Genrer
Joni Mitchell: Court and spark
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 111
Jeg har længe været glad for Joni Mitchells sange, men først nu har jeg fået lyttet til en hel plade af hende, nemlig Court and spark fra 1974. Nu er jeg ikke blot glad for Joni Mitchell, jeg er dybt forelsket i hendes musik. Jeg har aldrig hørt en kunstner, hvor albumoplevelsen har været så meget større end blot at lytte til de populære singler. Det er i løbet af hele pladen som om, at hver eneste sang lægger perfekt op til den næste. Jeg kan kun komme på få albums, der flyder lige så naturligt som Court and spark. Og det sker ikke gennem store koncepter, blot gennem ydmyg, simpel sangskrivning. Musikken er ingen rockopera, det er blot noget lettere jazzet folk-pop. Udviklingen på albummet er interessant. Man starter med de mere typiske folk-singer/songwriter-numre, og med tiden udvikler albummet sig hen i den jazzede retning. Det er en spændende rejse, der er så veludført, at man knap nok tænker over dikotomien mellem starten og slutningen.
Joni Mitchells stemme er en væsentlig årsag til, at pladen fungerer så godt, som den gør. Hun udnytter sit register virkelig godt. Egentlig er det ikke stort, men hun får det til at lyde sådan. Hun har nogle lidt country-agtige knæk over det hele, hvor hun springer meget i sin vokal. Det føles dog aldrig påtaget eller unødvendigt. Hun gør det ikke blot for at skabe dynamik, men også for at skabe følelsesmæssig resonans. Det er som om, hendes stemmes op- og nedture reflekterer livets op- og nedture. Hendes univers føles så reelt, når det svinger så meget. Til trods for, at Court and spark hovedsageligt er et singer/songwriter-album, fylder hun også pladen med mange instrumentale stykker. De komplimenterer teksterne rigtig godt, og der bruges meget barok instrumentation. Det instrumentale stykke midt i nummeret "Down to you" er faktisk noget af det mest rørende på hele pladen. Tit laver Mitchell også sine egne backingvokaler, og mens hun naturligvis ikke er den eneste til nogensinde at have gjort dette, skaber det en helt personlig lyd, da hendes stemme i forvejen har så meget karakter.
Joni Mitchells tekster er konsekvent gode, men jeg må indrømme, at de ikke er det, der sætter sig hurtigst fat. Jeg ville ærlig talt ikke kunne fortælle, uden at jeg satte mig ned og koncentrerede mig om teksterne, hvad de fleste af dem handler om. Det ser jeg dog selv som en god ting. For jeg har allerede fået så meget ud af pladen, de gange, jeg har lyttet til den allerede, og der har teksterne stort set ikke været i min bevidsthed, så jeg ved med sikkerhed, at jeg kan få mere ud af albummet i fremtiden. Jeg har da lagt mærke til nogle lyriske stemningsbilleder, der stemmer flot overens med musikken, og hver eneste gang, jeg har lyttet efter hendes ord, har jeg virkelig nydt hendes poetiske virkemidler. Det bliver visuelt, levende og farverigt, meget som hvordan jeg ville beskrive musikken. Det undrer mig faktisk, at pladecoveret nærmest er helt lysebrunt og udelukkende bruger dæmpede farver, for i mine ører hører jeg en hel farverig regnskov af lyd. Court and spark er uden tvivl en af de ti bedste plader, jeg nogensinde har anmeldt. Den er en af mine nye yndlingsplader.