Genrer
I Fyn er alting anderledes ...
Osse Carl si’er, at Fyn er fin!
Odense Bys Museer udgav to bøger i forbindelse med 150-året for Carl Nielsen i 2015. Hans skønne barndomserindringer Min fynske barndom blev udgivet i en kommenteret udgave, og i flot coffee-table-format fik vi denne antologi.
Titlen I Fyn er alting anderledes … er et citat fra Carl Nielsens hyldest til Fyn, ”Den fynske sang”, som han skrev til essaysamlingen Levende musik i 1925. Op til udgivelsen af denne antologi optrådte også den grammatisk mere korrekte titel ”På Fyn er alting anderledes”. For Fyn er jo en ø. Men Carl Nielsen skrev oprindeligt "i Fyn", og denne form er altså bibeholdt. Jeg tror, Carl Nielsen opfattede Fyn som et land – barndommens land.
Og det er dette land, vi får belyst fra forskellige sider i nærværende bog.
Her var Carl Nielsen
Odense Bys Museer oplyser, at ”Antologien tager udgangspunkt i Carl Nielsens stærke tilknytning til Fyn. Komponisten lagde aldrig skjul på, at han hentede sin musikalske inspiration fra sine barndoms oplevelser og indtryk på Fyn. Otte forfattere har i denne antologi bidraget til at uddybe billedet af samtidens Fyn. Hvad var det for en virkelighed, der omgav Carl og hans familie, og hvordan bidrog den fynske opvækst til at forme en af verdens store komponister? Antologien kan læses som en selvstændig bog, men den kan også fungere som en rammefortælling omkring barndomserindringerne. ”
En god og grundig gave
Forordet kredser om det fynske og Carl Nielsens glæde for Fyn og også fynboernes specielle glæde for ham.
For mig er det en stor glæde at arbejde mig igennem den fine bog med flotte billeder. Og tag ikke fejl, det er ikke blot en lækkert indpakket gave; indholdet er på et højt plan med gode, velskrevne informationer. Umiddelbart tænkte jeg endnu et skrift fra folkemindesamlingen hjemme ved andedammen, men her blev jeg sandelig glædeligt overrasket. Antologien placerer sig et lunt sted mellem den tørre, videnskabelige afhandling og den rene pop (som jeg sandelig også holder af).
Jeg savner et register og ville eksempelvis også gerne vide lidt mere om forfatternes baggrund. Den må jeg søge andetsteds, hvor jeg erfarer, at professionerne blandt andet er museumschef, professor, musikchef og konservatorierektor. Okay, her er en solid substans.
I Fyn er alting anderledes … indledes med det nævnte essay ”Den fynske sang”, hvorefter vi får en grundig gennemgang af Carl Nielsens slægt med en masse navne og årstal. Og vi får en anden sandhed end den i Min fynske barndom: Carl Nielsen benævnte sin mormor som skipperenke, og dét var hun ikke ifølge denne bog. Til gengæld fik hun 9 uægte børn med 3-5 fædre. Det overordnede indtryk er stor fattigdom, men også en stor livsglæde i slægten.
Leder af HCA Centret og professor Johs. Nørregaard Frandsen kommer i afsnittet ”Carl Nielsen i det folkelige gennembrud” rundt om Nielsens mange sange og fokuserer især på samarbejdet med den ligeværdige Jeppe Aakjær. Det er interessant at læse jyden Aakjærs refleksioner over forskellen på fynboer og jyder.
Den fynske rosin i pølseenden
Bogens hovedredaktør Ida-Marie Worre skriver om spillemændene på Midtfyn, og orkesterchef Finn Schumacher fortsætter om militærmusikken i Odense. Især afsnittet om den blinde klarinettist Blinde Anders er nærværende; her får vi nuanceret musikeren, som har fået sin egen fine sang i Fynsk foraar, Carl Nielsens korværk.
Netop Fynsk foraar har sin egen artikel i antologien. Her skriver den mangeårige rektor for musikkonservatoriet i Odense Bertel Krarup levende og musikalsk om Carl Nielsens hyldest til sin fødeø. Værket blev skrevet i en af Nielsens mest travle perioder. I årene 1921-22 skrev han Fynsk foraar, femte symfoni, blæserkvintetten og 33 nye melodier til Folkehøjskolens melodibog. Samtidigt havde han en alvorlig krise i ægteskabet, og alligevel formåede han at skrive den lille perle Fynsk foraar. Carl Nielsen udtalte i et avisinterview vedrørende sin komponistvirksomhed: ”Den intellektuelle side af sagen ligger ligesom i et lag for sig, men det rent stemningsmæssige henter jeg fra min barndom.”
Bertel Krarup taler om to spor i Carl Nielsens univers i 1920erne: ”det moderne” og ”det fynske”. Og med denne antologi har vi et flot dokument om sidstnævnte spor og dets baggrund.
Kapitlet er en værdig afslutning på bogen, som jo trods alt drejer sig om det fynske, uden at det bliver for meget!