Jeg er cello-fan!

Jeg er cellofan.
I almindelighed.
Og i særdeleshed, når Malthe Volfing spiller.
Det gjorde han fredag aften til en såkaldt hyggekoncert hos Roberta’s Society, som holder til i det gamle hovedbibliotek i Mølleparken i Aarhus.

Her blev det intime kælderlokale langsomt fyldt op. Og Tony Nguyen, én af bagmændene bag Hyggekoncerterne, kunne bydes os velkommen til en koncert med cellisten Malthe Volfing, der formår at dække en bred musikalsk palet – fra sprudlende barok til sikkertswingende heavymetalcello med veldoseret elektronisk isenkram.

Swingende svensk
Vi fik først to svenske stykker af den svenske cellist Svante Henryson. Fine melodier i den stolte svenske visetradition. Hold op, det swingede; den sidste ganglåt var svær at sidde stille til.
Den amerikanske ”groove cellist” Daniel Delaney har skrevet flere små stykker i vidt forskellige stilarter, og Volfing viste sin formåen i en god håndfuld miniaturer. Vi fik vaskeægte blues, free jazz, og der blev suverænt jongleret mellem præcis pizzicato og beundringsværdig buebeherskelse.

Bach over alle
For cellister er den hellige gral J.S. Bachs seks solocellosuiter.
Dem fik vi sjældent sprudlende eksempler på fra suite nr. 1 og nr. 3. Bach er jo ikke bare de noder, der står på partituret. Som Malthe forklarede, spiller han lige så meget musik, der ikke står i noden. Et mageløst overskud med en klar musikalsk vilje – mesteren må glæde sig i det hinsidige.
Indtil nu havde Malthe spillet på sin ordinære cello tilsat et diskret delay, der gav en større koncertklang, end det gulvtæppebelagte kælderrum ellers ville have givet. Fair nok.
Og inden instrumentskiftet hørte vi et ofte brugt ekstranummer, nemlig Mark Summers’ ”Julie-O”, der sandelig blev forsiret grundigt. Et fyrigt nummer, hvor mine tanker gik til Chick Corea.

Hel heavy
Malthe Volfing kunne nu fortælle om sit nye instrument: en 5-strenget cello fremstillet i carbon. Og med seletøj, så han kunne spille stående. Som en rigtig rockguitarist.
For Malthe har altid været vild med heavy metal. Og det er ikke heeelt let på en ordinær cello. Hvor brug af mikrofon og effektpedaler vanskeliggøres af feed-back. Men på denne nye cello kunne det sandelig lade sig gøre.
Aftenens sidste nummer var en suite – improviseret på stedet af Malthe Volfing.
Med loop-pedalens hjælp skabte han en figur, han kunne improvisere over. Med en klippefast rytme bragte lyden os nærmest i en velbehagelig trance. Herefter – med brug af den høje 5.streng – fik vi skinbarlige elguitarsoloer, som ikke blot var tomt artisteri.  Her var en linje, en mening i det suveræne spil. Det tekniske overskud var åbenbart, men hvor jeg også nød den indlysende musikalitet.
Tak for en sjælden kalejdoskopisk, men alligevel helstøbt aften.
Hold øje med Malthe Volfing!