Kejthåndet kom ind fra højre

SPOT Festival 2013, fredag d. 2.5. kl. 17.35 – Filuren, Musikhuset Aarhus

SPOT Festivalen byder gerne på Karrierekanonen fra Danmarks Radio – vel at mærke vinderne.

I år er vinderne endnu ikke fundet; dem må vi vente med til NorthSide Festival.

Derfor var de 12 finalister alle presset ind i SPOTs musikprogram fredag og lørdag på det mindre spillested Filuren i Musikhuset Aarhus. Deres Udsendte fra Bibzoom havde udvalgt Kejthåndet, der fortæller om sig selv: ”Køkkenknive og knust kærlighed gjorde det nemt at vælge den venstre hånd at spille med, når den højre gjorde ondt. Det er dansksproget besyngning af hverdagen, og alt det den kan og ikke kan.”

Assorterede skud fra kanonen

Camilo & Grande havde givet en svedig performance for en proppet sal umiddelbart før, så Kejthåndet havde hårde odds mod sig med en udåndende sal, som halvtømtes. Kejthåndet er Simon Grønning og Kim Scheres, der blev sekunderet af ”H.C.” og Jesper Thomsen.

Scenebilledet var nu 1980erne; fine, små synthesizers fra Roland og Korg, og en forsanger, som let ville falde i med jet-settet fra ”Miami Vice”.

I første nummer ”Bobler og brister” lægger Kim Scheres ud med at synge ”Du’ ikke bare en råben, som banker på, du er den larm, jeg hører hele tiden”. Desværre blev den råben helt bogstaveligt til larm; jeg ville godt have hørt, hvad der egentlig blev råbt.

En – to – tre – fire

Vi fik aggressive firserklange med elektriske trommer, hvor stortrommens insisterende fire slag i takten ledte tanken hen på Kliché og tidlig TV-2. Til overflod er nummeret ”Splitsekund” bygget over et TV-2 riff. Og forsangerens diktion var en velkopieret Lars H.U.G. eller Steffen Brandt.

Slutnummeret ”Det er som det plejer” fik dog blødt kanterne lidt op med en sprød guitarklang, og finalen var med unison sang i oktaver. Sådanne variationer ville vi godt have haft flere af.

Vokallyden var ikke tilfredsstillende – Kejthåndet er et band, der ”besynger den danske hverdag”, og så ville det være rart, hvis man også kunne høre teksten ordentligt.

Filuren var denne dag en fabrik med samlebånd – et samlebånd, der kørte lidt for hurtigt. Kejthåndet nåede ikke rigtigt at indtage rummet, før gong-gongen lød og ”alle skifter”. Der blev vist ansatser til kejthåndede finurligheder, som kan være den kant, der bringer gruppen udover den firsersound og -look, som i dag ikke er nok i sig selv. Så klø på!

Publikum klappede pænt, og Kejthåndet gled stille ud til venstre…