Hyggejazz - et skældsord eller ...?

Jazz er mange ting. Den kan stryge os mod hårene, ruske op i os, rykke ved vore musikalske vaner eller vore tilvante forestillinger om, hvordan musik "skal" lyde. Men den kan også stryge os med hårene og tilbyde os genkendelsens og tryghedens glæde.

Begge dele har deres naturlige plads i vores oplevelse af musik. Har man et forhold til musik, som rækker ud over at bruge den som rent lydtapet, kender man givetvis situationen, hvor man for eksempel kommer hjem fra arbejde, godt mør, og bare har lyst til at lægge benene op, blive kærtegnet og ikke overøst med krav eller krasbørstigheder, det være sig fysisk eller mentalt, men samtidig få noget, som er andet og mere end rene ligegyldigheder. Og tilsvarende kan man undertiden have et næsten fysisk føleligt behov for at opleve noget ukendt, noget nyt eller noget, hvor man har en stærk fornemmelse af, at det sikkert er "råt", "vildt" eller "grimt", eller i det mindste ikke umiddelbart "hyggeligt". Som jeg ser det, er der intet mærkeligt i, at man uden besvær rummer begge facetter i sit lytteapparat (eller sanseapparat, for musik kan jo også være meget visuel, tænk bare på mange musikeres mimik, eller hvordan de kan svede, så man kommer til at tænke på vinduet i en gammeldags ostebutik), selv ikke, hvis man overvejende beskæftiger sig med eller lytter til et mere snævert afgrænset område.

Jeg er helt klar over, at ordet "hyggejazz" for nogle har en nedladende klang, lidt som noget, der ikke har så megen substans, at man kan tage det helt seriøst. For mig ser det dog anderledes ud: en stor del af det, jeg opfatter som jazz (eller underholdningsmusik, for den sags skyld) af høj kvalitet, har samtidig en betydelig "hyggeværdi". Graden og karakteren af hyggeværdi er selvsagt voldsomt varierende, og har jo også en del at gøre med ens eget stemningsleje og humør. Lad mig - uden nødvendigvis at afsløre mine egne præferencer - pege på nogle kunstnere, hvis "hyggeværdi" ofte er lige så høj som deres kunstneriske statur.

Bennett og Holiday

Tonny Bennett, den nu 87-årige sanger, der som kun ganske få andre magter både at swinge og at croone. Gåsehuden kommer stadig helt af sig selv, når jeg hører hans 1951-udgave af "Blue velvet", men ikke mindre ved mødet med "Close enough for love", indspillet mere end et halvt århundrede senere. Den første med fous på længslen, den anden det smukkest tænkelige eksempel på den modne kærlighed, hvor der ikke skal præsteres eller demonstreres i overflod. Sentimentalt? Ja, måske, og hvad så? Eller hvad med hans version af "Crazy rhythm", nogenlunde midtvejs mellem de to: afleveret med et dansende, rytmisk overskud, som er en stor jazzsolist værdigt. Topkarakter for såvel udførelsen som for det kunstneriske indhold. I det hele taget har den uskrømtede glæde ved at synge / formidle en god sang altid været et af Bennetts adelsmærker, foruden (og det er bestemt ingen selvfølgelighed) sansen for at få det til at lyde, som om sangen var en sag direkte mellem ham og "mig". Dét med at gøre sangen til et personligt "statement". Præcis det samme, som Billie Holiday magtede så mageløst indtrængende, især - måske lidt paradoksalt - i sine sidste år, da stemmen var ved at være slidt i bund, så kun, så at sige, det helt afpillede budskab var tilbage. Glem i sådanne sammenhænge al snak om "banale" tekster og "hjerte-smerte" rim, for her er selve det skrevne ord ofte sekundært i forhold til, hvordan det bruges og hvad det bruges til. Hvor hendes indspilninger fra de unge år rummer en pigelig sødme og ligefremhed (og måske derfor en mere "elementær" hyggeværdi), bliver ikke mindst hendes allersidste plader (Lady in satin, f.eks.) farvet af anderledes grimme livserfaringer, men har man først lært hendes univer sat kende, føjer de sig naturligt ind i sammenhængen. Og ... måske ved nærmere eftertanke ordet"hygge" skal modereres en smule lige netop hér ... prøv nu selv.

 

Hvad Louis Armstrong angår

- er der vel ikke så mange forbehold. Han var, uanset hvad han begav sig ud i, en glædespreder ("hyggespreder" lyder alligevel lidt fersk, ikke?) og en formidler (høres måske bedst i hans sang) af basal menneskelig varme. For min skyld kan man da godt kalde "What a wonderful world" naiv eller banal, men når man kan gøre banaliteten til noget vedkommende og almengyldigt, så har jeg altså ikke så svært ved at spise af hånden. For ikke at tale om, når trompetisten Armstrong træder i karakter, det være sig som den unge himmelstormer eller som den ældre statesman, som med værdighed og myndighed spiller sig gennem et velkendt repertoire på en måde, som havde han selv opfundet det (hvad han jo næsten også havde). Ingen over, og meget få ved siden af, det være sig som kunstnerisk oplevelse, som "hyggejazz", som hvad som helst. Og når som helst. Et par eksempler blandt mange: hans indspilninger af Fats Waller-melodier fra midten af 50'erne eller en af hans sidste, Disney songs the Satchmo way. Eller duetterne med Ella Fitsgerald eller med Mills Brothers. Eller ... eller ...

 

Sinatra og Cole

Om Frank Sinatra ville vedkende sig ordet "hyggelig" som en af betegnelserne for sin kunst, er jeg lidt mere i tvivl om. Mit gæt er, at han ville sige, at vi hver især får det ud af hans sange, som vi er i humør til. Det skal dog ikke hindre mig i at betegne især en del af hans indspilninger i friske tempi med et stort, velsmurt orkester i ryggen som i hvert fald også "hyggejazz". Hør bare de ting, hvor han er sammen med Count Basies orkester, og mærk, hvordan smilet breder sig, hvordan det fysiske velvære indfinder sig, når et orkester næsten kan feje både solist og lytter foran sig på en uimodståelig bærebølge, funderet i noget så diskret som Freddie Greens rytmeguitar. Fire slag i takten, det er i den sammenhæng præcis, hvad der skal til. Også i masser af sammenhænge uden Sinatra, for den sags skyld.

Og er Sinatras sangkunst ofte farvet af noget tvetydigt, noget, der ligger som en farlig understrøm, gælder dét i hvert fald ikke for Nat King Cole . Han valgte selv (jojo, hans kone hjalp vist en hel del til) også at beskæftige sig med popmusik af knap så holdbar karakter, men det gør ikke hans grundlæggende jazzhjerte mindre. Ser man bort fra hans produktion i de sidste 5-6 år af hans liv, er der masser af jazz, både direkte og "mellem linjerne". Mest vel, når hans eget klaverspil er lige så fremtrædende som hans fløjsbløde sang. Ret utroligt, i øvrigt, at stemmen kunne bevare sin bløde karakter, for han røg hele sit voksne liv 60 cigaretter om dagen.

Synes man, at Cole trods alt er for "blød" eller "kælen", kunne man jo kaste sig over Brother Ray, Ray Charles . Som Cole også med en meget ujævn produktion, men mon ikke de fleste vil føle sig stærkt fysisk stimulerede ved mødet med hans helt unikke mix af blues, gospel og jazz (som jo faktisk omdefinerede en stor del af den amerikanske populærmusik i halvtredserne). Der er givetvis dem, der synes, at han er for "rå" til at hygge sig med i sofaen. Det kan jeg ikke tage mig af. "I've got a woman, Mess around, Hallelujah I just love her so, Don't let the sun catch your cryin", det er så hyggeligt, at det kribler ...

Stan Getz' bossanova-indspilninger

- hygge til et glas rødvin inden man skal til at lave mad (eller måske til det sidste glas i flasken). Ben Webster når han spiller ballader - hygge, så samtalen går i stå - jeg har set tårerne trille ned ad hans kinder, mens han spillede ..."Because I play so fuckin' beautiful ..." Norah Jones eller Madeleine Peyroux ... arhh ja, jo, OK, men de taber alligevel lidt højde efter ret kort tid ... det er kun hygge - rigtig hygge, altså, hvis der også er mere end hygge i det, på en eller anden led.

For mig, altså ...