Genrer


Jimi Hendrix Experience på Monterey
Forud for koncerten med The Who søndag aften d. 18. juni havde der været en længere diskussion mellem gruppens medlemmer og medlemmerne af trioen Jimi Hendrix Experience. Begge grupper ønskede at optræde som de første efter Buffalo Springfields koncert, og det skyldtes primært de to gruppers spektakulære sceneshow. Begge grupper sluttede deres optræden af med en nærmest apokalyptisk finale, hvor de mishandlede deres instrumenter efter bedste evne og anstrengte sig for at få koncertscenen til at ligne en ny version af Armageddon. Derfor ville både The Who og Jimi Hendrix gerne være de første til at chokere publikum med en hidtil uset og uhørt optræden. Diskussionen endte med, at Hendrix og Townshend slog plat og krone om, hvem der skulle gå på scenen først – en lodtrækning, som Townshend vandt.
Selv om Jimi Hendrix var amerikaner, havde han aldrig opnået nogen særlig berømmelse i USA, hvor han tidligere kun havde spillet i små klubber i New York. Det var først, da han blev ”opdaget” af Chas Chandler og blev sammenført med Mitch Mitchell og Noel Redding i England, at hans berømmelse begyndte sin himmelflugt, og hans optræden ved Monterey festivalen var et vigtigt led i erobringen af USA. Det var Paul McCartney, som havde anbefalet John Phillips at engagere Jimi Hendrix Experience til at optræde på Monterey, og gruppen var fast besluttet på at udnytte muligheden for at blive opdaget af det store amerikanske publikum. Derfor var det lidt af en udfordring for gruppemedlemmerne at blive sat til at spille efter The Who og denne gruppes dramatiske sceneshow, for det betød, at musikerne måtte yde noget helt ud over det sædvanlige for ikke at drukne i det forudgående destruktionskaos.
Jimi Hendrix kunne formentlig godt have levet op til udfordringen alene i kraft af sit mildest talt utraditionelle og dynamiske guitarspil; men for nu ikke at risikere at drukne i mængden af optrædende musikere besluttede gruppen at præsentere det ultimative sceneshow, som den kun havde afprøvet en enkelt gang tidligere ved en koncert: Hendrix skulle tænde ild til sin guitar, mens den stadig spillede sine skærende og hylende toner! Så bliver det ikke meget vildere – og hvis ikke Ravi Shankar allerede havde forladt festivalpladsen, ville han med garanti have gjort det under Jimi Hendrix' koncert.
Men der var andre tilhørere til koncerten, som blev chokerede over Hendrix' show. Michelle Phillips udtalte om guitarafbrændingen: ”I was so embarrassed and shocked. I had never seen anyone treat their ax like that. We were always so careful about our instruments and when we traveled we had the guitars in the plane with us. And then to see him set fire to his guitar and to slam it to bits on the stage was very upsetting for me.” Chris Hillman fra The Byrds var inde på noget af det same: “It wasn't fashionable for anybody to be violent at that time. That's why it was so weird to see The Who and then Hendrix breaking up their equipment as entertainment. It was weird because we were all trying to be cool and mellow and have good vibes.”
Hendrix fik sat sit personlige aftryk på Monterey festivalen med sin vilde optræden; men heldigvis var der andet og mere end teatertorden i Jimi Hendrix Experience, og inden længe var det mindst lige så meget på grund af sit aldeles ekstraordinære guitarspil som på grund af sine gimmicks, at Hendrix blev en levende legende.