Kærligheden til musikken

Åbningskoncert torsdag d. 3. maj 2012, Musikhuset, Aarhus

Så blev det atter tid til en af de mest spændende musikfestivaler i Danmark – SPOT Festivalen i Aarhus, som præsenterer de mest lovende musiknavne for et stort publikum. Et publikum, som består af branchens egne folk; musikere, bookere, journalister og pladebranchens vigtigste personer. Og så det helt almindelige, danske koncertpublikum.

Ryk sammen

Åbningskoncerten er altid aftenen før selve festivalen, og i år var den placeret i Musikhusets største sal. Og der skete ikke så meget andet i Aarhus denne aften, så et kvarter før koncertstart var man i tvivl om, om man var det rigtige sted, for der var gabende mennesketomt. Et kvarter efter planlagt start fyldte omkring 250 mennesker til at give et tomt, tomt indtryk af Store Sal. Vi blev venligt opfordret til at rykke tættere, så Gunnar Madsen, mangeårige drivkraft bag SPOT, kunne byde velkommen til en pænt belagt sal – på de første 14 rækker…

Green Lives – pæne, unge mænd

Efter Madsens tale, hvor han pointerede, at SPOT ikke var en nødvendig flaskehals men en platform for up-comings, arriverede det lokale orkester Green Lives på scenen. Bandet var kommet på i sidste øjeblik, da de to annoncerede malesiske musikere var blevet forhindret på grund af uroligheder i hjemlandet. Så det blev fem ydmyge herrer, der fik æren af at være første navn på scenen. Green Lives præsenterede tre numre med op til fem-stemmige vokalharmonier og et ganske lyst udtryk. To guitarer, bas, minimale trommer og et sobert el-klaver, hvorfra gruppens sangskriver Jens-Ulrik Kleemeyer styrede. Sammenligningen med Rumour Said Fire ligger lige for – også her er trommelyden primært kølleslaget på en gulv-tam. Vi fik debutsinglen ”Dancing In The Snow” med vokalklang som Crosby, Stills, Nash & Young. Lad Green Lives få et radiohit, så vil der ske noget – måske slutnummeret ”No One Else”?

Tro, håb og kærlighed

Kulturminister Uffe Elbæk priste i sin officielle åbningstale den ufatteligt brede mangfoldighed, der er i det danske musikliv. Fra Green Lives akustiske lyd, som mindede Elbæk om The Byrds, til den eksperimenteren med forrretningmåder, som L.O.C.s samarbejde med TDC er et eksempel på. ”Om man så kan li’ det eller ej…” SPOT er et flot samarbejde, som byen kan være stolt af. Det var en tydelig stolt (forhenværende) aarhusianer, der sluttede med at sætte tre kerneord om SPOT: Tro – at tro på sig selv og sit musikbudskab. Håb – et håb om modtagelse af budskabet. Og kærlighed – en kærlighed til musikken. En publikummer fik det sidste ord, sætningen klang klart i salen: ”Men størst er kærligheden!”

Elegant pop

Den dansk/afrikanske popsangerinde Nabiha ankom på scenen med sine fem musikere, alle i sort. Nabiha er kendt for sine iørefaldende dansepopsange med uptight trommer og synthezisers. Men dette var en koncert med siddende musikere – og eneste instrumenter var to korsangere, akustisk guitar, trommesæt uden bækkener og hi-hat, og et bedaget Fender Rhodes el-klaver!

Uhm; 25 minutter med en velsmurt, slank og elegant popkoncert – unplugged. Vi fik først hittet ”Deep Sleep”, hvor korklangen lige skulle justeres. Men så var det lige i øjet – en intens stemning, der holdt hele koncerten med især elegante og præcise afslutninger. Sangen ”The Enemy”, som på plade lyder som en god Kenneth Bager produktion, blev her mere nærværende og intim. I nummeret bruges diskret temaet fra Borodins polovetserdanse – charmerende…

Nabihas seneste single ”Never Played The Bass” var her uden bas(!) og messingblæsere, men med en guitar, der uden effektpedaler fyldte klangbilledet – dette var moderne kammermusik, når det er mest elegant. I slutnummeret ”Trouble” måtte den ligefremme Nabiha altså op og stå og tage et par dansetrin. Vi ville godt ha’ haft mere.

Storladne, laange finaleklange

Mens Gunnar Madsen fortalte mere om årets SPOT – blandt andet om de helt nye lokaliteter Godsbanen med 11 scener, blev scenen fyldt med et større instrumentarium til aftenens sidste indslag: Den unge lydmager Mike Sheridan, som er pladeaktuel med Ved første øjekast. Hvad der ikke var af isenkram hos de første to kunstnere, var sandelig kommet frem nu. Udover Sheridan på diverse computere og synthezisers hørte vi August Rosenbaum på flygel og harmonium, Gert Sørensen på slagtøjsarsenalet og Bjarke Falgren på violin og cello. Aftenen bød på tre satser, hvor den første var varierede klange over en enkelt grundtone. Andensatsen bød på inderligt cellospil, og sidstesatsen havde skiftende temaer rundt i orkestret. Og Deres Udsendte var ved at være mættet; det er afslappende klange, men giver ikke lige mig den store udfordring.

Efter et yderst varieret program kunne vi gå ud i den varme, levende aarhusnat, som ikke bød på flere SPOT arrangementer; dette var opvarmningen til SPOT Festival 2012 fredag og lørdag.