Genrer
Jefferson Starship - før, nu og aldrig
Engang hed gruppen Jefferson Airplane og var hippiegenerationens foretrukne husorkester. Det var i midten og slutningen af 1960'erne, hvor gruppen udsendte en række højspændte plader med sangerne Grace Slick og Marty Balin i centrum for et lydbillede af en ikke tidligere hørt dramatisk intensitet. Numre som "Somebody to love", "Comin' back to me" og "Crown of creation" skaffede Jefferson Airplane en velfortjent plads i lytternes hjerter - og senere i The Rock 'n' roll Hall of Fame.
For nogle år siden blev der mulighed for at (gen)opleve en stribe centrale pladeudgivelser fra den stilskabende gruppe via pladeselskabet Sonys udgivelseskoncept "Original Album Classics". For bare 150 kr. kan man købe de fem første lp'er med Jefferson Airplane (inkl. bonusnumre) og dermed stifte bekendtskab med en af 1960'ernes førende rockgrupper.
Et oplagt spørgsmål i den forbindelse vil være, hvordan musikken har overlevet de mellemliggende år, og om den fortsat har noget at sige lytteren? Bare rolig; en god melodi går aldrig af mode, og de første fem plader med Jefferson Airplane rummer mange fine og langtidsholdbare sange - samt et mindre antal tidstypiske, udflippede numre, som man roligt kan springe over. Ikke mindst lp'en Surrealistic pillow fra 1967 forekommer i dag lige så glødende varm og hjerteskærende smuk som dengang. En ægte klassiker.
Fra Airplane til Starship
I starten af 1970'erne blev Jefferson Airplane til Jefferson Starship (på grund af interne stridigheder om retten til navnet), og denne version af gruppen blev endnu mere populær end den oprindelige udgave - i hvert fald målt i salgstal. Men selv om hovedkræfterne i de to grupper var de samme, og selv om Staship-inkarnationen stod bag en stribe fine melodier, var der alligevel noget, der var forsvundet fra musikken. Måske noget af gejsten og engagementet fra Airplane-tiden, eller måske noget af uskylden? Eller måske var det lederskikkelsen Paul Kantners let rablende science fiction-vidtløftigheder, der gav dele af musikken en forkromet distance, som var ny i forhold til Airplane-musikken?
Senere fulgte endnu en inkarnation af gruppen, Starship, som desværre i vid udstrækning glemte at spille med hjertet og i stedet satsede på at lave hits. Det gik godt et stykke tid, men hen ad vejen døde også denne model af stjerneskibet. Et par 1990'er-udgivelser - med delvis ny besætning - gav anledning til at formode, at Jefferson Starship-navnet måske kun var skindødt - men musikken manglede dog fortsat noget i at overbevise lytteren om, at gruppen for alvor var genopstået.
Jefferson's tree of liberty
I 2008 udkom så cd'en Jefferson's tree of liberty, udsendt under Jefferson Starship-navnet som gruppens første studieudgivelse i 10 år. Sammenligner man indholdet på cd'en med indholdet på de fem genudsendte Jefferson Airplane-cd'er, er der ikke meget, der lader formode, at de to grupper skulle have noget med hinanden at gøre - bortset fra entusiasmen. Den nye Jefferson Starship-besætning, med en del gengangere fra tidligere, spiller en helt anden form for musik end Jefferson Airplanes halv-psykedeliske numre. Men begejstringen og spilleglæden i de to grupper har mange lighedspunkter og lader lytteren ane, at der alligevel er fælles berøringsflader mellem Jefferson Airplane anno 1967 og Jefferson Starship anno 2008.
Det nye Starship-materiale består langt hen ad vejen af traditionelle sange fra folkemusik-repertroiret, tilsat enkelte nyskrevne numre. Samt nogle sange med tilknytning til de medvirkende musikeres individuelle karrierer, som f.eks. David Freibergs meget smukke version af Quicksilver-nummeret "Cowboy on the run" og Marty Balins "Maybe for you". De to numre er hele pladen værd - men der er naturligvis meget andet at glæde sig over i det fine repertoire af folkesange og klassikere. "Kisses sweeter than wine", "Pastures of plenty" og "Follow the drinking gourd" - alle traditionelle numre - var ikke lige, hvad man forventede fra en gruppe med navnet Jefferson Starship. Men Starship-folkene spiller de gamle sange, så det er en ren fornøjelse at lytte til, og man kan tydeligt høre, at her er der tale om musikere, som både kan lide at spille, og som alle har spillet i rigtig mange år.
Spilleglæden er en stor del af forklaringen på det vellykkede resultat, men to andre grunde ligger lige for. Dels var Bruce Springsteens succes med genoplivningen af en række traditionelle folkesange via de såkaldte Seeger-sessions, udgivet på cd'en We shall overcome i 2006, helt sikkert med til at bane vejen for et udspil som Jefferson's tree of liberty. Og dels viser det nye Jefferson Starship til fulde en af gruppens helt store styrker: evnen til at finde fremragende kvindelige forsangere.
Kvinder i front
Før Grace Slick var det Signe Anderson, der udfyldte pladsen som den kvindelige frontfigur i Jefferson Airplane, og det gjorde hun ganske glimrende. Airplanes første lp med Anderson på vokal er bestemt ikke gruppens dårligste. Efter at Grace Slick omkring 1990 trak sig definitivt tilbage fra musikverdenen, stod Diana Mangano for den kvindelige vokal - og igen havde gruppen fundet en særdeles markant og kompetent stemme. Og nu har den minsandten gjort det igen i form af forsangeren Cathy Richardson, som synger formidabelt flot med en stærk stemme, der brænder direkte igennem til lytteren.
Det er ikke nogen ringe præstation af gruppen at kunne præstere fire gode - lige gode? - forsangere i løbet af gruppens lange levetid. Purister vil måske hævde, at Jefferson Airplane/Starship aldrig kan blive den ægte vare uden Grace Slick og vil måske derfor mene, at gruppen ikke har nogen fremtid. Men måske har selv puristerne noget at se frem til i forbindelse med den seneste Starship-genopstandelse?
På cd'en finder man nemlig et afsluttende, "hemmeligt" nummer, og hvem mon man hører her i smuk samklang med de øvrige stemmer i gruppen? Ingen anden end den 70-årige Grace Slick, såmænd. Og det er ikke, fordi hendes stemme lyder særlig metaltræt, snarere tværtimod - så måske er der alligevel en fremtid for Jefferson Starship i en version, man ville have forsvoret, at man nogensinde skulle se og høre igen. Man skal aldrig sige aldrig, når det gælder musik.