dummy

Kål, kanyle eller krautrock?

5-03-2019
Helen Bruus, Lejre Bibliotekerne

Vi tilbyder nu hverken laserkirurgi eller hvidkål, rødkål, spidskål, rosenkål og hvad de alle sammen hedder. Til gengæld kan vi anbefale en masse KRAUTROCK - den spændende musikbevægelse og samlebetegnelse for tysk kvalitets-rock fra tresserne og halvfjerdserne. Det holder stadig!

Tysk populærmusik på godt og ondt

Brita Hecker fra Haderslev Bibliotekerne skrev i artiklen Tysk musik er mere end schlagere, at tysk populærmusik - i modsætning til musikken fra England og Amerika – har haft et lidt blakket ry. Schlagermusik eller Schunkelmusik (musik man skåler til) holdt sit indtog efter Anden Verdenskrig. Enten fordi innovative kunstnere simpelthen var udvandret, eller også fordi man bare havde behov for noget uforpligtende underholdning efter de udmattende krigsår.

Tysk populærmusiks store gennembrud skete derfor først i firserne med "Neue Deutsche Welles" pop- og punknavne som Nena, Udo Lindenberg og Nina Hagen. Efter murens fald i 1989 fik tung-rockerne Scorpions og Rammstein og siden teeny-bandet Tokio Hotel ligeledes omverdenens store bevågenhed.

Krautrock

MEN! For feinschmeckere rumsterede en avantgardistisk og indimellem psykedelisk musik allerede i slutningen af tresserne og op gennem halvfjerdserne. En musik som fødte eller fornyede den elektroniske musik, ambient, industrial, post-punk, alternative rock og new age, og som inspirerede mange udenlandske musikere, f.eks. Frank Zappa, Jimi Hendrix, Velvet Underground, Brian Eno, The Fall, Cabaret Voltaire, David Bowie, Joy Division, Steven Wilson og The Mars Volta. Eftertiden har døbt denne spredte musikscene "Kosmische Muzik" eller bare krautrock efter den tyske ret Sauerkraut (surkål). Musikalsk set var det "The Rebirth of Germany" omend det nok ikke er den slags musik man vil møde i X-faktor.

Lyden var anderledes end den amerikanske blues og rock’n’roll skabelon. Den udsprang i stedet fra en klassisk europæisk tradition med lydflader og soniske forløb, der kan minde om nutidens techno, kombineret med en abstrakt, hypnotisk, minimalistisk gentagende, jazzinspireret avantgarderock. Den eksperimenterende klassiske komponist Karlheinz Stockhausen og freejazz-musikeren Ornette Coleman nævnes ofte som væsentlige inspirationskilder for krautrocken.

Sehr gutes krautrock

  • CAN: "Future days" (fra Future days 1973). Hypnotisk, jazzet, eksperimenterende, ambient krautrock. De har udgivet meget – og denne er en af deres bedste.
  • KRAFTWERK: "Ruckzuck" (fra Ruckzuck 1970). Krautrock med fokus på rock. Med tiden blev bandet mere synth poppede og med sangen ”Das model” fra 1978 fik de et pænt stort hit.
  • NEU!: "Hallogallo" (fra Neu! 1972). "Hallogallo" er tysk slang for at feste igennem. Og hvilken fest! Hør også det progressive rock band Porcupine Tree's übercoole kopiversion. Neu er som Faust en af de helt store.
  • CLUSTER: "Hollywood" (fra Zuckerzeit 1973). En melodi som nærmest bevidst falder fra hinanden i tempo om idet ikoniske Hollywood. Brian Eno og post punk bandet Joy Division har helt sikkert fundet inspiration fra denne minimalistiske krautrockende avantgarde duo.
  • KLAUS SCHULZE: "1. Satz: Ebene" (fra Irrlicht 1972). Spirituelt og spacey som en anden Johann Strauss i fanfaren til 2001: a space odyssey. Og laaaangt med sine over 23 minutter.
  • HARMONIA: "Watussi" (fra Music von Harmonia 1973). Mon Mike Oldfield har ladet sig inspirere? Minimalistisk i stil med Philip Glass.
  • TANGERINE DREAM: "Cold Smoke" (fra Electronic meditation 1970). Præ-synthesizer krautrock med violin, cello og knust glas.
  • AMON DÜÜL ll: "Improvisation" (fra Yeti 1970). Det definitive progressive (og ret psykedeliske) krautrock dobbeltalbum.
  • ASH RA TEMPEL: "Space" (fra 7 up 1973). Det ultimative krautspacetrip. Sammen med Klaus Schulze en af forfædrene til Goa-technoen.
  • POPOL VUH: "Ich mache einen Spiegel – Dream Part 4" (fra Affenstunde 1970). Atmosfærisk kosmisk ambient med strejf af ufoer.
  • MOEBIUS & PLANK: "News" (fra Rastakraut Pasta 1979). Hvis David Lynch lavede funk eller reggae ville det nok lyde sådan.
  • FAUST: "Jennifer" (fra Faust IV 1973). Syret!

Har vi krautrockinspirerede bands i Danmark?

Krautrocken holder sig tilsyneladende evigt ung og inspirerer fortsat musikere verden over. Også i Danmark. I 2012 udsendte fynboen Jonas Munk sit første anmelderroste soloudspil og mesterværk - den varme og organiske mini lp Pan.

Lån Pan fra dit nærmeste bibliotek