Genrer
Jimi Hendrix: Axis: Bold as love
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 82
Her kommer en pinlig tilståelse: min erfaring med guitarguden Jimi Hendrix er dybt begrænset. Jeg har naturligvis hørt de mest populære sange – "Purple haze", "Hey Joe", "All along the watchtower", osv., men jeg har aldrig dykket ned i hans diskografi i større omfang. På det sidste har jeg dog hørt hans andet album, Axis: Bold as love en hel del gange, og jeg kan konkludere, at Hendrix fortjener alle de roser, han så vanligt får. En ting er nemlig, at han er en teknisk dygtig guitarist, det er der ingen der vil tage fra ham; andet er, at hans stil er dybt innovativ og holder virkelig godt i dag. Noget, jeg synes tit bliver forbigået, er Hendrix' humor. Axis: Bold as love starter med "Exp", en sketch om rumvæsener, og derefter får man "Up from the skies", en lystig lille R&B-sang om hippiernes glæde ved fred og kærlighed. Det er en dybt befriende start på et album, der ellers sagtens kunne have været en prætentiøs stribe guitar-eskapader. Personligt sætter jeg pris på, at Hendrix ikke er så selvhøjtidelig risikere.
Dermed ikke sagt, at det hele er fis og ballade. Med tiden kommer man ind i mere seriøse sange. De er lyrisk ofte spækket med farverige metaforer, og af og til kan Jimi lege lige lovlig meget med feedback-lyde. Hvis det ikke var for den fjollede introduktion til pladen, kunne man let føle, at der var noget man ikke forstod, men grundet introduktionen føler man sig på bølgelængde på pladen. Man er parat til at blive taget på store, spændende eventyr, som på den drømmende "Castles made of sand", den vemodige "Little wing" eller den sensuelle "Little Miss Lover". På den sidstnævnte ser man et andet ofte overset træk ved Hendrix’ musik, nemlig hvor funky den kan være. Der er funky grooves rigtig mange steder på Axis: Bold as love, nok især de mere sensuelle numre. "You got me floatin'" og "Wait until tomorrow" er andre eksempler på en fed, funky lyd, der viger væk fra det noget ensidige billede af Hendrix’ talent, der tit bliver tegnet. Pladen kommer dog vidt omkring, og på numre som "If 6 was 9", "Bold as love" og "Little wing" får man den følsomme omend hårdtslående Hendrix-lyd, man kender så godt.
Variationen på pladen er en af pladens største forcer, da det gør det til en levende, sprælsk plade, der ofte kan overraske lytteren, selv efter gentagne gennemlytninger. På den anden side gør det også pladen lidt uoverskuelig, og det er til tider svært at føle sammenhæng i numrene. Især nummeret "She’s so fine" stikker ud. Det er ellers et glimrende nummer, men da det som det eneste nummer på pladen ikke har Hendrix på vokal, lyder det mest af alt som et af The Whos mere psykedeliske numre. Denne afvigelse i vokalen havde måske ikke været så malplaceret, hvis lyden ellers var mere konsekvent på pladen. Med det sagt, er det samtidig svært at udpege et dårligt nummer, og hvert nummer har sine egne spændende egenskaber at byde på. Uanset om man føler sig inciteret af pladens psykedeliske aura, funky forførelse, hensagte melankoli eller hårdtslående guitarriffs, så bliver det mesterligt leveret. Det er derfor stadig meget let at anbefale Axis: Bold as love, for det er fortrinligt håndværk, og jeg glæder mig nu rigtig meget til at dykke længere ned i Jimi Hendrix’ diskografi.