dummy

Jul med Ulf Lundell

15-12-2019
Steffen Kronborg

Jeg har været en stor fan af svenske Ulf Lundell, siden han udsendte sin første lp, Vargmåne, i 1975. Blandingen af Bob Dylan, Bruce Springsteen og svensk visetradition gik direkte i blodet på mig, og der har Lundell opholdt sig stort set lige siden. Ind imellem har der været små kurrer på tråden imellem os, som f.eks. i 2015, hvor Lundell fejrede sit 40 års jubilæum som udøvende kunstner med at udsende boksen Hemåt genom Rift Valley med samtlige indspilninger fra de 40 år, fordelt på 68 cd'er (!) Trods løftet om ”12 outgivna inspelningar” og ”24 outgivna demos” syntes jeg måske, at det var lige stift nok at skulle købe hele Lundells produktion igen igen – blot for at få fat i nogle ikke tidligere udsendte demos. Så det undlod jeg, så meget desto mere som jeg jo allerede i min omfattende Lundell-samling har indtil flere ”Greatest hits”- og ”Det bästa av”-udgivelser af herren.

Det skal dog straks tilføjes, at højdepunkterne i mit og Ulf Lundells samliv har været langt flere end de sporadiske kriser, så jeg har bestemt ikke noget at beklage mig over. Indtil nu, hvor det ser ud, som om der igen kan spores nogle mislyde i musikerens udgivelsesrepertoire. Det startede tidligere på året, hvor Lundell udsendte mini-lp'en Tranorna kommer med syv numre fra 2018-udgvelsen Skisser – men denne gang udsat for fuldt orkester og af samme grund med en langt bedre lyd end på skitse-cd'en. Men mini-udgivelsen var vel at mærke til fuld cd-pris! Og i september i år var det igen genbrugstanken, der var i højsædet, da Lundell udsendte af cd'en Omaha: ruff – en gentagelse af cd'en Omaha fra 2008, men uden en række af dennes instrumentale påfund.

Jeg købte cd'en, fordi jeg havde forestillet mig en afskrællet, nærmest akustisk version af den oprindelige udgivelse; men da jeg hørte den nye cd, blev jeg nødt til at kontrollere, at det ikke ved en fejl var den gamle version, jeg havde fået tilsendt. Jeg kunne ikke umiddelbart høre, at der skulle være sket noget nyt i forhold til førstegangsudgivelsen af cd'en, og jeg blev nødt til at gennemlytte både den nye og den gamle udgave af cd'en flere gange, før jeg kunne identificere nogle af de steder, hvor der var pillet overflødige musikalske pålæg ud af helheden – samt identificere den sang, der havde fået en delvis ny tekst. At der skulle være tale om et helt nyt værk, havde jeg meget svært ved at se, og jeg oplevede det nærmest, som om jeg var blevet narret til at købe Omaha-cd'en to gange. Den nye udgave af cd'en var naturligvis til fuld pris!

Stockholm i december

Ulf Lundells seneste plade-projekt er udsendelsen af en jule-single med det nyskrevne nummer ”Stockholm i december” som trækplaster, og en liveindspilning fra 2008 af sangen ”En eld ikväll” som bagside. Singlen udsendes på rød vinyl og til den nette pris af 100 kr., hvilket måske er normalt for en single i vore dage (?), men samtidig i min optik er lige i overkanten, selv for en inkarneret Ulf Lundell-fan. 100 kr. for ét nyt nummer må siges at stramme vores venskab til det yderste, og indtil videre tror jeg godt, at jeg kan holde mig på måtten med hensyn til at udbygge min Lundell-samling. Måske har Ulf Lundell ikke så mange flere sange i sig, så han nu synes, at han bliver nødt til at økonomisere voldsomt med de sidste reserver; men behøver hans musikalske påholdenhed ligefrem at udarte til noget, der til forveksling ligner spekulation og grådighed?

Nå, men heldigvis er der gode muligheder for at holde jul med Ulf Lundell, selv om man ikke har lyst til at investere i hans nyeste sang. På den svenske jule-cd Glitter, Glögg & Rock'n'roll fra 1979 har Lundell bidraget med en af sine få eksplicitte julesange: ”God jul (är det nån hemma?)”, som er et pudsigt, men absolut forglemmeligt bluesnummer. På cd'en finder man til gengæld også Lundells smukke jule-kærlighedssang ”Snart kommer änglarna att landa”, som også kan høres på lp'en Preskriberade romanser samt på diverse opsamlingsplader, men som på jule-cd'en optræder i en fællessangsversion, hvor hele Sveriges rock-elite anno 1979 synger kor: Gyllene Tider, Niklas Strömstedt, Björn Skifs, Lasse Lindbom, osv. Mere sjovt end egentligt skønt, men et udmærket bidrag til juleunderholdningen for alle os swedofile.

Hvis man gerne vil fejre jul med Ulf Lundell, er der imidlertid en anden og langt mere oplagt mulighed for at gøre det uden at måtte ty til obskure cd'er fra 1970'erne: nemlig via cd'en I ett vinterland fra 2000. Udgivelsen er ikke en decideret jule-cd, for den indeholder også sange om andre årstider end vinteren. Men Lundell har på I ett vinterland forsøgt at skabe en sangcyklus, som bringer lytteren fra vinterens kulde over forår, sommer og efterår og tilbage til de snedækkede landskaber ved juletid (hvis der ellers er nogen, der kan huske, hvad sne er). Ulf Lundell ville ganske vist ikke være den, han er, hvis der ikke var en god portion vemod og melankoli spredt rundt omkring i sangene; men helt overordnet er I ett vinterland en meget positiv plade med sangtitler som ”Lycklig man” og ”En ny dag randas” samt med en stribe glade vintersange, heriblandt titelnummeret og sangen ”Låt det snöa” med linjer som: ”Låt det snöa / Låt det bli jul igen / Låt det snöa”. Så kan julen vist godt indfinde sig.

Først og fremmest er det dog nummeret ”Vinterland”, der bliver siddende i lytterens hukommelse, både i kraft af en fejende flot Springsteensk melodi og et særdeles sangbart omkvæd. Det er svært ikke at blive i godt humør og længes ud i naturen, når Lundell synger linjer som disse: ”Ut ur stan / bort från slasket och sorgerna / Bort från TV och tidningar och terror / och trängseln på torgerna”. Hvis man bliver grebet af sangens vinter- og julestemning, er der oven i købet mulighed for at opleve den i en alternativ version. Ulf Lundell har nemlig også indspillet ”Vinterland” som en duet med den nu afdøde, norske sangerinde Hilde Heltberg, og den version er om muligt endnu smukkere end den oprindelige udgave. Den alternative version kan bl.a. høres på opsamlingsalbummet Venus & Jupiter – Det bästa 3 (2006).

Og så til slut en servicemeddelelse: hvis man gerne vil fejre jul med Ulf Lundell personligt, er der minsandten også mulighed for det. D. 22. og d. 23. december giver Lundell to koncerter på Berns i Stockholm, så her kan man komme helt tæt på kunstneren. Og hvis man alligevel er i Stockholm i julen, kan man passende benytte lejligheden til at besøge Ulf Lundells juleudstilling på Galleri Bellman i dagene 13.-22. december, hvor musikeren præsenterer sine seneste malerier (læs mere på Lundells hjemmeside). God Ulf Lundell-jul – med eller uden ”Stockholm i december”.

Lån musik af Lundell fra dit nærmeste bibliotek