Jeg elsker de grønne lunde

Johannes Helms var som 20-årig soldat i Treårskrigen 1848-50 og slap levende fra det, endda med medalje for tapperhed. Efter krigen studerede han i København, blev lærer og fik ansættelse ved domskolen i Slesvig. Her blev han indtil den næste dansk-tyske krig i 1864, som Danmark tabte stort. Helms blev udvist og vendte tilbage til København. Hans oplevelser i de unge år vakte hans lidenskab for det tabte Sønderjylland, en lidenskab, som mærkes mellem linjerne i hans mesterstykke “Jeg elsker de grønne lunde”. 

Ved siden af skolearbejdet havde Helms en lille karriere som forfatter. Han skrev viser, noveller og teaterstykker, som for længst er gået i glemmebogen. Det eneste, han huskes for i dag, er sangen om de grønne lunde, der blev skrevet til et friluftsmøde på Eremitagesletten på grundlovsdag 1873. Oprindelig blev den sunget på melodien til “I alle de riger og lande”, men efter et par år fik sangen den melodi, de fleste af os kender, skrevet af Albert Møller, jurist, sanglærer og komponist. 

Teksten bevæger sig fra en lovprisning af landets skønhed, sommerens hvide sejl på sundet, vinterens stjernenætter, den frodige jord, til en personlig erklæring om troskab og kærlighed til fædrelandet, uanset hvad der sker. Dybbøl og 1864 nævnes ikke, men fornemmes som en tung vægt bag ordene: 

... om trængsel og nød du fristed,
jeg elsked dig dobbelt ømt. 

Det var trods alt kun ni år siden, Danmark blev ramt af katastrofen. De afsluttende ord udtrykker ikke direkte et håb om Sønderjyllands genforening med resten af landet, men de tilstedeværende ved grundlovsmødet i 1873 - og i årene efter, for sangen blev voldsomt populær - vidste, hvad det drejede sig om: 

... end er der en Gud foroven,
der råder for Danmarks sag. 

Albert Møllers melodi er i rytmen marcherende, men virker ellers mest med sin optimistiske og majestætiske tone. Den passer storartet til en tekst om kærlighed til fædrelandet.