Genrer
Ike & Tina Turner: Proud Mary
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 212
Tina Turner er en af de bedste sangere nogensinde, og Ike Turner er på samme måde en latterligt dygtig guitarist. De var det perfekte par – altså musikalsk. De lavede mange klassiske singler sammen, og i løbet af hele Tinas karriere, føler jeg ikke, at hun nogensinde har toppet det, hun lavede med Ike i 60’erne og 70’erne. Mange af de allerbedste af deres sange blev i 1991 samlet på Proud Mary: The best of Ike & Tina Turner. Denne opsamling er løst kronologisk opstillet, så man mærker deres udvikling, men der er også blevet tænkt over, hvordan sangene komplementerer hinanden. Det gør, at pladen ikke føles så lang, som den er. Den er på 73 minutter, men den føles ikke længere end en almindelig plade. Pladen starter med nogle blues-prægede numre fra begyndelsen af 60’erne, hvor de også begyndte deres samarbejde. Lige fra første nummer, "A fool in love", slår Tina fast, at hun har en stor stemme. Hun går fuldkommen amok før første vers overhovedet er begyndt. Der er syv af den slags numre, og de er ikke det mest imponerende i deres diskografi, så jeg kunne sagtens have overlevet uden så mange. De er dog en vigtig del af historien, så det gør ikke meget.
Det første nummer, der virkelig imponerer mig er "Come together". Selvfølgelig gør det det, det er jo skrevet af The Beatles, men jeg synes også, at denne stil klæder Tinas stemme langt bedre. Og efter det kommer der to coverstil af henholdsvis "Honky tonk women" af The Rolling Stones og "I want to take you higher" af Sly and the Family Stone. De er begge glimrende, og de lægger godt op til opsamlingens titelnummer, der kommer efter en lidt mere langsom Ike-skrevet soul-sang med titlen "Workin’ together". Deres cover af Creedence Clearwater Revivals "Proud Mary" finder man lige på midten af pladen, og det er en sindssygt god udgave. Det er pladens længste sang, og den bliver bygget flot op med ret let instrumentation. Midt i sangen skrues der op for tempoet, og instrumentationen bliver virkelig vild og funky. Sidenhen får man en samling mere moderne R&B-sange, som tit læner sig op ad funkgenren. Nogle af de bedste er "Nutbush city limits", "River deep, mountain high" og den todelte "Sexy Ida", hvoraf især første del er fremragende. Mange af sangene på pladens anden halvdel er skrevet af Tina i stedet for Ike, og hun er en meget bedre sangskriver, synes jeg.
Pladen slutter med fire numre, der afviger mere eller mindre fra resten. De to første er regulær rockmusik. Det første er optaget af Ike og Tina samtidig, og det er nok det bedste Ike-skrevne nummer, jeg har hørt. Han synger også med på dette nummer, og deres stemmer fungerer sammen meget på samme måde som John Doe og Exene Cervenka fra punkgruppen X, som jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er stor fan af. Det er selvfølgelig ikke punk, men attitude har de stadig meget af. Det andet er pladens eneste solonummer af Tina. Det hedder "Acid queen" og stammer fra filmatiseringen af The Who-albummet Tommy, hvor Turner efterlader et stort indtryk trods sin korte optræden. Her anbefaler jeg at slutte albummet. Det er en fremragende sang at slutte af med, og de sidste to numre er bare nogle gamle radioreklamer, der prøver at sælge deres album "Come together". Det er en ret antiklimaktisk afslutning. Men opsamlingen er klart noget, du burde lytte til, hvis du vil have en rå, vild Tina Turner. Der er ikke ét nummer, der mangler, og der er masser af guf, du sikkert ikke kendte i forvejen.