Kærlighedens vildveje mod håb

Et styks akustisk guitar, hvor de skurrende fingre på strengene spiller en lille melodi. En sløv og melankolsk stemme med højlandsaccent, der messer evigt og altid det samme budskab om den ubehjælpsomme kærlighed, hvor den mandlige halvpart evigt og altid bliver ladt ynkelig tilbage i et opkog af utroskab, paranoia og andre afarter af ulykkelig kærlighed.

Arab Strap: 1) Navn på en gummiring designet til at opretholde en ellers nervøs erektion, 2) Et ubestikkeligt skotsk popband (1995-2006) hvis kerne var Aidan Moffat (tekster og sang) og Malcolm Middleton (komponist og multi-instrumentalist). På landevejen så man dog kun Aidan Moffat foran en samling unge (session)musikere, og præcis sådan var de at finde en søndag eftermiddag på Roskilde Festival tilbage i 2001. De unge musikere lignede med deres ranke rygge, pæne hvide skjorter, lige slips og lærredsbukser med fold et godt bud på en samlet bestyrelse for Konservativ Ungdom, mens Aidan lignede præcis det han var: En skægget Glasgow Rangers-fan, solskoldet på de hvide arme og ben og med lidt for mange pints på/i maven. I øjnene så vi hvad vi tydeligt hørte i musikken: Forvirrede og bekymrede havde de tydeligvis vidnet alt hvad teksterne siger.

På deres femte plade, The red thread, er fortrædelighederne der fra første anslag: "The rain woke us up" lyder det på "Amor Veneris", og for en fortryllet lytter er vejen tilbage nu blind. De fantastiske tekster har det med at omslutte musikken, og præcis sådan var det også den søndag; Aidan gik nervøs rundt og åbnede den ene øl efter den anden, fumlede først med mikrofonstativet, så med tekstarkene. Alligevel sang - nej, messede - han hvert ord klart fra erindringen med øjne så tæt lukkede som en knytnæve til forsvar. I pauserne mellem linjerne lod han dette blik, der ellers har set for meget, hvile på denne samling masochistiske mennesker, nu på magisk vis fanget i al hans elendighed.

Arab Strap var en central del af den sunde Glasgow-scene (Belle and Sebastian, Snowpony, Mogwai, The Gentle Waves m. fl.), og de fik nok deres mainstream-gennembrud med den fantastiske Philophobia fra 1998, som klart har gruppens bedste melodier, spundet om en skrabet instrumentpark primært bestående af en grædende akustisk guitar, forsvindende lidt tromme og lidt mere af det mørke piano. Teksthæftet var på forunderlig bygget op som en lang, men rimet, novelle af guds nåde. Så gav de os i 2000 deres mest kommercielle bud på en plade med Elephant shoe, der fulgte den tids trend for afdæmpede britiske folk- og rockgrupper med at lade musikmixet fortynde/forstærkes (alt efter temperament) op med electronica. Hvor det her gik grueligt galt for de musikalske fætre i Tindersticks, lykkedes oprationen for Elephant shoe, og på The red thread hører vi så en samling sange i nogenlunde lige blanding af de to sidste plader.

Paradenummeret er så klart skæring seks, den fantastiske "Love detective", som (måske) giver os en del nøgler til Moffats anti-Romeo-kompleks: Sent står han op med kæresten (de blev, som vi husker, vækket af regnen allerede på pladens første skæring, "Amor veneris"). Vi får i hvert fald en nøgle til Moffats amputerede og forkrøblede kærlighedsliv: Kæresten har travlt og glemmer nøglebundtet i døren. Moffat venter til hun smækker hoveddøren, og finder nysgerrig nøglen frem til kærestens hemmelige skrin i bunden af klædeskabet. Her finder han en sex-dagbog af en slags, og til lyden af staccato trommer og et vrængede piano åbner han den, og til den søgende guitar, der nu vender tilbage, læser han indførsler om "people I've never even heard of" indtil "eventually I had to stop reading it because I started to feel sick". Han husker nu klart kærestens hyppige og hviskende telefonsamtaler, han husker vennerne der holder op med at snakke når han træder ind i lokalet. Sangen slutter nu med de fantastiske linjer "I keep having fantasies about leaving a dictaphone under the pillow, following her when she goes to work and I've been lying about where I'm going just in case I can bump into her".

"We love you Aidan!" råbte pigen med køn højlandsaccent fra min side forrest blandt publikum den søndag eftermiddag i Roskilde. Aidan forsøgte, og jeg sværger ved Gud at han forsøgte, at smile tilbage.