Jøder i rocklyrikken

Normalt tænker man nok ikke over, om andre mennesker er jøder eller ej, med mindre man er glødende nazist – eller selv er jøde. Jeg har ikke noget belæg for denne påstand, som måske slet ikke har noget på sig; men det er mit indtryk, at jøder ofte går mere op i, at de er netop jøder, end mange andre medlemmer af diverse trossamfund gør det. Men jøderne har jo også en ganske speciel historie, som er nært forbundet med deres identitet som jøder, så trosretningens store selvbevidsthed er næppe overraskende.

Et af de steder, hvor man tydeligt bliver opmærksom på jødernes stærke fokusering på sig selv er i forbindelse med den årligt tilbagevendende jødiske kulturfestival i København, som i år finder sted i dagene 4.-11. juni. I denne uge vrimler det med jødiske arrangementer og aktiviteter i hovedstadsområdet, og i år virker programmet ekstra spækket, måske fordi det i 2023 er 75 år siden, staten Israel blev oprettet. Læs mere om festivalen på www.jkfestival.dk.

Musicalen ”Spillemand på en tagryg” er emnet for flere af arrangementerne i løbet af ugen, ligesom forskellige former for jødisk musik indgår i ugens mange programpunkter. Den jødiske kulturs tilstedeværelse i rockmusikken og rocklyrikken er ikke et af programpunkterne; men emnet har formentlig været berørt på tidligere festivaler, ikke mindst fordi en af verdens mest fremtrædende rockmusikere, Bob Dylan, har en jødisk baggrund, som han jævnligt har ladet komme til udtryk i sine musikalske udfoldelser.

Bob Dylan er et af de navne, jeg vil inddrage i den følgende lille gennemgang af nogle berøringsflader mellem jødisk kultur og rocklyrik, men navne som Leonard Cohen, Paul Simon, Janis Ian, Lou Reed og Mike Bloomfield trænger sig også på som helt oplagte i sammenhængen.

Mange jødiske rocklyrikere
Da jeg var dreng, sagde man, når man stod over for et svært problem: ”Nu kniber det for de små jødedrenge”. Selv om der vist ikke ligger odiøst eller racistisk i udtrykket, er det nok ikke helt brugbart i dag, og man hører det da også meget sjældent. Jøder og jøders religion er et tendentielt følsomt område at bevæge sig ind på, og vittigheder om jøder som befolkningsgruppe skal man nok helt holde sig fra. Med mindre man selv er jøde, for så er rammerne noget videre. Tom Lehrer, der selv er jøde (og i dag er 95 år gammel), tillod sig i 1965 at ironisere kærligt over jøderne i en sang, der i øvrigt gør grin med alle mulige former for in tolerance, ”National Brotherhood Week”: ”Oh, the Protestants hate the Catholics/ and the Catholics hate the Protestants/ and the Hindus hate the Moslems/ and everybody hate the Jews”. Ganske vittigt formuleret; men man skal nok selv være jøde for at turde binde an med den form for humor.

Generelt er jøders kultur og religion ikke noget, der bliver gjort et stort nummer ud af inden for rockmusikken, hvor et ret stort antal udøvere har jødisk baggrund, uden at de af den grund skilter med det. En af undtagelserne fra dette billede er guitaristen Mike Bloomfield, som faktisk har skrevet en bluessang med titlen ”I´m glad I´m Jewish”. Sangen er en bagatel, og dens pointer er blot et par vittigheder om det at være jøde; men Bloomfield har altså alligevel ment, at hans tilhørsforhold til den jødiske religion var et emne af så almen interesse, at det kunne bære et indslag på LP´en ”I´m with you always” (1977). Derfor kan det heller ikke undre, at Mike Bloomfield er ophavsmand til en anden udgivelse, hvis titel specifikt gør opmærksom på ophavsmændenes religiøse tilhørsforhold: ”Two Jews blues” (1969), med Bloomfield selv og keyboardspilleren Barry Goldberg. Indholdet på bluespladen rummer dog ingen særlig afsmitning fra de to musikeres jødiske oprindelse.

Mike Bloomfield gør (tilsyneladende) en del ud af at gøre omverdenen opmærksom på, at han er jøde ved at inddrage forholdet i sin musik. Men ellers er det snarere normen end undtagelsen, at musikerne nedtoner det jødiske element i deres baggrund og i deres kunst – uden at de af den grund prøver at skjule det. Janis Ian, der karakteriserer sig selv som ”cultural Jew”, fortæller i et interview, at hun aldrig har tillagt det at være jødisk nogen stor vægt – bl.a. fordi netop musikindustrien vrimler med jøder, og hun derfor støder på dem overalt i sit professionelle liv. Den jødiske kultur og religion dukker da også normalt op i de jødiske musikeres sange på en mere diskret måde end hos Bloomfield, enten i form af tekster med tema fra det jødiske folks historie og erfaringer eller i form af brudstykker og fragmenter af jødisk kultur og religion i sangteksterne – sidstnævnte typisk som referencer til scener fra Det Gamle Testamente.

Janis Ian kickstartede sin lange karriere med hitsangen ”Society´s child” (1968), om kulturelt snæversyn og undertrykkelse af minoriteter – men pudsigt nok er det ikke jøderne, men derimod de sorte, der er ofrene i sangtekstens fortælling. Ians jødiske baggrund og deraf følgende erfaringer er dog nok kommet hende til gode, da hun skulle skrive sin tekst om ugleset kærlighed mellem forskellige befolkningsgrupper – og den jødiske arv har i hvert fald helt sikkert en hovedrolle i forbindelse med hendes sang ”Tattoo” (1993) om en jødisk pige i en tysk koncentrationslejr. ”Min familie kender en masse, der har overlevet koncentrationslejrene”, har Ian fortalt i et interview, og det er bl.a. fra disse overlevere, hun har fået inspiration til den gruopvækkende sang om en kz-fange, som måske dør under opholdet i lejren, selv om hendes krop lever videre: ”Am I still alive?/ If I can survive, somehow/ Tattoo”.

Robbe Robertson fra The Band er af jødisk-indiansk afstamning, men han har selv altid nedtonet sin baggrund og har ikke gjort noget nummer ud af den, hverken i sin musik eller i interviews. Der er dog et enkelt sted i The Band´s sangkatalog, hvor man godt kan tillade sig at læse Robertsons kulturelle baggrund ind i hans sangskrivning, nemlig i sangen ”Daniel and the sacred harp” (1970). Den hellige harpe i titlen er kong Davids harpe, som efter sigende besad magiske evner, men som kun kunne betjenes af Davids efterkommere. Daniel får fat i harpen, men eftersom han ikke er i familie med David, bliver han nødt til at sælge sin sjæl for at kunne spille på den. En grum historie i slægt med Goethes ”Faust”, men med et klart udgangspunkt i Det Gamle Testamente, som Robertson kendte udmærket fra sin opvækst.

Bob Dylan og Leonard Cohen
To storforbrugere af mytestoffet i Det Gamle Testamente er Bob Dylan og Leonard Cohen, som adskillige steder i deres sangtekster indfletter brudstykker af eller parafraser over deres fælles religiøse referenceramme. Faktisk rummer Dylans og Cohens rocklyrik så mange indslag af jødisk religion, at man kunne nøjes med udelukkende at citere de to sangskrivere i en artikel som den her. Der er da også skrevet store værker om de to musikeres forhold til jødedommen og til religion i det hele taget, således som forholdet kommer til udtryk i deres tekstuniverser, og de nedenfor omtalte eksempler udgør kun en lille del af et langt større isbjerg.

Bob Dylan har i flere af sine sangtekster skrevet om jødernes situation i verden i dag, tydeligst i sangen ”Neighbourhood bully” (1983), som i vers efter vers beretter om staten Israels udsatte situation i en verden, der stort set kun er interesseret at gøre landet til Prügelknabe for alskens ulykker og problemer: ”What´s anybody indebted to him for?/ Nothing, they say. He just likes to cause war/ pride and prejudice and superstition indeed/ They wait for this bully like a dog waits for feed/ He´s the neighbourhood bully”. I sangen “Slow train coming” (1979) er det især Israels fjender, de arabiske sheiker, der må stå for skud i en smædesang om alle dem, der vender Gud ryggen: “Sheiks walking around like kings/ wearing fancy jewels and diamond rings”. Og i den tidlige ”With God on our side” (1964) optræder jødernes historie i form af en henvisning til Holocaust i en sang, der dog er mere religionsskeptisk, end den er jødisk motiveret.

Det Gamle Testamentes myter optræder bl.a. hos Dylan i sangen ”When the ship comes in” (1963), der slutter med en veritabel genopførelse af historien om jødernes uddrivelse af Israel: ”And like Pharaos´ tribe/ they´ll be drownded in the tide/ and like Goliath they´ll be conquered”. Tak for kaffe, det var ellers et barskt og uforsonligt opgør med den sande Guds fjender. Så er der mere humor i sangen ”Highway 61 revisited” (1965), der starter med en form for pastiche over Bibelens fortælling om Abraham, der af Gud får besked på at dræbe sin søn, Isak. ”God said to Abraham: ”Kill me a son”/ Abe said: ”Man, you must be putting me on”/ God said: ”No”, Abe said: ”What?”/ (-) / Well Abe said: ”Where do you want this killing done?”/ God said: ”Out on Highway 61”.

Myten om Abraham og Isak har også inspireret Leonard Cohen, som har skrevet en meget mere alvorlig version af den grusomme beretning i sangen ”Story of Isaac” (1969). Men Cohen nøjes ikke med at genfortælle historien fra Det Gamle Testamente; han bruger historien til at irettesætte de fædre, der i dag ofrer deres sønner på krigens alter, for de gør det ikke på befaling af en højere magt, som Abraham gjorde det: ”You who build the altars now/ to sacrifice the children/ You must not do it anymore/ a scheme is not a vison”. Fint udtrykt, Leonard, og det gælder også formuleringerne i klassikeren ”Hallelujah” (1984), der ligesom Robbie Robertsons ovenfor omtalte sang handler om Davids magiske harpe, men som i ørvigt også inddrager andre myter fra Det Gamle Testamente, bl.a. myten om Samson og Dalila: ”She broke your throne and she cut your hair/ and from your lips she drew the Hallelujah”.

Sidst, men ikke mindst i denne ultrakorte gennemgang af nogle af den jødiske kulturs nedslag i Bob Dylans og Leonard Cohens tekster må det være på sin plads at nævne Cohen-sangen ”The future” (1992), der bl.a. rummer de pudsige linjer: ”You don´t know me from the wind/ you never will, you never did/ I´m the little Jew/ who wrote the Bible”. Linjerne er siden kommet til at klæbe til Cohen, hvilket han ikke selv har noget imod; men når man spørger ham, hvad ordene betyder, bliver han svar skyldig: ”Jeg føler, at jeg er den lille jøde, der skrev Bibelen”, har han udtalt; men det forklarer jo ikke noget. Man må nok nøjes med at tage Cohens ord for pålydende og medgive, at han i hvert fald har skrevet sin egen Bibel i form af et udødeligt sangkatalog.