Hvad er deres navne? ... og hvad hedder jeg egentlig selv?

I 2021 kan David Crosby fejre to runde jubilæer: dels er det i februar 50 år siden, hans første soloplade udkom, og dels bliver han til august 80 år. At Crosby er blevet så gammel, som han er, kan på sin vis ligne lidt af et mirakel, for musikeren har aldrig holdt sig tilbage, når det drejer sig om indtagelse af alkohol og stoffer.

I tiden med The Byrds var Crosby helt sikkert det mest udflippede gruppemedlem, og efter bruddet med gruppen i 1968 fortsatte han sit misbrug, selv om han samtidig arbejdede på indspilninger med Stephen Stills og Graham Nash. I 1980'ernes afsonede Crosby flere straffe for narkotikabesiddelse, og i 1994 gennemgik han en levertransplantation. Desuden har han haft adskillige hjertetilfælde, han lider af sukkersyge, osv. osv. Men han er her altså endnu – i en noget slankere version end den, man har været vant til.

Imellem 1967 og 1968 var David Crosbys medlemskab af The Byrds mest af alt ét langt slagsmål, og til slut blev han slet og ret smidt ud af gruppen. Han fandt dog hurtigt sammen med andre musikalske ligesindede og indspillede en del fine sange det næste år – lige indtil hans kæreste, Christine Hinton, blev dræbt i en bilulykke i 1969, og Crosby gik helt ned med flaget.

I mere end et år drev han omkring uden faste holdepunkter i tilværelsen og havde svært ved at komme gennem dagen og vejen. Han spillede dog fortsat sammen med nogle af sine kolleger, når lejligheden bød sig, og i 1970 var han – måske – klar til at begynde indspilningen af sin første soloplade: ”If I could only remember my name”. Titlen afspejler formentlig Crosbys mentale tilstand på dette tidspunkt meget præcist.

Uden retning
Der er sagt meget om David Crosbys første soloplade, som vel mest er kendt på grund af det enorme stjerneopbud af vestkystmusikere, der optræder på pladen: musikere fra Jefferson Airplane, Grateful Dead, Santana, mv. Ellers har udgivelsen ry for at være en af de mest rendyrkede hippie-plader fra perioden (hvad det udtryk så ellers dækker over), og i samtiden blev pladen stort set nedsablet af samtlige kritikere på grund af dens retningsløshed. Alligevel solgte pladen udmærket ved udgivelsen, og det skyldtes nok især, at den udkom nogenlunde samtidig med soloudspillene fra de 3 andre medlemmer i tidens hotteste supergruppe: CSN&Y. ”If I could only remember my name” danner på denne måde en form for kvartet med Neil Youngs ”After the goldrush”, Graham Nash´s ”Songs for beginners” og Stephen Stills´ første plade, og dette faktum har nok hjulpet betydeligt på salgstallene.

Det, der tydeligst kendetegner David Crosbys soloudspil i denne lytters ører, er nok dens løse struktur og dens meditative og vagt definerede melodier, som får indspilningerne til at glide over i hinanden uden klare adskillelser. Det ser for mig ud, som om Crosby ikke rigtigt vidste, hvad han ville med sin plade, selv om han fik al den støtte til projektet fra sine gamle venner, som han kunne ønske sig. Især to af pladens 9 sange viser tydeligt, hvor Crosby befandt sig følelsesmæssigt i denne periode: ”Laughing” og ”Traction in the rain”. Det første nummer fortæller om sangerens rådvildhed over for omverdenen: ”I thought I met a man/ who said he knew a man/ who knew what was going on./ I was mistaken/ was only another stranger”. Og teksten til den anden sang er ikke mere opmuntrende: “It´s hard enough, I know/ to find the strength to go/ back to where it all began/ it´s hard enough to gain/ any traction in the rain/ You know it´s hard for me to understand”.

En kampsang
Det er ganske melankolske og vemodige tekster, man møder på David Crosbys soloplade, og på den måde svarer tekst og musik udmærket til hinanden. Der er dog en enkelt markant undtagelse fra dette billede, nemlig sangen ”What are their names”, som Crosby skrev sammen med Jerry Garcia, Phil Lesh, Neil Young og Michael Shrieve. Trods sine kun 8 linjer har sangen potentialet til at være en regulær kampsang mod systemet og dets undertrykkelse (i hvert fald sangens første del), og dermed minder den på flere måder om nogenlunde samtidige numre som Neil Youngs ”Ohio” og Jefferson Airplanes ”Volunteers” (den kraftfulde korsang i baggrunden leveres da også af hovedparten af medlemmerne i Jefferson Airplane).

Crosbys sang rummer ingen reelle anvisninger på, hvad han ønsker, der skal gøres ved problemerne; men han er jo heller ikke politiker. Linjer som: ”I wonder who they are/ the men who really run this land/ and I wonder why they run it/ with such a thoughtless hand./ What are their names/ and on what streets do they live” rummer en vrede og en indignation, som peger langt ud over pladekonteksten, og som adskiller sangen kraftigt fra de øvrige numre på ”If I could only remember my name”. Og så er sangen tilmed stadig sørgeligt aktuel den dag i dag. I mine ører og øjne et klart højdepunkt på Crosbys jubilerende plade fra 1971.

Læs en noget anden indfaldsvinkel til ”If I could only remember my name” i S. Nørregaards omtale af den her på hjemmesiden.