dummy

Irsk charme på Portalen

15-09-2025
Niels Mark
Anmeldelse

Søndag aften skinnede solen fra en blå himmel, da Portalen i Greve lagde scene til den irske singer-songwriter Gilbert O'Sullivan. Den legendariske musiker har siden begyndelsen af 70’erne udgivet en lang række klassikere, og publikum i en stort set udsolgt koncertsal fik en imponerende sætliste denne aften.

O'Sullivan havde allieret sig med guitaristen Bill Shanley, der også har spillet med Ray Davies (The Kinks) og Sinéad O’Connor. Al bekymring om, hvorvidt de to musikere alene kunne løfte O'Sullivans omfattende sangskat, blev gjort til skamme fra første tone. Shanleys virtuose spil på guitar og andre strengeinstrumenter understøttede sangene og O’Sullivans vokal fremragende. Samtidig viste O'Sullivan, at hans stemme stadig er stærk – imponerende i en alder af 78 år.

Sætlisten talte omkring 30 sange, krydret med anekdoter og historier, som O’Sullivan fortalte med lun irsk charme. Han tog publikum med tilbage til sit gennembrud i begyndelsen af 70’ernes London efter emigreringen fra Irland til England og delte fortællingerne bag nogle af sine største hits – blandt andet hvordan “Clair” blev skrevet som en hyldest til datteren af hans manager, som han babysittede.

Musikalsk bevægede koncerten sig fra smukke, melodiøse ballader til mere tempofyldte numre sidst på aftenen. Efter de store hits “What’s in a Kiss” og “Alone Again (Naturally)” sluttede koncerten med de energiske “Matrimony” og “Get Down”, der fik publikum op af stolene til dans og klap.

Publikum var tydeligt veloplagt og lod sig rive med af den nærværende og charmerende irer, godt hjulpet af Bill Shanleys eminente guitarspil. En fantastisk aften i selskab med en af britisk pophistories store legender.

Foto: Niels Mark