I nådens hånd

For nylig besøgte jeg et ældre familiemedlem, som ikke længere tænker og taler helt så sammenhængende, som han gjorde tidligere, for nu at sige det på en pæn måde. I løbet af samtalen/enetalen bemærkede den ældre herre: ”Ja, nu er jeg så her i nådens hånd” – eller måske var det bare mig, der hørte det på den måde. Under alle omstændigheder syntes jeg, at det var et meget poetisk og også et meget rammende udtryk for familiemedlemmets situation, delvis bundet til en kørestol og med adresse på et plejehjem. Der var han i sandhed havnet i nådens hånd, efter min vurdering.

Da jeg kom hjem efter besøget, forsøgte jeg at slå udtrykket ”i nådens hånd” op i ordbogen og på internettet, men ingen af stederne ville man rigtigt kendes ved det. Der er udtryk, der ligner, og inden for den kristne religion opererer man jo i udstrakt grad med begrebet ”nåde”. Men ”i nådens hånd” er så vidt jeg kan se ikke et almindeligt kendt udtryk – eller for den sags skyld overhovedet et kendt udtryk.

En AI-oversigt på nettet fortæller mig ganske vist (eller rettere: fortalte; AI-udlægningerne ændrer sig hele tiden), at ”i nådens hånd” er ”et almindeligt brugt udtryk i forbindelse med religiøse tekster og salmer”; men den kunstige intelligens er ikke i stand til at anføre et eneste eksempel på brugen af udtrykket – kun noget, der ligner. Og når AI-oversigten fortæller (eller fortalte), at ”I nådens hånd” er titlen på salme nr. 594 i Den Danske Salmebog, er det rent opspind. Salme nr. 594 hedder ikke ”I nådens hånd” og bruger heller ikke udtrykket, selv om salmeteksten handler om nåde og tilgivelse.

Der er jo ingen tvivl om, hvad det poetiske udtryk betyder: at være et sted, hvor man oplever beskyttelse og tryghed; men derfra og til at dokumentere, at det er et almindeligt brugt udtryk, er der trods alt et stykke vej. Jeg er ikke selv stødt på udtrykket før, og derfor studsede jeg også gevaldigt, da jeg pludselig stødte på det i den ældre herres mund – så meget desto mere, som denne herre på ingen måde er troende kristen eller plejer at slå om sig med ord som ”nåde”. Måske jeg hørte forkert, da jeg talte med ham; men uanset hvad synes jeg, det er et fint udtryk, som jeg gerne så almindeligt udbredt. Og også gerne uden for den kristne referenceramme.

Ud af nådens hånd
Når jeg ovenfor skriver, at jeg ikke har hørt udtrykket ”i nådens hånd” før, er det en sandhed med modifikationer. For faktisk er jeg stødt på udtrykket – eller dets negation – én gang tidligere, nemlig i forbindelse med sangen ”Nådens hand”, som den svenske gruppe Eldkvarn i 1999 indspillede til gruppens 22. album, ”Limbo”. Pladen er i altovervejende grad en ”sorgplade”, hvor gruppens primære sangskriver Plura Jonsson bearbejder sine forældres død et par år tidligere, og hvor han desuden gør en slags status over sit hidtidige liv.

Der er tale om en ganske mørk og dyster plade, som dog samtidig musikalsk er meget smuk, hvilket gør den absolut værd at lægge ører til. Sangen ”Nådens hand” handler om en jeg-fortæller, som er faret vild i livet, og som netop nu befinder sig ved et eksistentielt vendepunkt: ”Min trollstav är bruten/ min last är tung/ men för några sekunder/ var jag evigt ung/ Kärleken helar/ och kärleken lär/ jag har betalat prisen/ låt mig slippa det där”. Det fremgår ikke klart af teksten, hvad det er, jeg-fortælleren har gjort, og hvad det er, der er sket; men det er ikke noget godt, og jeg-personen drømmer ikke mere om fremtid og lykke – kun om at kunne slippe sin krykke (formentlig en krykke af mental karakter).

Sangen slutter med, at jeg-fortælleren lægger en rose på sin mors grav, så ligesom i et antal af pladens andre sange er det moderens (og faderens) død, der er på spil her. Jeg-personen har mistet fodfæstet i tilværelsen og ved knap nok, om han er død eller i live; men han er i hvert fald ikke længere i nådens hånd: ”Åh, himmel/ vad har jag gjort/ det känns som jag faller/ ur nådens hand”. Det lyder ikke særlig rart, og ”limbo” er da heller ikke en plade, man bliver glad af at lytte til. Men musikken er som nævnt meget smuk, og pladens sidste sang, ”Huvudet högt”, levner da også plads til en vis optimisme for fremtiden: ”Det finns alltid saker/ man inte skulle ha gjort/ Att följa sitt hjärta/ fem ord som jag köpt/ man kan bara förlora/ och hålla huvudet högt”.

A state of grace
Da jeg havde gravet lidt i udtrykket ”i nådens hånd” på dansk og på svensk, spekulerede jeg over, hvad udtrykket svarer til på engelsk og kom frem til, at det nok bedst kan oversættes med ”a state of grace”. Det fik mig til at mindes et gammelt interview fra 1965, hvor en ung Leonard Cohen bliver spurgt om, hvad han går op i. Og da han ikke svarer med det samme, presser intervieweren på: jamen, hvordan kan du skrive digte, hvis du ikke bekymrer dig om noget? 

Hvortil Cohen giver et vidunderligt svar – eller måske snarere et ikke-svar: ”Oh, but I am concerned. When I get up in the morning, my real concern is to discover whether or not I´m in a state of grace. (-) A state of grace is that kind of balance with which you ride the chaos that you find around you”. Så enkelt kan det siges.

Andre musikere end Leonard Cohen har benyttet sig af udtrykket “a state of grace”, og når de lader det optræde i deres sange, er det som regel i forbindelse med en lovsyngelse af kærligheden som den nådens hånd, man kan hvile trygt i. Det gælder f.eks. for tidens største medie-darling, Taylor Swift, som i 2012 udsendte sangen ”State of grace” om et lykkeligt kærlighedsmøde. Og det gælder for en evigtung sanger som Emmylou Harris, der i sangen ”Sweet spot” (1999) har givet sit bidrag til lovprisningen af kærligheden som det faste holdepunkt i tilværelsen: ”Baby, when you´re falling off your feet/ out on a road that´s rough and steep/ and you´re looking for a state of grace/ I´ll be your leap of faith”.

I sangen ”Hollow as a bone” (1998) giver gruppen Cowboy Junkies sin version af den altoverskyggende kærlighed som den mest vidunderlige tilstand, et menneske kan opnå, en slags nirvana – eller med et andet ordvalg, ”a state of grace”: ”He could not help but hang his eyes/ her beauty held him so/ if this was not a state of grace/ then grace he´d never know”. Og når man er i ”a state of grace”, kan man klare hvad som helst, som Steve Winwood synger i sangen ”State of grace” (1994): ”Cause when you think you can´t take it/ dreams disappear into space/ trust in your heart, you can make it/ when you´re living, living in a state of grace”.

Hvordan man opnår den eftertragtede “state of grace”, er der nok ingen enkel opskrift på – selv om de fleste sange, hvori udtrykket anvendes, handler om den store kærlighed, som overvinder alt. Hvordan man finder kærligheden, er der til gengæld ingen sikre anvisninger å i rocklyrikken. Her må den enkelte finde sin egen vej – og der er ingen garantier. Men hvis man finder den eneste ene og får en følelse af at befinde sig i nådens hånd, skulle lykken være sikret, som Van Morrison synger om det i sangen ”Once in a blue moon” (2003): ”Once in a blue moon/ there´s a thing called happiness/ it happens when you´re in/ a state of natural grace”.