Genrer
John Lennon: Imagine
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 76
Jeg elsker The Beatles. De har lavet noget af den bedste popmusik nogensinde, og selv efter de gik i opløsning fortsatte medlemmerne med at have succes som solokunstnere. Den mest populære sang, der blev udgivet af nogen af medlemmerne, må uden tvivl være "Imagine" af John Lennon fra pladen af samme navn. Den stille klaverballade, der udtrykker en forsigtig bøn om verdensfred, er naturligvis en klassiker, men jeg tror egentlig, jeg har hørt den for meget. Det samme troede jeg også om Beatles-sangen "Let it be" indtil jeg fik hørt den påny, men den blev hjulpet på vej af smuk, smuk strygersektion. Der er også strygere på "Imagine", men de bliver lidt for rolige for mig. Instrumentationen er ikke særlig spændende, og det er okay, da fokus skal være på teksten. Nu er det så bare en tekst, vi alle har kunnet recitere siden 70’erne, så titelnummeret ender med moderne øren at lyde som et lidt fedtfattigt cover af sig selv. Sammenligningen med Let it be er oplagt, for ligesom det album, er Imagine-pladen produceret i samarbejde med Phil Spector. Jeg elsker meget af Phil Spectors produktion, men Imagine er virkelig ikke et album, der fremhæver hans bedste kvaliteter.
Der er mange sange på Imagine, der er underligt skæve, kække rock & roll-sange. Den country-inspirerede "Crippled inside" og den bluesede "It’s so hard" er især underlige sangvalg. Lennons stemme drukner lidt i instrumentationen, der ærlig talt føles en kende bøvet, når man hører sangene side om side med kønne ballader som "Imagine" og "Oh Yoko!". Jeg ville ønske, at John Lennon havde ignoreret enhver idé om at skulle være rockstjerne på ‘Imagine’ og bare havde holdt sig til singer/songwriter-pop. Den lyd klæder ham altså bedre i 1971 end rå rock gør, og det klæder især Phil Spector bedre. Især afslutningsnummeret, ‘Oh Yoko!’ er mærkbart, for det er en kærlighedssang med gang i den. Her ser man, at Spector og Lennon sagtens kan fungere sammen på sange med lidt hurtigere tempo. Spectors produktion ender elegant med at få Lennons affektion til at fremstå yderligere troværdig. Hellere det end sange som den kluntede protest-sang "I don’t want to be a soldier", hvor Lennon og bandet jammer over det samme tørre groove i 6 minutter, mens Phil Spectors "Wall of sound" får det til at lyde som en ensartet grød.
Balladerne lyder fantastisk. "Jealous guy’"går lige i hjertet, fordi den mesterligt transformerer klichéer som stryger-backing og fløjten til noget smukt, der rent faktisk understøtter Lennons vokal frem for at distrahere fra den. Selv sangene "How?" og "Oh my love", hvor jeg ellers ikke finder sangskrivningen særlig ophidsende, lyder smukke som bare pokker. Omvendt er det også værd at påpege, at Lennon sagtens kan finde ud af at skrive gode rocksange, det gjorde han trods alt ofte i The Beatles. De fleste af rocksangene tror jeg godt kunne virke på en anden plade med en anden producer. "Gimme some truth" er faktisk stærkt nok leveret til at kunne klare den ringe produktion. Den er ligesom mange andre af pladens sange politisk betonet, og man kan sagtens mærke Lennons frustration. Det er da også rart med et mere aggressivt modstykke til titelnummeret. "How do you sleep?", et diss-track rettet mod Paul McCartney, er nok den rocksang, der lyder bedst, dels grundet et godt samspil mellem strygersektionen og guitaren omkring omkvædet. Og dels er det rart at høre Lennon på sit arrigste. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke blev en kende skuffet af Imagine. Det er højst halvdelen af sangene, jeg på nogen måde kan lide, og lytteoplevelsen er vældig usammenhængende.