Jutlandia

Enhver samling af danskernes musikalske kulturarv må have noget Kim Larsen med. Det traditionelle førstevalg er “Kvinde min” eller “Midt om natten”; begge har fremragende melodier, men årene har slidt på teksterne. “Kvinde min” lyder i nutidens ører mest som en utro mands bortforklaringer, og “Midt om natten”s slumstormer-romantik er noget bedaget. Men Larsen har lavet mange andre klassikere, som både børnehaven og plejehjemmet kan synge med på, og en af dem, hvor både tekst og musik er i top, er “Jutlandia” fra albummet Forklædt som voksen, 1986.

Der indledes med et gjaldende riff for keyboard og blæsere, fulgt af fire hurtige, dundrende slag på stortrommen; temaet giver en stemning af dramatik og gentages i mellemstykkerne. Sangen handler om krig og stilfærdig heltedåd; Jutlandia var det danske hospitalsskib, som i årene 1951-53 ydede humaninær indsats under Koreakrigen. Og med succes: næsten 5000 sårede allierede soldater og mere end 6000 civile koreanere blev behandlet, og heraf døde kun 29. For at undgå beskydning var hele skibet malet hvidt med et stort rødt kors på hver side af skroget.

“Jutlandia” er en anti-krigssang, men først og fremmest er det en hyldest til dem, der sætter livet på spil for at redde ofrene, når drengene prøver at slå hinanden ihjel. Når Larsen synger “hun”, mener han både skibet selv og det kvindelige personale ombord:

Hun sejler gennem natten med alle sine børn
levende og døde
hvid som en jomfru og tapper som en ørn
går hun krigen i møde ...

Kvindelig omsorg er det centrale her, og sygeplejerskerne er krigens helte, hvis der ellers er nogen. Historien fortælles med en mundtlig ligefremhed, der springer op og falder ned på det historisk korrekte - ikke mindst den velkendte første linje: Det var i nittenniogfyrre eller cirka deromkring ...

Omkvædets jæger og sømand viser Larsen som litteraturkender: det er hentet fra Robert Louis Stevensons gravsten på Samoa. “Home is the sailor, home from the sea, and the hunter home from the hill.” Stevenson skrev den ultimative sørøverroman Skatteøen. Hej-Ho!