I orkanens øje

I begyndelsen af december 199 blev Danmark ramt af det kraftigste stormvejr, landet endnu havde oplevet. I 1999 var man ikke begyndt at give de store storme navne i Danmark, så stormvejret blev kendt som ”Stormen 99”, hvilket også er titlen på en bog, hvis handling er henlagt til starten af december 1999. Stormvejret var så voldsomt, at det påvirkede de fleste mennesker i Danmark, og mange husker stadig meget tydeligt, hvor de var og hvad de lavede d. 3. december 1999 om aftenen.

Selv befandt jeg mig på en café i Holte sammen med en del kolleger, som ville fejre en veloverstået datakampagne. Vi vidste godt, at der var varslet kraftig storm om aftenen; men eftersom vi befandt os inden døre i godt selskab, gik den første del af stormvejret hen over hovedet på os, både i bogstavelig og i overført forstand. Da vi ud på aftenen brød op for at begive os hjemad, blev vi mødt af et syn, der kom helt bag på os: stort set ingen trafik, masser af nedblæste grene og en række heftige vindstød.

Men jeg skulle jo hjem, og da jeg var på cykel, startede jeg hen over Geels Bakke på cyklen. På toppen af bakken blev jeg mødt af et syn, jeg – heldigvis – aldrig har set hverken før eller senere. En elledning havde revet sig løs og lå og piskede hen over kørebanen – heldigvis i den modsatte side af vejen end den, jeg befandt mig på. Jeg fortsatte min cykeltur og nåede også velbeholden hjem; men siden er det gået op for mig, hvor farlig situationen i virkeligheden var. Hvis man vil have et indtryk af sceneriet, kan man se filmen ”The ice storm” (1997) – et glimrende og frysende koldt tidsportræt, som bl.a. rummer en episode, hvor løsrevne elledninger svinger hen over vejen, med fatale følger. Så galt gik det heldigvis ikke for mig.

Storme i hjertet
Rockmusikkens tekster rummer mange stormvejr og også storme, der er så kraftige, at de kan karakteriseres som orkaner. Det er et par af disse tekster, jeg i det følgende vil kaste et blik på.

Helt overordnet kan man konstatere, at mange af de storme og orkaner, der optræder i rockmusikkens tekster befinder sig i de optrædendes hjerter og kroppe og altså skal opfattes metaforisk eller symbolsk. Det er f.eks. tilfældet i meget enkel form i Muddy Waters´ bluessang fra 1962, ”You shook me”, hvor et af versene lyder således: ”You know you move me, baby/ just like a hurricane”.

Også i T-Bone Walkers gamle bluessang ”Stormy Monday” (1947) er stormen mere en mental tilstand, end den er et reelt eksisterende vejrfænomen: ”They call it stormy Monday/ but Tuesday´s just as bad”. Osv. Og i Richard Hawleys ”There´s a storm coming” (2010) er stormen uden for enhver tvivl af symbolsk karakter – men ikke af den grund ufarlig.
Der er dog ingen sange, der kan hamle op med Neil Youngs ”Hurricane” (1977), når talen falder på metaforiske beskrivelser af orkaner og stormvejr: ”You are like a hurricane/ there´s calm in your eyes/ And I´m getting blown away/ to somewhere safer/ where the feeling stays/ I want to love you/ but I´m getting blown away”. Her kan man vel for alvor tale om et stormfuldt kærlighedsforhold; og når man lytter til Neil Youngs musik til ordene, bliver ikke bare jeg-personen i sangen, men også lytteren blæst helt væk. Her møder man virkelig Young og hans Crazy Horse for fuld udblæsning – og det er kun positivt ment.

Hjertets storme blæser alt bort på deres vej, både gode og mindre gode foreteelser, og det kan være svært at forudsige, hvad der bliver stående efter stormvejret. I Gene Clarks ”After the storm” (1980´erne) er usikkerheden i hvert fald stor: ”Where did we go wrong/ or were we right all the time?/ After the storm/ baby, will you be mine?”.

I Bob Dylans “Shelter from the storm” (1975) er uvejret tilsyneladende reelt nok: “I was burned out from exhaustion, buried in the hail”; men alligevel er det i langt højere grad livets og kærlighedens storme end virkelighedens storme, jeg-personen i sangen søger tilflugt fra i den kvindelige hovedpersons arme: ”Come in, she said, I´ll give you/ shelter from the storm”. Om redningsaktionen lykkes? Det er der ikke meget, der tyder på i Dylans – som altid – svært tilgængelige og billedmættede tekst. Men kvinden kan dog tilbyde et øjebliks pause fra stormene.

Reelle storme
Der er mange metaforiske storme og orkaner i rockmusikkens tekster, men der er lige så mange beskrivelser af virkelige storme. En af dem er Steve Forberts ”Sandy” (2013) om den orkan af samme navn, som ramte New York i efteråret 2012. Selve sangen er der ikke meget at sige om ud over, hvad teksten selv fortæller; men den tilhørende video, hvor Forbert på Dylan-agtig vis står med en stribe papskilte med sangteksten i hånden, er ret sjovt lavet – trods det alvorlige emne.

En anden sang med tilknytning til en virkelig orkan er Jackson Brownes ”Where were you?” (2008), som han skrev i anledning af orkanen Katrina, der anrettede store ødelæggelser i New Orleans i 2005. I sangteksten spørger Browne lytteren om, hvor han/hun befandt sig under orkanen: blandt de velbjærgede, der klarede sig godt igennem katastrofen, eller blandt de fattige, der for alvor mærkede orkanens følgevirkninger: ”Where were you when they gave warning?/ Hundred-fifty mile winds by morning/ Category four making landfall in the wild gray light/ Where were you?”.

The Kinks indspillede i 1986 sangen “Lost and found” om en orkan, der rammer New York (og det er af gode grunde ikke orkanen Sandy): ”Waiting for the hurricane/ to hit New York City/ somebody said it´s hit the bay/ this is the nitty gritty/ And all the bag ladies/ better put their acts together/ we´re near the eye of the storm/ this is really heavy weather”. Osv. Der er i sandhed dårligt vejr på vej, ligesom det er tilfældet i Creedence Clearwater Revivals “Bad moon rising” fra 1969. Her lyder vejrudsigten således: ”I hear hurricanes a-blowing/ I know the end is coming soon/ I fear rivers overflowing/ I hear the voice of rage and ruin”. Det er vist på høje tid at søge dækning.

John Fogertys sangtekst antyder et stormvejr af næsten apokalyptiske dimensioner, men så galt går det heldigvis sjældent. Levon Helm fra gruppen The Band fortæller i sin sang ”Hurricane” fra 1980, at det ganske vist godt kan gå vildt for sig, når det trækker op til orkan ude over havet, og fiskerbådene må søge havn. Men som den gamle mand, der har oplevet en del orkaner i sin tid, siger i sangen: ”I don´t mind the strain of a hurricane/ they come around every June”. Og senere i sangen lyder det: “We finally taught her/ that it takes a lot of water/ to wash away New Orleans”. Men det var jo altså også før orkanen Katrina, så måske der trods alt er grund til en smule respekt i forhold til de vilde vejrfænomener.

Storme i Norden
I Norden er det meget sjældent, at stormene bliver kraftige nok til at kunne kaldes orkaner, så her til lands nøjes vi som regel med at synge om blæst og regn. Det er f.eks. tilfældet i Kim Larsens ”Frakken” (2019): ”Når blæsten gør folk til idioter/ og voldtager min paraply”. Og senere: ”Når orkaner lægger Jorden øde/ og stormen har væltet mit hus/ så er jeg glad for min gamle frakke”. En gammel frakke som værn mod storme og orkaner? Jo, Kim Larsen er ikke sådan at imponere og ikke den, der går i panik over den første, den bedste storm.

Niels Skousens seneste udspil har titlen ”Blæsten og regnen” (2022), men lytteren behøver ikke at blive nervøs af den grund. Blæsten gør ingen skade, og lytteren kan bare blive inden døre. Så er der lidt mere på spil i en af Skousens tidligste sange, ”Blæsten over søen” fra (genudsendelsen af) debutalbummet ”Herfra hvor vi står” (1971/2011). Her lyder omkvædet til den folkeviselignende sang: ”Hør blæsten over søen”, hvilket i sammenhængen nok skal forstås på den måde, at blæsten og naturens gang er de uforanderlige størrelser i tilværelsen, som vil være her længe efter, at vi er væk, hvorfor vi gør klogt i at acceptere vores ubetydelige rolle i livets store spil. Eller noget i den retning; Niels Skousen er ikke altid for fastholdere.

I vores store naboland Sverige har man et begreb, der hedder ”Lovisastorm”, hvilket er navnet på det første blæsevejr efter højsommeren. Lovisa (=Louise) har navnedag d. 25. august, og det er på dette tidspunkt, de første høststorme indfinder sig pga. forskellen i temperatur mellem hav og land sidst i august. Om Lovisastorme også er et holdbart meteorologisk begreb er tvivlsomt; men det er da et poetisk ord.

Ulf Lundell har skrevet en sang med tilen ”Lovisastorm” (2018), og i denne sangtekst eksisterer høststormen i hvert fald. Men samtidig bruger Lundell begrebet metaforisk som et symbol på kræfter, der skal vaske tavlen ren og bringe noget nyt i stedet for alt det gamle slidte: ”Kom in Lovisa/ dundra fram över marken/ ruska löven ur träden/ blås havet till skum/ Bedrägliga är sommarens/ drömmar om lycka/ dom som kom/ har åkt hem igen”. Og senere i sangen fortsætter Lundell: ”Blås bort den här sommarens minnen/ blås bort hunger, blås bort törst/ Blås Lovisa, blås/ blås, blås, blås”. Så er alt det gamle skidt vist også blæst eftertrykkeligt bort.