Kærlighed ved første tone

”Tror du på kærlighed ved første blik, eller skal jeg gå forbi en gang til?”, lyder en gammel vittighed. Personligt tror jeg ikke så meget på kærlighed ved første blik; men til gengæld er jeg overbevist om eksistensen af kærlighed ved første tone. En del musik skal man lytte til flere gange, før den for alvor sniger sig ind på én og slår rod; men der findes også musik, som straks fra første tone går lige i hjertet på lytteren, og som i mange tilfælde bliver siddende dér resten af livet. Det er naturligvis forskelligt fra lytter til lytter, hvilken musik, der formår at gøre et sådant overvældende indtryk på ham/hende. Men mon ikke de fleste har prøvet at stifte bekendtskab med musik, der fra allerførste anslag har formået at vælte ham/hende omkuld?

Det er nogle af mine egne oplevelser af den slags, jeg i det følgende vil bringe på bane, uden at jeg på nogen måde vil hævde, at gennemgangen af mine første stormende musikalske forelskelser er udtømmende i forhold til emnet. Dels bliver man jo mere glemsom med alderen, så det kan være, at jeg simpelt hen har glemt nogle af forelskelserne; og dels har min musikalske smag måske ændret sig en smule hen ad vejen, så jeg har fortrængt nogle af de tidlige kærlighedsoplevelser.

Men når det er sagt, skal det straks tilføjes, at de stormfulde musikmøder typisk opleves i ungdommen, hvor man er mest modtagelig for nye indtryk, og ungdommens store kærlighedsoplevelser glemmer man ikke, lige meget hvor gammel man bliver. Sandsynligheden taler oven i købet for, at det stadig er de tidligste eksempler på kærlighed ved første tone, den enkelte musiklytter bliver ved med at vende tilbage til. Gammel kærlighed ruster ikke, lyder et gammelt visdomsord.

Quicksilver Messenger Service
Et af de omvæltende musikalske førstegangsmøder, jeg husker særdeles tydeligt, er mødet med Quicksilver Messenger Service´s eponymt betitlede LP ”Quicksilver”. Selv om gruppen i dag er næsten glemt, var den meget stor i Californien i anden halvdel af 1960´erne, hvor den optrådte og blev nævnt sammen med andre store vestkystgrupper som Love, Doors og Jefferson Airplane. ”Quicksilver”, som blev udsendt i 1971, var gruppens sjette LP, og eftersom jeg havde (og har) de 5 forudgående plader med Quicksilver Messenger Service, skulle man ikke tro, at der var noget, der kunne overraske mig ved den nye LP. Men det var der.

Fra de første 5 plader havde jeg lært at kende og holde af John Cippolinas syngende sologuitar og David Freibergs solidt rockende bas- og rytmeguitar, så da jeg hørte, at de to havde forladt gruppen inden indspilningen af ”Quicksilver” (Freiberg for at spille sammen med Jefferson Airplane), var jeg naturligvis lidt nervøs i forhold til lyden på den nye udgivelse. Men gruppens anden sologuitarist, Gary Duncan, og dens sangskriver og karismatiske forsanger Dino Valenti var heldigvis fortsat at finde i Quicksilver Messenger Service, så helt galt kunne det vel ikke gå. 

Første gang, jeg hørte den nye Quicksilver-plade, var via et par hovedtelefoner i Odenses dengang førende pladebutik, FONA på Vestergade, og lige fra det første anslag af Gary Duncans dobbelttrackede guitar, kombineret med Valentis sjælfulde vokal, var jeg helt solgt. Sådan en lyd havde jeg rent faktisk aldrig hørt før, og jeg var mest stemt for straks at betale for pladen og komme hjem og nyde den på min egen grammofon. Men jeg blev der lidt længere og hørte et par numre mere for en sikkerheds skyld, hvilket ikke ændrede på mit ønske om at eje pladen. Jeg fik min plade og kunne cykle hjem og fortsætte med at høre englene synge – og spille på guitar.

Og hvad var det så, jeg hørte? En stribe fantastisk iørefaldende sange, primært skrevet af Valenti, men med et par udmærkede bidrag fra Gary Duncan. De hippie-romantiske tekster om kærlighed og om ungdom i opposition til det bestående passede som fod i hose til min datidige betagelse af den amerikanske vestkystkultur med højt til loftet og med store visioner om en ny form for tilværelse. Men det, der for alvor væltede mig omkuld fra første tone, var de sprøde guitarakkorder, som med det samme sendte lytteren ind i en verden af vellyd – i hvert fald denne lytter. Musikken og sangteksterne svarede perfekt til pladeomslagets farvestrålende billede af en falk, der på smukkeste vis symboliserede det højtflyvende indhold på pladen.

Southside Johnny & the Asbury Jukes
I 1980´erne var jeg flyttet til Lyngby og boede i et rækkehus tæt på Bagsværd Sø. På trods af tilkomsten af et spædbarn havde jeg stadig tid til overs til at opsøge og lytte til musik, og det var præcis, hvad jeg gjorde. En af måderne at komme i kontakt med ny musik var via genbrugsbutikker, som jo altid lokker med muligheden for at støde på ting, man ikke vidste, at man var ude efter, før man ser dem. I udkanten af Lyngby lå der dengang på Buddingevej en temmelig nedslidt genbrugsbutik, hvor man i et baglokale kunne være heldig at støde på grammofonplader til en billig penge.

I dette baglokale stødte jeg en dag på ikke bare én, men hele 4 LP´er med en gruppe, jeg ikke kendte noget til dengang: Southside Johnny & the Asbury Jukes. Hvordan pladerne var havnet i genbrugsbutikken, melder historien ikke noget om; med ordet ”Asbury” gav nogle gode associationer til et andet musiknavn fra New Jersey, nemlig Bruce Springsteen, hvis første LP, som måske bekendt hedder ”Greetings from Asbury Park, NJ”. Og ved at kigge nærmere på pladerne kunne jeg se, at Springsteens navn optrådte flere gange på de forskellige pladecovers, bl.a. i forbindelse med angivelsen af ophavsmændene til pladernes sange.

Springsteens navn er altid et godt salgsargument for en vare, og da jeg samtidig godt kunne lide stilen i omslagsillustrationerne til pladerne, kastede jeg mig ud i at investere 15 kr. i den første LP med Southside Johnny & Co. Det fortrød jeg ikke; indledningsnummeret til pladen, ”I don´t want to go home”, var så medrivende og så øjeblikkeligt fængende, at det nærmest var ligegyldigt, hvad der fulgte efter. Nummeret er en født klassiker og et nummer, jeg stadig ofte finder frem, når jeg har lyst til at høre noget god musik for både krop og sjæl. Den slags numre laves der ikke mange af.

I sandhedens interesse må det siges, at indledningsnummeret til Southside Johnnys første plade fortsat er noget af det bedste, han har præsteret. Der er flere gode numre på debutpladen fra 1976, bl.a. 2 Springsteen-forfattede sange, og der er også masser af god musik på de følgende plader med Southside Johnny & Co. (som jeg i parentes bemærket straks cyklede over og købte i genbrugsbutikken, da jeg havde hørt den første plade).

Men musikken er lidt ujævn, og imellem de mange højdepunkter finder man en del ligegyldig udfyldningsmusik, som primært er værd at høre for den energi, Southside Johnny altid lægger i sine vokale indsatser. Men de lidt svagere numre ændrer ikke på det faktum, at musikeren med ”I don´t want to go home” grundlagde en livslang kærlighedsaffære med hans musik for denne lytters vedkommende.

Amy MacDonald – og alle de andre
Endnu et musikalsk førstegangsmøde langt ud over det sædvanlige (hvad det så ellers er) oplevede jeg, da jeg første gang stiftede bekendtskab med skotske Amy MacDonalds store og ekspressive stemme. Det skete i en brugtpladeforretning på Vesterbro, som jeg besøgte en dag i 2007, netop som indehaveren var i gang med at lytte til Amy MacDonalds første albumudgivelse, ”This is the life”. Jeg blev forelsket i musikken lige på stedet og have svært ved at løsrive mig fra butikken; men inden jeg tog videre på min færd, havde jeg sikret mig navnet på sangerinden og på hendes debutudgivelse.

Jeg har tidligere her på hjemmesiden fortalt om mit første stormfulde møde med Amy MacDonald i artiklen ”Hvad med en tænkepause, Amy”, så den historie er der næppe nogen grund til at gå yderligere i detaljer med. Blot vil jeg nævne, at forelskelsen ved første tone for Amy MacDonalds vedkommende udviklede sig til en livslang forelskelse (altså fra min side), som kom til at betyde, at jeg efterfølgende har købt alle hendes udgivelser – nogle af dem endda flere gange! – og at jeg i skrivende stund lytter til hendes seneste udspil ”Is this what you ve been waiting for?” (2025). Sangerindens musikalske udtryk har ændret sig lidt hen ad vejen, men ikke mere end at jeg fortsat glæder mig over at høre nyt fra hende, ligesom jeg altid gerne vil høre de gamle udgivelser igen. First love never dies.

Der er den pudsige omstændighed omkring mit første møde med Amy MacDonald, at det på flere måder ligner mit første møde med Cesaria Evora engang i 1990´erne. Ved den lejlighed var situationen den, at jeg i en tegneserieforretning i Paris pludselig blev overvældet af tonerne af en smægtende kvindestemme, der sang ”Besame mucho”, som om det gjaldt hendes liv. En så fyldig og emotionel stemme havde jeg aldrig hørt før, så jeg spurgte naturligvis indehaveren af butikken, hvad det var, han spillede. 

Indehaveren kiggede forundret på mig, som for at se, om jeg lavede grin med ham, og derefter svarede han: ”Jamen, det er da Cesaria Evora”. Det fremgik klart, at jeg jo måtte være idiot, hvis jeg ikke vidste det i forvejen; men pyt med det: Jeg havde i løbet af et øjeblik fået et nyt livstidsbekendtskab, som jeg har dyrket flittigt siden; og selv om man måske kan sige, at ”Besame mucho” nok er Evoras fineste musikalske præstation nogensinde, er der meget andet godt i repertoiret.

Møder med en anden stor stemme, som jeg stadig holder vældig meget af, Georges Moustaki, fandt derimod sted hjemme hos nogle venner af en bekendt, som jeg mest besøgte, fordi jeg blev nødt til det. Men eftersom vennebesøget medførte, at jeg fik ørerne op for en fantastisk sangskriver og formidler af egne sange kan man bestemt ikke sige, at aftenen dengang i Brønshøj var spildt. 

Tværtimod var det en ringe pris at betale at måtte kede sig en smule, når udbyttet var en introduktion til den mest ekspressive og alsidige fransksprogede visesanger nogensinde – altså efter min mening. Georges Moustaki kan jeg blive ved med at vende tilbage til, både pga. hans smukke sange og pga. hans tankevækkende sangtekster. En skam, at Moustaki tilsyneladende er ved at være fortid på de danske musikbiblioteker; men det er de danske musiklyttere, der mister mest ved denne udvikling.

Og så er der alle de andre musiknavne, som har taget mig med storm i løbet af et splitsekund, og som har vendt op og ned på mit musikliv – i hvert fald for en stund. Det vil føre alt for vidt her at komme ind på alle navnene, og formodentlig vil det også være mere interessant for læseren af disse linjer selv at tænke tilbage på de musikalske eksempler på kærlighed ved første tone, der har gjort et uudsletteligt indtryk på ham/hende. ”The first cut is the deepest”, som P.P. Arnold i 1967 sang i en sang, der formentlig vil blive siddende til evig tid i hjertet og i hukommelsen hos den, der én gang har hørt sangen i hendes udførelse.