Genrer


Jazz.com – internettets jazzbibel
Websitet jazz.com har nu fem år på bagen, og det har lige fra start været en fantastisk ressource for alle jazzinteresserede. En gruppe på mere end 30 skribenter, fotografer og kunstnere var beskæftiget i næsten to år med at forberede sitet. Under ledelse af Ted Gioia, forfatter til The History of Jazz og West Coast Jazz, har medarbejderne skabt en stor encyclopædi, en strøm af aktuelle anmeldelser, lister, artikler og andet indhold, der beskæftiger sig med jazz i alle dens former.
Jazz.com har valgt at sætte fokus på jazzens fortolkninger. F.eks. ligger der her den største samling anmeldelser nogensinde af enkeltnumre, hvor der fokuseres på individuelle sange eller melodier - altså ikke hele cd'er . Dette unikke feature leverer grundige analyser og indspilningsdetaljer og dækker det bredest mulige spektrum af jazzens historie fra New Orleans til vore dage.
Jazz.com indeholder bl.a.:
- Nye anmeldelser hver dag. Alle anmeldelser forsynes med links til butikker, hvor musikken kan købes eller downloades.
- The jazz.com.blog, der opdateres dagligt og dækker de største og seneste jazzbegivenheder overalt i jazzverdenen.
- Interviews med stjernerne fra jazzens verden.
- Visual Jazz, et galleri der indeholder nogle af de store jazzfotografers arbejder, f.eks. fotografier af Ray Avery, Herb Snitzer, Michael Symonds, Jos Knaepen og Suzanne Cerny. Billederne er desværre ikke "creative commons", så de kan altså ikke anvendes til hvad som helst.
- The Dozens, en klumme, hvor jazz.com med jævne mellemrum vælger 12 tracks, der grupperes og anmeldes som et tema.
- Encyclopedia of Jazz Musicians, der er redigeret af Lewis Porter og har mere end 1400 artikler om nulevende, aktive jazzmusikere.
-
Song of the Day, der publiceres fem gange om ugen og tager en enkelt sang eller melodi under behandling.
- A Classic Revisited, der også publiceres fem gange om ugen.
Layoutet hos jazz.com er holdt i en behersket web 2.0 stil. Sitet har både et forum og et community, og interesserede brugere af siden kan lave deres eget website på jazz.com - alt helt gratis, selvfølgelig.
Prøv selv at se, om ikke der er noget for dig på sitet.