Genrer
Jackie Wilson: Mr. Excitement!
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 235
Når man kigger på kunstnere, der har udgivet så meget musik som Jackie Wilson, er det svært at finde et sted at starte. Manden har haft en enorm indflydelse på R&B såvel som rock and roll med sange som "Lonely teardrops", "(Your love keeps lifting me) Higher and higher" og "Reet petite", og som mange i sin samtid er han mere kendt for sine singler end for sine album. Et opsamlingsalbum virker da oplagt, men hvilket skal man tage? Rhino udgav i 1992 et ganske populært et, der hed Mr. Excitement!. Her finder man over tre timers Jackie Wilson, kronologisk opstillet fra hans karrieres begyndelse i slut-50’erne og hele vejen op til midt-70’erne. Han kastede sig over mange stilarter i den periode, både Bing Crosby-agtig crooning, vild, festlig big band-musik, romantisk soul, gammeldags doo-wop. I starten flirtede han også lidt med blues. Det er ikke det hele, jeg er lige glad for, men hele vejen igennem står én ting fast – Wilson er en fantastisk sanger. Han har ikke bare et stort register, men han mestrer mange teknikker, og han er altid meget karismatisk.
Hans karisma er noget af det, der gør hans bedste numre så gode. "Reet petite", "Lonely teardrops" og "Baby workout" er fine på egen hånd, men de ville næppe være blevet klassikere uden Wilson bag mikrofonen. Men selv mindre interessante sange bliver langt bedre med ham. "Stormy weather (keeps rainin’ all the time)" synes jeg f.eks. er kedelig og triviel. Jeg kan i selve sangskrivningen virkelig ikke finde én eneste interessant ting. Instrumentationen er dog ganske fin, men det, der hæver dette nummers kvalitet mest er Wilsons stemme. Bare måden, han udtaler ordene “Stormy weather“ på, er helt magisk. Der er mange udgaver af denne sang, og nogle af dem er ret fine, men Wilsons udgave læner sig fuldkommen op af Wilson selv, og det fungerer bedre end man skulle forestille sig. Det er dog et gennemgående problem, at de mange langsomme, strygerbefængte, Bing Crosby-lignende sange bare ikke er særlig gode. Og så lyder de ens.
Tre timer er også rigtig meget tid. Jeg nød en overraskende stor del af pladen, og hvad der især forbløffede mig, var at han i starten var lige så god som i slutningen – pladen er jo som sagt kronologisk opstillet. Der er lige fra begyndelse til slut både svipsere og mesterværker, og Wilson rammer på intet tidspunkt her en død æra. Som LL Cool J siger: “Dont call it a comeback – I’ve been here for years”. Jeg har hørt nogle forfærdelige Jackie Wilson-sange på andre opsamlinger, f.eks. hans covers af "Light my fire", "Over the rainbow" og især af "Eleanor Rigby" – en sang, der vist er umulig at lave et godt cover af. Men alt det er sorteret fra på Mr. Excitement!. Der er kun to væsentlige problemer ved opsamlingen – mange sange er forfærdeligt kedelige, og pladen er frygteligt lang. De to ting kunne let løses med ét smæk. Hvis du finder Mr. Excitement! billigt brugt et sted, så er den værd at lytte til, men hvis du vil have en god introduktion til Jackie Wilson, så kan det bedre anbefales at lytte til The very best of Jackie Wilson. Hvad enten det er 1993-udgaven fra Ace eller 1994-udgaven fra Rhino, så er der bedre kvalitetskontrol, og længden er tilpas.