dummy

Jefferson Airplane på Monterey Festival

15-06-2017
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne

Da Jefferson Airplane gik på scenen i Monterey lørdag aften d. 17. juni, havde gruppen allerede stjernestatus og var derfor placeret som et af topnavnene ved koncerten. Og det var ikke bare i San Francisco-området, at publikum kendte og elskede gruppen; som det første band fra San Francisco havde Jefferson Airplane opnået såvel national som international berømmelse – det sidste bl.a. hjulpet på vej af sangeren Donovan, som i nummeret ”The fat angel” flettede gruppens navn ind i sin tekst. Men berømmelsen skyldtes naturligvis først og fremmest gruppens egne kvaliteter, som de bl.a. kom til udtryk på LP'en Surrealistic pillow, der blev udsendt i februar 1967.

Forud for gennembruddet med Surrealistic pillow var gået en periode med lidt skiftende besætninger og med en gradvis voksende anerkendelse fra musikpublikummet på den amerikanske vestkyst. Jefferson Airplane blev oprindelig dannet i 1965 og spillede de følgende år ved en lang række koncerter og happenings i San Francisco-området, bl.a. ved den såkaldte ”Human Be-In” i starten af 1967. På dette tidspunkt havde gruppen allerede sin første LP bag sig og i forbindelse med den, sin første væsentlige udskiftning i gruppesammensætningen.

I september 1966 udkom debut-LP'en Jefferson Airplane takes off, hvor gruppen både spillede nyskrevne numre og mere kendte klassikere som ”Tobacco Road”. I forgrunden af lydbilledet stod de to forsangere Marty Balin og Signe Anderson; men allerede i maj 1966 havde Anderson meddelt, at hun ville forlade gruppen for at hellige sig sin nyfødte datter. Hendes sidste optræden med Jefferson Airplane fandt sted d. 15. oktober – og allerede dagen efter havde gruppen den nye forsanger, Grace Slick, på plads ved mikrofonen. Og selv om Signe Anderson var en udmærket sanger, kom skiftet til at få en enorm betydning for gruppens kommercielle og kunstneriske gennembrud.

Grace Slicks kraftfulde og samtidig sødmefyldte stemme fungerede perfekt sammen med Marty Balins klare stemme, og de to frontfigureres samspil på scenen blev en vigtig faktor i gruppens visuelle gennemslagskraft. Desuden medbragte Slick et par hitsange fra sit tidligere band, The Great Society, og kombinationen af alle disse enkeltdele gav Jefferson Airplane det ekstra, som skulle til for at løfte gruppen fra en lokal til en national succeshistorie. Koncerten ved Monterey, hvor Jefferson Airplane spillede otte af gruppens hits, var en ren sejrsmarch for de seks musikere, som udgjorde Jefferson Airplane på dette tidspunkt.

Marty Balin har senere (i 1989) lovprist denne glansperiode i historien om Jefferson Airplanes karriere i sangen ”Summer of love”, hvor man til slut møder den måske lidt overdrevne hyldest til sommeren 1967: ”sixty-seven was heaven”. Men kedeligt har det næppe været at deltage i den store sommer på vestkysten.

Lån Jefferson Airplane fra dit nærmeste bibliotek