstsammenhængen først og fremmest refererer til frygten for at blive til en hvem som helst i den udkårnes øjne, ligger der også dybere og mere truende perspektiver indkapslet i beskrivelsen: ”Rädslan har runnit genom åldrar och städer / genom blodomlöpp och märkliga gator / tills jag blev vem som helst / En mörk brusande fors / tills jag blev vem som helst.”

En anden version af beretningen om et ulige forhold, hvor den ene betyder noget, mens den anden er uden betydning, er Bob Linds sang ”Mr. Zero” (måske bedst kendt i en version med The Yardbirds): ”But Little Miss Someone does not want to know / The night is deserted, there's dust on the shelf / Mr. Zero sits lonely and talks to himself / It's too late to change, the fine line has been crossed / The charades are all done, Mr. Zero has lost.” Man kan nok roligt konstatere, at det er sjovere at være nogen end ikke at være nogen.

”Mr. Zero” er billedet på den legemliggjorte nullitet, som ikke rummer kvaliteter, der gør det muligt for ham at hævde sig i vores grusomme verden – og her er der vel at mærke tale om en mangel på kvaliteter i ordets eksistentielle betydning. Mr. Zero er et nul på det psykologiske og emotionelle plan; så kan han i øvrigt være nok så velhavende og velanset det skal være – det er bare ikke det, det handler om.

Karaktertypen dukker op mange flere steder i rocklyrikken, hvor stort set alle de store navne med respekt for sig selv har givet deres bidrag til en udhængning af den stakkels intetsigende mand (aldrig en kvinde!), der bare flyder med strømmen uden at skille sig ud fra mængden, uden at stritte imod og uden at gøre oprør mod sin fastlåste rolle. Typen omtales på mange forskellige måder i de forskellige rocklyrikeres tekster; men fælles for beskrivelserne er, at tekstforfatterne ikke har meget til overs for deres ”hvem som helst”'er – selv om de fleste af skikkelserne sikkert mest af alt kunne trænge til lidt kærlighed og omsorg.

Beatles, Kinks og C.V. Jørgensen

Et par tidlige eksempler på emotionelt og socialt handicappede mænd (knudemænd) i rocklyrikken møder man hos The Beatles og The Kinks. The Beatles' ”Nowhere man” fra lp'en Rubber soul (1965) er et trist portræt af en sådan følelsesmæssig krøbling: ”Doesn't have a point of view / knows not where he's going to / isn't he a bit like you and me?” lyder det i sangen med en slet skjult advarsel til lytteren om ikke at blive en ”nowhere man”; men det er dog kun i denne ene linje, at sangteksten handler om andre end den identitetsløse mand selv.

I The Kinks' sang ”A well respected man” (1965) er der ingen tvivl om, at sangens hovedperson har sit på det tørre rent materielt, så han er ikke på nogen måde socialt udstødt - en hr. hvem som helst i social forstand. Til gengæld er der heller ingen tvivl om, at manden i Ray Davies' øjne i psykologisk forstand er en ynkværdig stakkel uden kontakt med sig selv og sine egne behov: ”And he adores the girl next door / cause he's dying to get at her / But his mother knows the best about / the matrimonial stakes.” Sangen er en satirisk beskrivelse af en veritabel bedsteborger, og sangskriveren har ikke meget til overs for sit offer; men hvis sangen var blevet til i en senere periode i Davies' forfatterskab, ville den nok ved siden af satiren også udtrykke en god portion medfølelse med den stakkels fange af konventionerne. For Ray Davies er ikke hjerteløs.

Den højt respekterede, men identitetsløse mand er en type, der også dukker op flere steder hos vores egen C.V. Jørgensen, bl.a. i sange som ”Entertaineren” (1977) og ”I en blågrå kupé” (1978). I førstnævnte sang er C.V. Jørgensens dom over karaktertypen hård og uforsonlig: ”Du er så godt som næsten stivnet / i din endelige form / intet rør sig i dig mer' / Stilstanden er næsten for enorm / og du er mere død end et fossil.” Her er der ikke meget at komme efter. I sangen ”I en blågrå kupé” fra det følgende år er den næsten vrængende fordømmelse af den følelsestomme og anonyme mand imidlertid blevet tilført en vis forståelse og en form for beklagelse af den stakkels mands situation. Det er en opblødning af synsvinklen, som klæder Jørgensen godt: ”Den fremmedgjorte mand Charlie førhen var / er nu forvandlet til en noget usikker human robot.” Osv. Måske der alligevel trods alt er håb, selv for Computer Charlie?

Mr. Jones og Hr. Jensen

Den tidligste og måske bedst kendte rocksang om hr. hvem som helst og hans problemer med at passe ind i en verden, hvor ikke alt er fastlagt på forhånd, er nok Bob Dylans ”Ballad of a thin man” (1965). (Her ser jeg bevidst bort fra en sang som f.eks. ”Little boxes” (1962) af Malvina Reynolds, for den sang indskriver sig i en folkemusiktradition, mens Bob Dylans sange efter 1964 primært må karakteriseres som rocksange). Omkvædet i ”Ballad of a thin man” har opnået status af aforisme eller talemåde for at karakterisere en bestemt mennesketype – nemlig den type, som ikke har noget greb om verden eller om sin egen rolle i samme verden: ”Something is happening here / but you don't know what it is / do you, Mr. Jones?” For selv om Mr. Jones omgås professorer og advokater og kender verdenslitteraturen, forstår han ikke, hvad der foregår lige for næsen af ham, ligesom han ikke har nogen anelse om, hvad han skal stille op med sig selv i den uforståelige verden. Stakkels Mr. Jones – som Bob Dylan dog på dette tidspunkt i karrieren kun har hån til overs for.

Mr. Jones fik i øvrigt en dansk pendant i 1967 i form af figuren Jensen i sangen af samme navn på Steppeulvenes plade Hip. Her oplever Jensen ligesom Mr. Jones en række uforståelige begivenheder, som han ikke har nogen redskaber til at afkode eller forstå, hvorfor han heller ikke har nogen chancer for at forholde sig til begivenhederne, hverken intellektuelt eller emotionelt. Men selv om Jensen altså er lige så håbløs som Mr. Jones og lige så ilde stedt i den moderne verden, omfatter sangskriver Eik Skaløe ham trods alt med noget større kærlighed end Dylan gjorde med Mr. Jones: ”Ære være Jensen / gid Jensen længe leve må / Jensen, Jensen, Jensen”.