Genrer
Iggy and the Stooges: Raw power
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 125
Raw power af det klassiske protopunk-band The Stooges er en lidt besværlig plade at anmelde. Den oprindelige producer, David Bowie, fik kun én dag til at mixe pladen, og den lyder ikke rigtig, som forsanger Iggy Pop ønskede. Den udkom senere i en ny udgave, hvor Iggy havde taget sig af produktionen, og der er delte meninger om, hvilken udgave, der er bedst. Til denne anmeldelse har jeg hørt Bowies produktion, da det er den oprindelige udgave, men jeg må indrømme, at den er ret ringe. Bas og trommer markerer sig ikke særlig meget, og sangene lyder tit som om, de slet ikke skulle komme fra samme plade. Selve sangskrivningen kan man dog ikke tage noget fra, og åbningsnummeret, "Search and destroy" er uanset udgaven en af de bedste rocksange nogensinde. Iggy synger med enorm desperation og overbevisning, og man mærker tydeligt tekstens pessimisme. Guitaren er også vild, og den bevæger sig tit ganske stilfuldt udenfor rytmen. Den lidt mere stille "Gimme danger" er en af de bedst lydende sange på Bowie-udgaven. Den er dybt seksuel, og den akustiske guitars tydelighed i hver eneste streng giver sangen karakter.
"Your pretty face is going to hell" er en af de mest punkede sange. Mixet er desværre mudret, men Iggys vokal er ikke langt fra et black metal-growl til tider, så ondskabsfuld er den. Guitarsoloen mod slutningen er også vild, og den øger stemningnen markant. Heldigvis er denne ret tydelig i mixet. Gruppen vender tilbage til det seksuelle på "Penetration", og det bliver seksuelt på den mest ukomfortable omend underholdende måde, man kan forestille sig. Det lyder til tider mere som et mord, end det lyder som sex, og de mange lyde, Iggy hæmningsløst ytrer mod slutningen gør kun nummeret mere sensuelt. Nummeret "Raw power" er tæt på glam rock, og det lyder lidt hen ad noget, New York Dolls kunne have lavet. Der er et meget simpelt klaverriff på dette nummer, men det giver nummeret kant. Det føles rigtig impulsivt og råt, og ligesom på "Gimme danger" synes jeg faktisk, at Bowies produktion klæder nummeret, muligvis grundet hans erfaringer med glam rock. I det hele taget er produktionen aldrig så forfærdelig, at man ikke tydeligt kan mærke Iggys styrker som både optrædende og sangskriver.
Hvor titelnummeret er energisk, bliver der skruet gevaldigt ned for tempoet på "I need somebody". Den er krybende og underdanig, men på en yderst seksuel måde. Iggy tigger og beder om samvær med så stor desperation, at det kan synes ubehageligt. Med gruppens flotte sans for dynamik efterfølger de "I need somebody" med det mere tempofyldte modstykke, "Shake appeal". Det er stadig, som titlen antyder, et meget seksuelt nummer. Hvis man må være lidt fræk, er det pladens klimaks, altså seksuelt. Det er svært at lede tankerne hen på andet med den rus man føler i løbet af guitarsoloen samt de lyde, Iggy laver, der mest af alt minder om en orgasme. Det er en fed udvikling, og jeg elsker samspillet mellem disse to numre. The Stooges er dog ikke gruppen der ender en plade med en orgasme. Ikke fordi det er vulgært, det er blot for positivt. Afslutningsnummeret er derfor det makabre "Death trip". Her opsummeres et væld af ungdommeligt nihilistisk selvhad og personligt forfald. Guitarerne bidrager til denne nedadgående spiral, og den bliver helt ukontrolleret mod slutningen. Sangen slutter med et fade, hvilket ikke er min yndlingsmåde at slutte et album af på, men sangen fungerer som afsluttende statement, og Raw power er et mesterligt album.