Genrer
The Jesus and Mary Chain: Psychocandy
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 268
Der er former for musik, der er smuk fordi hvert eneste instrument er nøjagtigt planlagt til at spille en bestemt rolle for at skabe imponerende harmonier. Sådan noget musik laver The Jesus and Mary Chain ikke. Så er der også bands, der på kort tid formår at få lytterens blod igang med noget hårdtpumpet, rå musik. Sådan et band er The Jesus and Mary Chain heller ikke. Det er fristende at kalde deres musik den rene larm, men jeg kan virkelig godt lide dem, så det ville være uretfærdigt. For at forklare min kærlighed er det nok lettest at fokusere på deres debutalbum, Psychocandy fra 1985. Til start får man pladens nok blødeste sang, "Just like honey". Det er en smuk sang, og uden tvivl også den letteste at sælge. Den er ret langsom, og lige fra starten opdager man to ting: beatet er identisk med det fra Ronettes-sangen "Be my baby", og instrumenterne, især guitaren, er distorterede og meget larmende. Trommeslagene er tunge, og basgangen følger melankolsk med. Så snart, man er forbi denne underlige blanding af Phil Spector og støjrock, lægger man også mærke til den grædende vokal, og pludselig falder alle brikkerne i dette unikke puslespil på plads.
Så sidder man der og tænker, om pladen mon er sådan hele vejen igennem. Svaret er ikke helt simpelt at finde frem til, men overordnet må jeg sige nej. Der er dog mere end blot den ene sang, der bruger beatet fra "Be my baby". Både track 5, "Cut dead", og track 10, "Sowing seeds", bruger dette beat, men da de ligger så spredt, gør det faktisk ikke noget. Bandet formår at skabe tre meget forskellige sange over dette beat, og alle tre er også rigtig gode. Og det er sådan noget, jeg mener, når jeg snakker om god albumstruktur. Rundt om på albummets 38 minutter får man hurtige sange, enormt støjende sange, langsomme sange og faktisk også en del, der kun kan kaldes mildt støjende. Men det er en støjende plade, uanset hvordan man vender og drejer det. Numre som "The living end" og "In a hole" er stort set bare punksange, men de er mere larmende, og vokalen kommer fra en typisk britisk goth-stemme. Med al denne støj sørger The Jesus and Mary Chain heldigvis også for at holde sanglængderne på et minimum, for i modsætning til en gruppe som f.eks. Sonic Youth, så udvikler støjen sig sjældent i løbet af et nummer. Det er også helt fint, men det gør, at numrene må være korte, hvis pladen skal kunne holdes ud, og det er de da også.
Pladen kan jeg dog mere end bare holde ud. Jeg er fuldkommen forelsket i dette unikke lydunivers. Det er ikke pop, det er ikke punk, og det er i hvert fald ikke pop-punk. Det er mest af alt omvendt pop-punk, punk-pop om man vil. Eller støjpop, som de også så ofte er blevet kaldt. At det originale lydbillede bliver blandet med enormt stærk sangskrivning gør det hele endnu bedre. Det er ikke de mest fængende sange nogensinde, men de fungerer godt til at komplimentere den hårde lyd og skabe en oplevelse uden lige. Selv hvis denne plade skulle give mig hovedpine, kan jeg ikke stoppe, for det hele er bare så gennemtænkt, at jeg kan nyde det alligevel. Og når sangene oven i købet lægger sig rigtig flot op af hinanden, så er det svært at finde noget dårligt at sige om den. Psychocandy er et mesterværk, der er ingen vej uden om. Hvis du ikke er til det meget støjende, bør du nok holde dig væk, men giv den gerne en chance, hvis du keder dig en dag. Og hvis støjen ikke skulle være et problem, så er der simpelthen ingen undskyldning; lyt til Psychocandy så snart, du får muligheden. Du vil ikke fortryde det.