Hundedagene begynder

Hundedagene er perioden fra d. 23. juli til d. 23. august. Romerne gav perioden navnet ”dies caniculares” (hundedagene), fordi det er i disse dage, hundestjernen Sirius står nærmest solen. Man mente, at stjernen gav ekstra varme til solen i perioden, og sikkert er det, at disse dage normalt er den varmeste tid på året på den nordlige halvkugle. Hundedagene har en stribe tilknyttede vejrvarsler, bl.a. det, at som vejret er på den første hundedag, vil det være de næste 2-4 uger.

Desuden er der knyttet en del overtro til hundedagene, som alle har med periodens varme at gøre: sår har svært ved at heles, fisk med r i navnet er ikke gode i perioden, hunde og mennesker bliver gale i hundedagene osv.

Hunde i rocksange
Rockmusikken har også sine hundedage, men de er ikke begrænset til en bestemt tid på året. I rockmusikkens tekster optræder der hunde hele året, og det er et lille udvalg af disse hundetekster, jeg i det følgende vil kaste et nærmere blik på. Jeg behøver næppe at gøre opmærksom på, at der findes mange flere rocktekster om hunde end de her nævnte - bl.a. har jeg kun valgt hundesange, som jeg selv kender og synes godt om. Sådan må det være.

En af de allermest kendte rocksange om hunde må være Elvis Presleys indspilning af Leiber og Stollers ”Hound dog”. De to sangskrivere skrev oprindelig sangen til Big Mama Thornton, som indspillede den i 1953 og fik en pæn succes med den. Men det var Elvis, der gjorde sangen verdensberømt, da han udsendte den i 1956 og gjorde den til en af de mest solgte singleplader nogensinde. Presleys version af ”Hound dog” blev nr. 1 på adskillige amerikanske hitlister i samtiden og blev i 1988 optaget i The Grammy Hall of Fame.

Her er tale om en succeshistorie langt ud over det sædvanlige, og det på trods af, at selve sangen er en ganske simpel bluessag med en enkel sangtekst om en ubehagelig person, der sammenlignes med en dårlig jagthund: ”You ain´t nothing but a hound dog/ cryin´ all the time/ you ain´t never caught a rabbit/ and you ain´t no friend of mine”. Man kunne gætte på, at det var Elvis´ gyldne stemme og hans dynamiske fremførelse af sangen, der gjorde den musikalske bagatel til en udødelig klassiker.

En anden klassisk rocksang, hvor man kan have sine tvivl, om den omtalte hund er reel eller skal forstås metaforisk, er Rufus Thomas´ ”Walking the dog”, som han selv indspillede i 1963, men som måske er mest kendt i The Rolling Stones´ version fra 1964. Sangen er med på den allerførste LP, undertegnede i sin tid købte, The Rolling Stones´ debutplade, så det er et gammelt bekendtskab for mit vedkommende.

Da jeg dengang hørte sangen, havde jeg næppe nogen overvejelser, om den kunne handle om andet end at gå tur med hunden. Men ligesom i så mange andre af de ældre blues- eller r´n´b-sange er der oplagte seksuelle bibetydninger i den tilsyneladende så uskyldige sangtekst: ”Walking the dog/ I´m just walking the dog/ if you don´t know how to do it/ I´ll show you how to walk the dog”. Her er vist mere end almindelig hundeluftning på spil; og sangteksten handler nok heller ikke om at ”gå tur med hunden” med sin yo-yo.

Hundene i rockmusikkens tekster er ofte billeder på noget helt andet end hunde, f.eks. når talen er om at leve ”a dog´s life”, når mennesker sammenlignes med ”dogs on the run” (Tom Petty), eller når en sangtekst låner en vending fra et skuespil af Shakespeare: ”Every dog will have his day” (Procol Harum). Men der findes selvfølgelig også rigtige hunde i rocklyrikken. Steve Forbert udsendte i 2022 sangen ”What´s a dog think”, som handler om netop det: hvad tænker en hund om menneskets mange mærkværdige gøremål?

Sangen er en sjov bagatel; men for alle hundeelskere vil den formentlig give lidt stof til eftertanke: ”You walk in, the lights come on/ you walk out, the place grows dark/ if a stranger gets too close outside/ you know I´m bound to bark/ What´a dog think you´re doing?” Osv.

En anden sang, der helt sikkert handler om en rigtig hund, er Cat Stevens´ ”I love my dog” (1967), som er en lidt dobbeltbundet kærlighedserklæring til jeg-personens hund. Hvis man ellers kan tage sangteksten for pålydende, er denne jeg-person (som måske er sangskriveren selv, trods hans kunstnernavn ”Cat”) meget glad for sin hund – og også mere glad for hunden end for kæresten, som jo kunne finde på at forlade ham (eller omvendt). ”I love my dog as much as I love you/ but you may fade, my dog will always come through”. Man kunne sikkert lave omfattende analyser af kærlighedens vanskelige betingelser i den moderne verden ud fra Stevens´ sangtekst, men det skal jeg undlade. Blot vil jeg her konstatere, at kæresten i sangteksten nok er mindre tilfreds med ordenes udsagn, end hunden er det.

Endnu et par sange, hvori hunde optræder som hunde, skal nævnes her. Det gælder f.eks. Bob Dylans ”One too many mornings” (1964), som indledes af et fint stemningsbillede med hunde: ”Down the street the dogs are barking/ and the day is getting dark/ as the night begins to fall/ and the dogs will lose their bark”. Hunden I Bruce Springsteens “Reason to believe” (1982) er også reel nok, selv om den er død: “Seen a man standing over a dead dog/ by the highway in a ditch/ he´s looking down kinda puzzled/ poking that dog with a stick/ (-) / like if he stood there long enough/ that dog´d get up and run”. Sangen er en af Springsteens mere eftertænksomme sange, som fortæller om livets (og dødens) uafvendelighed; det går ikke altid, som vi har forestillet os det; men der er ikke andet at gøre end at acceptere de ting, vi kommer ud for, og forsøge at få det bedst mulige ud af dem. Selv om det kan være svært i forhold til en død hund.

Hundenavne i rocksange
Der er masser af rocksange, som tager udgangspunkt i – reelle eller symbolske – eksemplarer af dyrefamilien ”hunde”. Men ud over disse uspecificerede hunde indeholder rocklyrikken også en lang række helt konkrete, navngivne hunde. En af disse er Willis´ og Foleys ”Old Shep” (1935), som Elvis udødeliggjorde i en tåreperser af en hundesang fra samme år som hans ”Hound dog”, nemlig 1956. Sangen fortæller om et livslangt venskab mellem en mand og hans hund, som er uadskillelige lige indtil den dag, hvor dyrlægen afsiger hundens dødsdom: ”Der er ikke mere, jeg kan gøre for ham, Jim”.

Så til slut er der ikke andet at gøre end at gribe geværet og rette det mod hunden: ”He came to my side and looked up at me/ and laid his old head on my knee/ I had struck the best friend a man ever had/ I cried, so I scarcely could see”. Det er en værre historie; men Elvis´ version af sangen blev et stort hit for ham, som alt andet han rørte ved i disse år.

Det er stort set den samme historie om venskab og kærlighed til en elsket hund, der fortælles i den dramatiske folkesang ”Old Blue”, som i tidens løb er indspillet af et utal af amerikanske sangere, heriblandt Pete Seeger og Joan Baez. I 1969 gav medlemmerne i The Byrds deres version af sangen på albummet ”Dr. Byrds & Mr. Hyde”, og det var en version, som fint kunne måle sig med mange af gruppens mere kendte sange: ”My Old Blue, he was a good old hound/ you could hear him hollerin´ miles around/ When I get to heaven, first thing I´ll do/ is grab my horn and call for Blue”.

A propos The Byrds er det værd at bemærke, at gruppen ikke mindre end to gange mere har sunget om navngivne hunde. Første gang i 1969, hvor det handlede om hunden ”Fido”, og anden gang i 1971 i sangen ”Bugler”, hvis handling minder en del om den sørgelige handling i sangen ”Old Blue”. Noget tyder på, at The Byrds var en gruppe med kærlighed til hunde.

Paul McCartney har selv udtalt, at hans sang ”Martha my dear” (1968) fra det hvide album er en hyldest til en fårehund, han dengang havde. Ud fra sangteksten er der nu ingenting, der tyder på, at sangen handler om en hund, så den sang kan næppe karakteriseres som en egentlig hundesang. Det kan til gengæld Neil Youngs ”Old King” fra 1992, som er en fin kærlighedserklæring til ”den bedste hund”, sangskriveren nogensinde har haft.

Hunden i sangen går desværre hen og dør undervejs; men det giver ikke anledning til hulk og tårer, som flere af de ovennævnte hundefortællinger gør det. Neil Young synger nøgternt og kærligt om sit forhold til hunden, som var et dejligt bekendtskab, mens den levede, men som altså nu er død. Sådan er livets gang: ”I had a dog and his name was King/ I told the dog about everything/ Old King sure meant lot to me/ but that dog is history”. End of story.