I bokssættenes tid

Det elektroniske musiktilbud via offentlige musiktjenester som Bibzoom eller private tjenester som Spotify eller iTunes har langt hen ad vejen overtaget musikmarkedet fra de fysiske cd’er. Cd-salget er fortsat en vigtig faktor i musikøkonomien, men der er ingen tvivl om, at cd-salget er trængt af det elektroniske fil-marked, hvad enten det opererer med downloads eller med streaming. Denne udvikling har naturligvis betydning for såvel musikudbuddet som musikforbruget, og den tydeligste tendens p.t. på begge områder er nok fokusskiftet fra albummet som den primære formidlingsramme til enkeltnummeret, hit-singlen, som det dominerende format.

Ikke mindst på det kommercielle marked har bevægelsen fra album til hit-nummer været tydelig, godt understøttet af medieverdenens markskrigeri. Det gennemarbejdede album med tematiske sammenhænge og bevidst gennemtænkte temposkift fra nummer til nummer har dermed fået (endnu) sværere vilkår på markedet, end det har haft tidligere. Det er nok en uundgåelig konsekvens af hit-dyrkelsen og iscenesættelsen af døgnfluelignende overnight sensationer. Men der er dog ét område, hvor cd-albumformatet endnu ikke har måttet kapitulere til fil-formatet, nemlig bokssæt.

Bokssæt er ingen ny opfindelse. Pladekunstnere har udgivet bokse siden LP’ernes tid, og boksene har først og fremmest fungeret som en art statusopgørelser over opnåede resultater – enten i form af afsluttede karrierer eller i form af jubilæer og runde fødselsdage for de pågældende kunstnere. De fleste store navne – med respekt for sig selv – har et eller flere bokssæt bag sig, og som regel har der været al mulig grund for fans til at interessere sig for udgivelserne. Ganske vist har en boks ifølge sagens natur grundlæggende karakter af et vue over en lang karriere og indeholder derfor bl.a. et passende udvalg af den udgivende kunstners bedste værker. Det er dog ikke dem, der giver de inkarnerede fans anledning til at interessere sig for bokssættet, for fansene har alle de kendte numre i forvejen.

Men ofte rummer en boks ud over hits og kendte sange også et antal hidtil uudsendte numre, og det er naturligvis disse titler, der især er interessante for fan-publikummet. Man har i tidens løb været vidne til mange forskellige udformninger af prototypen: boks med bonusnumre, og ikke mindst har man kunnet iagttage en tendens til hele tiden at gøre boksene større, mere omfattende og mere luksuøse i udformningen.

I 1990’erne blev en status-boks med 3 cd’er (eller 5 LP’er) betragtet som et generøst udspil fra en pladekunstner; men op igennem 00’erne skulle der mere til, så man hen mod slutningen af perioden kunne se udgivelser bestående af 14-16 cd’er, tilhørende dvd’er samt vedlagte lækkert udstyrede bogudgivelser. Rene overflødighedshorn, som næsten risikerede at give lytteren musikalsk forstoppelse – men som enhver ægte fan selvfølgelig måtte eje.

For at vende tilbage til udgangspunktet: mens fil-udbyderne har været meget opsatte på at sætte sig på hit-markedet, har de tilsyneladende ikke været lige så interesserede i at sætte sig på bokssæt-markedet. Fil-udbyderne arbejder først og fremmest med enkeltnumre og hits – og derfor vil de være mindre motiverede til at gå ind på et marked, der primært næres af alternative indspilninger, outtakes og live-versioner. Altså et marked, som lever og ånder for den type ekstramateriale, man finder i forbindelse med bokssættene.

Det viser sig da også meget hurtigt, når man retter blikket mod bokssæt-området, at det ikke er her, fil-udbyderne har deres primære fokus. Faktisk er det ikke lykkedes undertegnede at lokalisere en eneste boks fra de musikere, jeg selv lytter til, hos Bibzoom, Spotify eller iTunes. Det er helt enkelt et andet segment end mig, fil-udbyderne henvender sig til. Albumformatet er trods alt stadig inde i varmen hos fil-udbyderne; men de mere nørdede bokssæt med et indhold bestående af rariteter og liebhaverspecialiteter har ingen interesse for udbydere, der satser på hits og ørehængere. På dette område har cd-sælgerne fortsat et (niche)marked, som de ganske vist hverken kan leve eller dø af, men som – så længe det eksisterer – kan underholde og fornøje de inkarnerede fans og nørder.

Lad mig i flæng nævne et par eller tre af de bokse, der i den seneste tid har givet næring til mit musikalske tidsfordriv (alle svenske, fordi vores store broderland mod øst har fostret så mange store musikbegavelser). Olle Adolphson har i Sverige status på linje med Evert Taube og Cornelis Vreeswijk, og det er helt berettiget. Boksen Tystnaden smyger som en katt fra 2009 indeholder 10 cd’er samt en dvd, alle sprængfyldte med den type vittige og skarpe viser, der var Adolphsons primære arbejdsfelt – og naturligvis er en del af numrene tidligere uudgivne.

Boksen Starkare än ord fra 2010 rummer Peter Lemarcs 12 cd’er fra perioden 1987-2008, beriget med en stribe hidtil uudgivne ekstranumre, samt 2 dvd’er med ikke tidligere udsendt materiale. Og Miakel Wiehes helt overdådige boks fra 2010 med titlen Aldrig bli som ni indeholder ikke mindre end 16 cd’er (en ny rekord?) med musikerens mange kendte sange, suppleret med næsten lige så mange ukendte numre. Hvortil kommer en fornemt udstyret bog med tekster, artikler og fotos. Min sjæl, hvad vil du mere?

For en god ordens skyld: disse bokse kan altså, så vidt jeg kan se, ikke erhverves i fil-form hos fil-udbyderne – de kan kun købes eller lånes som gammeldags cd’er.