Joni Mitchell: Hejira

Elegancens vejarbejde

I 1976 er 2. bølge af rockmusikken kommet langt. Den generation af musikere som stod på skuldrene af 50’er-rock’n’rollen, er nu selv erfarne kunstnere og har for manges vedkommende allerede de største bedrifter bag sig. Det gælder ikke Joni Mitchell. Hun kører stadig på alle cylindre og afdækker nysgerrigt nyt territorium med hver udgivelse.

Den kæmpemæssige Hejira må ses som en endnu bevægelse ud i det ukendte. Et uudforsket område det kræver mod at betræde og ligeså stor kompetence at afsøge uden at fare vild. Pladen er en rejsefortælling - en reflekteret road-movie gennem den nu 33-årige sangerindes aktuelle livsstadie, skrevet på en faktisk rejse henover det amerikanske kontinent. Hun præsenterer noget af et landkort. Musikalsk opløser den traditionens 4-kantetheder i en art 'river of consciousness'. Faste arrangementer erstattes af improviseret inspiration og trommesættet efterlades næsten konsekvent bagude. Ombord kommer i stedet den båndløse bas, frit fabulerende i hænderne på én af tidens største – virtuose Jaco Pastorious lånt fra Weather Report. Hans touch udgør en afgørende del af værkets enestående identitet - det tilgives let, at der spilles mere tændt end økonomisk.

"Coyote" er det første mærke. En passioneret og rastløst sang om en affære oplevet under Bob Dylans Rolling Thunder Review turne. Flygtigt befordret af Mitchells egen omstemte elektriske flanger-guitar, let percussion plus den båndløse højt i mixet, driver musikken fremefter som en flakkende ulv. I indbegrebet af zen-flow stiger intensiteten løbende og nummeret bliver kun stærkere efterhånden som de ordrige vers ruller ud. En fremragende tekst tegner fint sansede iagttagelser af det ubekymret overfladiske liv på landevejen, hvor intet når at slå rod før karavanen må videre. Flirt i flæng og flå bare dit hjerte op. Ingenting er for alvor og uansvarlighedens sviende sødme er, koste hvad det vil, pointen i overhovedet at være taget af sted. Go cat go ... anywhere is the destination – and you’ll get nowhere in time ...

Med melodiske "Amelia" sættes tempoet ned og den melankolske hyldest til 1930’ernes kvindelige pilot, Amelia Earhart, falder ind i en zone, der frister Joni til at rime sin egen position på den solistiske og fortabte aviatrice. Godt skåret for tungebåndet, taler hun med sig selv :

A ghost of aviation - she was swallowed by the sky
Or by the sea like me she had a dream to fly
Like Icarus ascending on beautiful foolish arms
Amelia - it was just a false alarm

Maybe I've never really loved - I guess that is the truth
I've spent my whole life in clouds at icy altitudes
And looking down on everything I crashed into his arms
Amelia - it was just a false alarm

Blændende skildres konsekvenserne af den udsvævende livsstil, som med denne folk-tune bidrager stærkt til albummets hovedtema. Den uafviselige forskel på henholdsvis konventionelt etableret og uafhængig, såkaldt bohemisk eksistens. Mitchell har for længst valgt rute, men er tydeligvis en slags fange i sin egen forestilling om frihed. Mere moden reflekterer hun pladen igennem over prisen for dette paradoks.

I "Song for Sharon" stilles modsætningerne decideret op som ying-yang. Via en fridag i New York besynger hun sine egne og venindens komplementære vilkår, men mens forskellighederne perspektiveres, indrømmes en aldrig afdampet fascination af intet mindre end brudekjolens kridhvide blonde-drøm.

But the ceremony of the bells and lace still veils this reckless fool here ...

En illusorisk ungpige-fantasi ... måske ... men et meget overbevisende sejlivet eksemplar i kategorien, og man beundrer den progressive artist for at vise mod til at bekende sin bryllupslængsel midt i en tid indfarvet af kønsrollesaltomortaler, Womens Liberation og free love.

På den anden side behøver hun ikke bekymre sig. Alene i kraft af sin kunstneriske autoritet og status i en rock-verden opfundet og domineret af mænd, er hun for længst blevet en af epokens suffragettes. Altid beredt, men aldrig bag klichéernes paroler. Indirekte diskret - så meget desto mere gennemslagskraftig.

Titelnummeret sidst på side 1 er muligvis mesterstykket. Instrumenteret a la "Coyote", pibler den brillante tekst/melodi gennem pladens natur som en 6 minutter og 45 sekunder lang bæk. Da en klarinet i et kort glimt viser sig bag grantræerne, må man overgive og lægge sig i græsset med blikket vendt mod himlen. Fra den position følges den helt aldeles pragtfulde vokal ind i linierne ...

I'm porous with travel fever but you know I'm so glad to be on my own
Still somehow the slightest touch of a stranger can set up trembling in my bones

I know no one's going to show me everything - we all come and go unknown
Each so deep and superficial between the forceps and the stone

We're only particles of change I know I know - orbiting around the sun
But how can I have that point of view, , , , when I'm always bound and tied to someone

At sætte makro overfor mikro, tanke overfor følelse i så elegant, enkelt og forståeligt et greb, er den øverste loge værdigt. Poetens blæk flyder stærkere end nogensinde. Ikke svært at forstå hvorfor Dylan inviterede hende med på den torden-tur året inden.

Bob er muligvis udmærket at kende, men fyren i "Strange boy" er så sandelig osse et bekendtskab værd. Og Joni er igen fascineret. Hun lader sig rive med af disse han-væsener ovre på den anden side og ved at kønnene er sat i verden for at underholde, glæde og mystificere hinanden. Men hvad skal hun egentlig med ham, denne mærkelige unge mand – kan og vil han noget overhovedet. Der leges i feltet mellem barn og voksen, og Mitchell indser hun selv er splittet mellem begge dele.

And clinging to his child - fidgeting and bullied
His crazy wisdom holding onto something wild
He asked me to be patient - Well I failed
"Grow up!" I cried
And as the smoke was clearing he said
"Give me one good reason why"

Ubetaleligt i al sin utopiske sandhed. Og kun en detalje i dette fint nuancerede portræt af den utæmmelige unghund, mødt et ubestemmeligt sted ude hvor kragerne vender ... og en supersonisk Larry Carlton - som på "Amelia" - assisterende indfinder sig med sin el-guitar.

Det gør han osse på "Black crow". I et typisk pumpende Mitchell-groove, trædes der på speederen indtil det mellem 3. og 4. gear erkendes, at spejlingen i den højtflyvende Earhart nu er reduceret til en dykkende sort fugl. Det er hvad der efter lang tids excess er tilbage og hun mener det åbenbart så seriøst, at der må poseres i kragekostume rundt om på coveret.

Forsiden viser hende med en smøg – nøgtern smuk, men transparent og gennemkørt af en tom highway, som kun lover lavthængende skyer forude. Okay, et sted bag horisonten findes måske et røgfyldt "Blue motel room", hvor lyden af jazzet blues slentrer gennem højtalerne og uskyldighedens hjemve næsten bliver ægte. Her bookes der ind og rækkes i tanken ud efter en gammel ven

Tell those girls that you've got Joni
She's coming back home

– men alligevel først og fremmest efter nye asfalt-eventyr fulde af alt andet end baglands-stilstand og hverdag. Flere, mere, endnu flere ... og de ligger parat og de leves og de ender pladen med underfulde "Refuge of the roads", der med dens badebyer, fyldte fiskenet, forårsgrøfter, fårekyllinger, skove af bregner, hjulspor i sandet og ventende servicestationer trods alt forsikrer, at ingen mil blev tilbagelagt forgæves.