Genrer
Joy Division: Closer
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 157
Joy Division havde ikke en lang levetid, men på blot to albums og en række singler nåede de at lave meget fantastisk musik. Det sidste, de nåede at optage inden forsanger Ian Curtis’ død i 1980 var albummet Closer. Det starter med nummeret "Atrocity exhibition", der er 6 minutter langt og konstant har et lag af støj bag Curtis’ dybe stemme. Derudover er der en funky basgang og eksotiske trommer. Teksten og leveringen er fanatisk og vanvittig, mens lyden er fuldkommen destruktiv. "Isolation" starter som en simpel new wave-sang med lyse synthesizere, og det er på sin vis en forløber for det, gruppens overlevende medlemmer ville lave under navnet New Order. Men "Isolation" handler vitterligt om isolation, og åbner med teksten “In fear every day, every evening”. Den handler om en tredjeperson, men føles stadig mere jordnær end hvad godt er, og vokalens utydelige mix gør bare det hele bedre. "Passover" kører i længere stykker uden vokal, og når den endelig er der, bliver den leveret på monoton vis. Basgangen er lige så ensartet som vokalen, så sangen ender med at blive ret skræmmende.
"Colony" arbejder i endnu højere grad med gentagelser. Her er bassen ret langt fremme, og leverer en kort, mekanisk basgang igen og igen, mens alle mulige bindegale ting foregår omkring den. Det minder lidt om industriel musik eller endda krautrock, men stadig med det psykotiske twist, som så meget af Joy Divisions musik har. "A means to an end" nævner både ideen om et forbillede og om udødelighed – så den handler nok om religion. Tempoet på sangen er så inkonsekvent, at det bliver smukt. Man kan mærke Curtis' liv gå fra hinanden, når sangen pludselig bliver lidt langsommere og så hurtigere. Der er ingen kontrol over noget. De gentagne udråb med vendingen “I put my trust in you” ender også med at have stor effekt. "Heart and soul" er ikke et Huey Lewis-cover, og det er heller ikke Æblemand på engelsk. Den er faktisk det modsatte af de to ting. Den kom før Huey Lewis-sangen, men det er nok ikke et tilfælde, at den hedder det samme som sangen, alle klaver-nybegyndere skal lære. Curtis råber ikke her, han lyder mest af alt glad for smerte og ødelæggelse. Han lyder tortureret og forskruet. Det er imponerende, at hans stemme kan udtrykke ubehag på så mange måder.
"Twenty four hours" begynder langsomt og stille, så går den over i kaos, og så tilbage til stilhed, og det mønster kører den efter i noget tid. Curtis’ dybe stemme følger ikke særlig godt med, men det lyder ikke engang som om, han lægger mærke til det. Den manglende sammenhæng mellem musik og sang gør det hele endnu mere ubehageligt og kaotisk. Men Joy Division er den bedst tænkelige form for ubehagelighed. "The eternal" er en helt igennem trist og langsom sang. Dens lyd er tung, men mest af alt lyder den opgivende. Det er en af de tristeste sange, gruppen har lavet, og den monotone, kolde lyd ligner meget det, der senere ville blive til trip hop. Det er uden tvivl den sang på pladen, det er sværest at holde ud. "Decades" får lov at afslutte pladen, og det gør den med nogle høje synthesizertoner. Det er en åben slutning, og i stemning udtrykker den mest af alt fortrydelse og angst. Der er intet, der er godt ved Closer, det er en plade af ren ondskab. Og det er derfor jeg elsker den.