i østen stiger solen op

I 1837 udgav B.S. Ingemann Morgensange for børn og året efter Syv aftensange. Begge samlinger har musik af C.E.F. Weyse og er optaget i Kulturministeriets kanon - og med god grund, for de udgør en hjørnesten i den danske sangskat. Aftensangene blev aldrig helt så populære som den første samling, måske fordi de ikke var henvendt til børn, måske fordi melodierne ikke var lige så krystalklart iørefaldende. De syv aftensange rummer dog klassikere som "Der står et slot i Vesterled" og "Bliv hos os, når dagen hælder".

Morgensange for børn (som består af syv morgensange og en forårssang, "Storken sidder på bondens tag") er perler på snor: "Lysets engel går med glans", "Nu titte til hinanden", "Morgenstund har guld i mund" for blot at nævne tre. Sangene var beregnet til at synges ved morgensamlingerne i hovedstadens asyler, institutioner for børn fra fattige familier og forløbere for vor tids børnehaver. Her blev der lagt stor vægt på fællessang, som kunne belære børnene om den rette moral, nationalfølelse og gudstro.

Ingemanns morgensange blev varmt modtaget i asylerne og bredte sig efterhånden ud over hele landet i skoler, børnehaver og til dels også kirker. Præstestanden var forbeholden over for sangene, for dels var det jo sange og ikke salmer, og dels var Ingemann ikke præst. Men traditionen har båret dem frem til i dag, og det skyldes ikke mindst Weyses fænomenale melodier. Man må spørge sig selv, om han overhovedet har komponeret noget finere end disse lyriske og umiddelbare ørehængere. Melodierne føjer sig perfekt til Ingemanns enkle tekster om livsglæde, kristendom og lys, lys, lys.

Alle kan have sine favoritter, men man kan godt tillade sig at fremhæve "I østen stiger solen op" for dens melodi. Teksten er mere kompliceret. Her forvandles gennem syv vers solen fra at være den velkendte morgensol, der går over himlen og spreder guld på sky, til at være et minde fra Edens have, og videre til stjernen over Betlehem, for i sidste vers at blive den, som stjernen udpegede: Du soles sol fra Betlehem, altså Jesus. Man bemærker billedet i vers seks:

Og alle stjerner neje sig,
hvor østens sol går frem

… som viser at Ingemann, selv om han ikke var præst, kunne huske Josefs drøm i 1. Mosebog: "Nu har jeg igen haft en drøm: Jeg så solen, månen og elleve stjerner bøje sig for mig."