Kejseren styrede i Odense

Kaizers Orchestra live i Musikhuset Posten, Odense

2 søvnige frynselamper på et pumpeorgel på en mørklagt scene. En soldaterhjelm á la første verdenskrig på klaveret. To sorte olietønder i hver sin side af scenen. Alufælge, koben, en stor metalskraldespand med låg som tilføjelse til trommesættet. En megafon. Første mand på scenen er iført gasmaske, sætter sig til rette ved pumpeorgelet og får straks selskab af fire herrer ulasteligt klædt i jakkesæt – som hørte de til et mafiososelskab i starten af forrige århundrede – hvorefter aftenens frontfigur slutter sig til som den sidste og begynder at synge på klingende bryne-norsk.

Er nogen stadig i tvivl? Vi er til koncert med de norske gypsy-rockere, Kaizers Orchestra, som lykkeligvis i elvte time valgte at begave Odense med et besøg i 2012, selvom der oprindeligt kun var fastsat koncerter i København, Århus og Aalborg. Scenen er Posten, datoen er 15. marts 2012.

Trofast fanskare

Kaizers Orchestra har en så trofast fanskare i Danmark, at forsanger Janove Ottesen decideret hilser på gengangere blandt publikum, snakker om ”Kaizer-familien”, som han byder de (relativt få), der er til Kaizer-koncert for første gang, velkommen til, og selvfølgeligt forventer, at publikum kan synge med, ikke bare på de rituelle halleluja-råb og lala-omkvæd, men også hele vers, f.eks. af Resistansen fra debutalbummet Ompa til du dør. Han gør grin med det danske sprog (vrøvler uforståeligt løs i adskillige sekunder og spørger med et grin: ”Var det dansk?”) og den danske ølkultur og kender sine trofaste fans så godt, at han høfligt spørger, om vi overhovedet er interesserede i at få den traditionelle bandpræsentation, som altid finder sted med de samme ord og de samme teatralske falbelader til tonerne af debuthittet Kontroll på kontinentet. Og det er vi selvfølgelig!

Musik non-stop

Koncerten lægger ellers ud med noget nær totalt fravær af den hæmningsløse flirten med publikum og selvironiske humor, som er Kaizers Orchestras karismatiske forsanger og komponists særkende og en stor del af orkesterets overvældende succes som liveband. De første syv numre bankes ud i hovedet på publikum stort set uden mellemliggende snak og med et tempo og en volumen, der sætter barren meget højt for resten af koncerten. Sætlisten er kun moderat præget af, at dette er en turné, der har til formål at markere udgivelsen af Violeta Violeta, volume II , som er anden del af en trilogi, hvoraf tredje og sidste del er sat til at udkomme næste år. Åbningsnumrene I ett med verden, Tusen dråper regn og Faen i båten er hentet herfra, men også albummet Maestro repræsenteres af numrene Delikatessen og Blitzregn baby, hvor den med spænding forventede, Kaizer-specifikke brug af olietønder som percussioninstrumenter demonstreres.

”Skal han ikke snart have jakken af?”, tænker din groupieagtige BibZoom-udsendte og stirrer stift på Janove Ottesen. Og jo, det skal han da. Og kontrabassisten, Øyvind Storesund med tilnavnet ”Thunder”, tørrer issen med et håndklæde.

Således afklædte og sveddryppende præsenteres to numre fra album nummer to, Evig pint : Hevnervals og Container (hvor vi får lov at synge med på ”1-2-3” i omkvædet, selvom vi ikke kan tale norsk). Det er hæsblæsende tempofyldt og meget stærkt sammenspillet – og på trods af dette forsikrer Janove Ottesen herpå, at koncerten kun bliver bedre herfra – hvilket den så gør! Støv og sand fra det nye album blander fordums skæve vildskab med et stærkt Beatles-inspireret kor. Titelnummeret fra debutalbummet, Ompa til du dør, udløser den forventede skrigen og sing-along, mens pumpeorganist og pianist Helge Risa iført gasmaske hamrer løs på olietønderne. Dette nummer har ubetinget verdens mest effektive slutning, og kører ved koncerten direkte over i en skrammelrocket optakt til Bøn fra helvete, ligeledes fra debutalbummet. Her viser Kaizers Orchestra én af grundene til, at de er så effektfulde live: Musikken er det bærende element, men tekstuniverset (langt de fleste sange er knyttet tekstligt sammen i historier om navngivne personer og handler og krig, modstandsbevægelse og mafia) indbyder til en nærmest teateragtig fremstilling på scenen – her udskriger guitarist Terje Winterstø i bogstaveligste forstand bønnen fra Helvede – og lyssætningen gør, at de tre olietønde- og alufælg-trommende herrer med køller og koben i hånd fremstår i passende sort silhuet på scenen.

Vi dåner af glæde nede bagi

Efter et stille intermezzo med Jævel av en tango skrues volumen op igen med Knekker deg til sist og verdens bedste livenummer, debuthittet Kontroll på kontinentet. Og så kan det godt være, at anmelderne med udgivelsen af fjerde album, Maskineri , begyndte at knurre surt over, at Kaizers havde forlagt den sigøjner-punkede vildskab og var blevet for pæne og polerede – men lad dem lige gentage det efter at have hørt Violeta, Violeta I’s Din kjole lukter bensin, mor, En for orgelet, en for meg, Svarte katter & flosshatter og Hjerteknuser. Det var rystende godt, blottet for selvhøjtidelighed, humoristisk og udforskede nye territorier, f.eks. i guitarist Geir Zahls rappen og Janove Ottesens march-stortromme, som han demonstrerede højt til vejrs på den olietønde, han igennem hele koncerten hjemmevant sprang op og ned fra.

Og bedst som din udsendte ville gå hjem og give koncerten et lillebitte minus for ikke at inkludere hendes yndlings-Kaizersang, kom den. Som sidste ekstranummer efter KGB og Processen, der begge er publikumsfavoritter fra hhv. Maestro og Våre demoner , og inden Die Polizei fra , som publikum er begyndt at forvente som afslutningsnummer. Yndlingssangen, der, som Janove Ottesen sagde, ikke har noget navn, men et nummer: Den hårrejsende krigsballade om soldatens offer, hvor olietøndernes buldren pludselig får karakter af kanonsalver, mens Helge Risa med cykelstyroverskæg og soldaterhjelm gør honnør for publikum, og tekstens hovedperson, soldaten med nummer 170, som forlader sin gravide kone for at gøre tjeneste i krigen, aldrig får svar på sine breve og aldrig vender hjem.

Forventningerne havde været højere end høje inden koncerten, men Kaizer-sekstetten formåede – igen – at overrumple, overraske og overbevise. Og hvis BibZoom gjorde det i at uddele stjerner, ville jeg give en milliard.