Genrer
Jefferson Airplane: Surrealistic pillow
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 146
Hvis der er et band, der udstråler 60’ernes hippiekultur mere end nogen andre, så er det Jefferson Airplane. Deres blanding af syre, folk og af og til hårdtslående guitarer er så hippie-agtig, at det i dag i lige så høj grad er en tidskapsel, som det er god musik. Måske er det endda i lidt højere grad en tidskapsel. De fleste har et ret begrænset kendskab til gruppen og kender nok kun deres to store hits, "Somebody to love" og "White rabbit". De er selvfølgelig klassikere, men de er ikke særlig repræsentative for pladen Surrealistic pillow, hvor de oprindelig blev udgivet. Først og fremmest er bandets dengang nye pianist og blokfløjtenist, Grace Slick forsanger på disse numre. Hun er ikke forsanger på ét eneste andet nummer på pladen. Forsangeren er Marty Balin, og han har en spinkel stemme, der står i skarp kontrast til den intensitet, man plejer at forbinde med Jefferson Airplane. Dog har Slicks smukke stemme tit en mindre rolle på sange, hvor hun ikke er i spidsen. Hun øger mystikken på et nummer som f.eks. "She has funny cars".
Denne intense lyd, som Jefferson Airplane er blevet kendt for, er uden tvivl den lyd, de gør sig bedst i. Det er en slags komfortzone, som det kan være risikabelt at vige fra. De gør det dog eminent på et af deres mest diskrete numre, "Today". Dette nummer skaber i hvert fald opfattelsen, at det er diskret. Det afsluttes med et klimaks af Phil Spector-inspirerede proportioner, men alligevel er der meget nuance og oprigtighed at finde. Det er nok også en faktor, at det er en af pladens langsomste sange. Ikke særlig smart er det da, at den uden tvivl langsomste kommer derefter, en endnu mere underspillet sang, der hedder "Comin’ back to me". På både denne og "Today" spiller Jerry Garcia fra Grateful Dead guitar, og det kan godt mærkes. Det er især her, nuancen på "Comin’ back to me" udspiller sig, i en spøjs kombination med en blød blokfløjte, der lyder overraskende godt. Det er bare synd, at to så ens numre kommer lige efter hinanden.
Når Jefferson Airplane er hårde i betrækket, kan de virkelig udtrykke sig. Det er storheden i lyden, der gør, at "Somebody to love", "She has funny cars" og "Pastic fantastic lover" til så gode sange. Det er også en kørende faktor bag nummeret "3/5 of a mile in 10 seconds", der dog ikke gør meget, der ikke allerede bliver gjort godt på "She has funny cars". Den har dog stadig en fed lyd, og den giver pladen energi efter den langsomme periode med "Today" og "Comin’ back to me". Pladen er i sin lyd og tone varieret, men der er stadig en vis sammenhæng mellem numrene. De har en smukt uperfekt aura af 60’ernes hippiekultur, dog uden at være for vattet. Her er "My best friend" dog en undtagelse. Den er ret tam, og udtrykker ikke større følelser end “I love you, you love me”. Men pladen er i det hele taget ret god. Jeg havde ganske vist håbet på mere Grace Slick, og mere syre, men det, jeg fik er en gennemarbejdet, veludført rockplade med masser af gode sange.