Genrer
John Wesley Harding fylder 50 år
Den 27. december i år er det præcis 50 år siden, Bob Dylan udsendte sit ottende studiealbum, John Wesley Harding. Indholdet på albummet adskilte sig voldsomt fra indholdet på musikerens foregående studiealbum, dobbeltalbummet Blonde on blonde fra 1966. Først og fremmest var musikken denne gang rent akustisk, i modsætning til de foregående pladers kraftige elektriske udladninger. Desuden rummede teksterne på John Wesley Harding en lang række religiøse associationer, i modsætning til de mere eksistentielt søgende og ofte flertydige tekster på de forudgående plader.
Sidst men ikke mindst var tidspunktet for udgivelsen af John Wesley Harding iøjnefaldende – ikke så meget på grund af den netop overståede julehøjtid, men fordi musikken på pladen uvægerligt måtte forekomme ret anakronistisk i forhold til de rockplader, der udkom næsten på samme tid, f.eks.: The Beatles' Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band, The Rolling Stones' Their satanic majesties request og Jefferson Airplanes After bathing at Baxter's. Slutningen af 1960'erne var den psykedeliske musiks glansperiode, og i den sammenhæng kunne Dylans nye udspil ikke undgå at virke som en festdeltager ved den forkerte fest.
Men Dylan har jo altid været kendt for kun at rette sig efter sit eget hoved, og det gælder også for omstændighederne omkring indspilningen af John Wesley Harding. I efteråret 1967, mens han stadig kom sig oven på sin motorcykel-ulykke, havde Dylan tilbragt meget tid med at indspille de såkaldte ”Basement tapes”, der imidlertid først så dagens lys på plade i 1975. Indspilningerne rummede massevis af nyt, hidtil uudgivet materiale; men da det blev tid til igen at udsende en studie-LP, var det alligevel med nogle helt andre sange end dem fra Basement-indspilningerne.
I oktober-november 1967 tog Dylan en tur til Nashville, hvor han sammen med 2-3 andre musikere indspillede hele indholdet på John Wesley Harding i løbet af blot 12 timer, fordelt på tre studie-sessioner. Det må siges at være noget af en maraton-præstation, og når det overhovedet kunne lade sig gøre at indspille 12 numre på den korte tid, hænger det primært sammen med de afskrællede arrangementer. De fleste af sangene præsenteres til et akkompagnement af guitar, bas og trommer, og der er ikke brugt unødig tid på at lægge flere instrumenter oven i lydbilledet. Derfor er det musikalske slutresultat også blevet meget nøgent, meget prunkløst – og dermed passer musikken fint til teksterne.
Sangteksterne
Dylan har selv udtalt om teksterne til John Wesley Harding: ”What I'm trying to do now is not to use too many words”, og det stemmer. Hvor tidligere tekster som f.eks. “Masters of war” eller “Gates of Eden” måske nok kunne have klaret sig uden helt så mange ord og et helt så vildtvoksende billedsprog, er der skåret ind til benet i teksterne på den nye plade. Alle sange på nær én er korte og rummer præcis det, der er brug for, og ikke mere. Der er tale om nøgternt fortællende, episke beretninger om navngivne personer og steder - hvilket imidlertid ikke udelukker, at Dylan i flere af teksterne får lejlighed til at demonstrere sin evne til at finde på originale og overraskende formuleringer.
Bortset fra de to afsluttende sange på pladen, som begge er uforpligtende kærlighedssange, der både i form og udtryk peger fremad mod Dylans næste pladeudspil, Nashville skyline, er sangteksterne på John Wesley Harding i høj grad præget af moraler og leveregler. Sangene er langt mere moraliserende, end hvad man tidligere har været vidne til hos Dylan, og selv om der også ind imellem er brug for fortolkninger fra lytterens side, fremtræder Dylan i sangene på den nye plade langt hen ad vejen som en form for moralprædikant. Hvilket jo ikke nødvendigvis er en dårlig rolle at udfylde – især ikke, hvis tiden faktisk har brug for moralprædikanter.
I sangen ”I am a lonesome hobo” opstiller Dylan ligefrem et helt sæt af leveregler, som lytteren kan tage til sig eller lade ligge: ”Stay free from petty jealousies / Live by no man's code / And hold your judgement for yorself”. Ikke helt uefne råd. I sangen ”The wicked messenger” lyder det et sted ”If ye cannot bring good news, then don't bring any”. Heller ikke så dumt. Og i “Dear landlord” tilbyder Dylan til slut en form for leveregel, som bestemt er værd at tænke nærmere over: ”And if you don't underestimate me / I won't underestimate you”. Fint formuleret.
Især to af sangteksterne på John Wesley Harding skiller sig dog ud fra de andre, dels i kraft af deres markante og iørefaldende melodier og dels i kraft af deres suggestive tekster. ”All along the watchtower” skulle der ganske vist en Jimi Hendrix til for at forløse sangens fulde potentiale; men når Hendrix' version af nummeret kunne blive så kraftfuld og overbevisende dramatisk, som den er, skyldes det naturligvis primært sangens egne iboende kvaliteter. ”The hour is getting late”, lyder en af de ildevarslende tekstlinjer i sangen, og i Hendrix' version med hylende guitar fornemmer lytteren virkelig, at tiden er knap. Nu gælder det om at tage sig sammen, hvis man vil være med på det rigtige hold, når fårene skilles fra bukkene.
Pladens længste sang er samtidig dens mest kryptiske, selv om også den slutter med et par meget håndfaste moralske pointer – oven i købet ledsaget af et udsagn om, at nu følger moralen. ”The ballad of Frankie Lee and Judas Priest” har en herligt medrivende rytme sat til en meget iørefaldende melodi, som Dylan tydeligvis selv nyder at fremføre. I sangens 11 vers fortælles om de to personer Frankie og Judas, der angiveligt skulle være venner, men hvis forhold forekommer temmelig betændt – måske ikke så mærkeligt i betragtning af, at den ene person hedder Judas! Frankie er ikke helt tryg ved Judas, men eftersom han har brug for at låne penge af ham, bliver han nødt til at deltage i Judas' rænkespil.
Begivenhederne tager hurtigt fart, og det går grueligt galt for Frankie, fordi han glemmer den gamle leveregel, der siger: alt med måde. Til gengæld giver den dramatiske historie sangskriveren anledning til at slutte af med nogle udmærkede leveregler: ”Well, the moral of the story / the moral of this song / is simply that one should never be / where one does not belong. / So when you see your neighbour carryin' something / help him with his load / and don't go mistaking Paradise / for that home across the road”. Det sidste råd skal man have hørt sangen for at forstå – men set i sangtekstens eget perspektiv er det – igen – et udmærket råd: vær forsigtig med, hvad du ønsker dig, og vær forsigtig, hvis dit ønske går i opfyldelse. Der er ikke ret meget her på jorden, der er helt gratis.
John Wesley Harding er som en af de efterhånden ret få Bob Dylan-plader ikke udsendt i en deluxe-udgave med outtakes og alternative versioner. De kunne ellers være spændende at høre; men fraværet af en specialudgivelse skyldes formentlig, at pladen blev indspillet så hurtigt, som tilfældet er, og at flere af numrene nærmest blev færdige i første take, så der slet ikke eksisterer alternative indspilninger. Men så er det jo godt, at det foreliggende resultat er så vellykket.