”Kinda Kinks” fylder 60 år

Årsskiftet 1964/1965 var en travl tid for The Kinks. Efter et par succesrige singler og en godt sælgende debut-LP i anden halvdel af 1964 var der fuldt tryk på kedlerne for at lukrere på succesbølgen. Folkene bag pladeselskabet PYE så gruppen som en kortlivet pengemaskine, der skulle malkes mest muligt, inden den løb tør, og den malkning foregik bl.a. i form af intensive koncertturnéer og udsendelse af nye plader i et hæsblæsende tempo.

Hvad angår det sidste havde The Kinks allerede i efteråret 1964 indspillet efterfølgeren til gruppens to hitsingler, ”Tired of waiting for you”, som blev udsendt på single-plade i januar 1965. Og med hensyn til koncerterne var The Kinks i januar-februar taget på en omfattende turné, der bl.a. bragte gruppen til Australien, New Zealand, Hong Kong og Singapore.
Dagen efter at Kinks-medlemmerne var tilbage fra koncertturnéen, havde gruppens manager Shel Talmy booket tre dage til dem i pladestudierne, hvor de skulle sørge for at indspille sange nok til en ny LP. Resultatet af de tre dages ophold i studierne blev LP´en ”Kinda Kinks”, som var på gaden d. 5. marts - 14 dage efter optagelserne! Det ligner noget af en rekord, selv i de hektiske 1960´ere, hvor der aldrig var langt mellem nye udgivelser fra de store grupper. Betalingen for de forcerede arbejdsbetingelser for The Kinks lod da heller ikke vente længe på sig. Ray Davies gik ned med lungebetændelse, og de andre gruppemedlemmer måtte også lade sig sygemelde kort efter. Det tempo var trods alt for højt, selv for unge mænd i deres bedste alder.

Men ansvaret for det tilsyneladende misbrug fra pladeselskabets side er nok ikke helt så entydigt endda. De unge mennesker var jo selv opsatte på at erobre verden, og den omstændighed, kombineret med et højt ambitionsniveau hos Ray Davies, som ønskede at skrive alt gruppens materiale selv, kunne ikke undgå at give sig udslag i stress-symptomer og begyndende udbrændthed. Der er trods alt grænser for, hvor mange turnéer, koncerter, TV-optrædender og indspilningsseancer, det er muligt for den menneskelige organisme at presse sammen på alt for kort tid.

En perlerække af sange
Det kan næppe diskuteres, at forholdene omkring indspilningen af ”Kinda Kinks” ikke var optimale. Meningerne om det færdige album er da også stærkt delte og spænder lige fra begejstring til misbilligelse. En af dem, der måske var mest utilfreds, var Ray Davies selv, som efter udsendelsen af albummet ærgrede sig over, at tidspresset ikke gav mulighed for at rette op på nogle af fejlene i produktionen.

Efter Ray Davies´ mening kunne det færdige resultat være blevet bedre med bare lidt mere omhu i efterbehandlingen af indspilningerne, og flere kritikere var enige med ham. Men fansene var til gengæld helt tilfredse med pladen, som hurtigt opnåede en flot tredjeplads på den engelske albumhitliste. Ikke så dårligt scoret af en plade, der var blevet til under nærmest kaotiske forhold.

Efter min mening er ”Kinda Kinks” en af de bedste plader i hele The Kinks´ produktion. Det er en plade, jeg altid har holdt meget af, og kærligheden er ikke blevet mindre med årene. ”Kinda Kinks” er en af de relativt få plader, jeg altid kan sætte i afspilleren uanset humør og sindstilstand, og pladen skuffer stort set aldrig – trods dens små indbyggede skønhedsfejl. Det er et fint album, som til fulde demonstrerer Ray Davies´ talent for at skrue en iørefaldende og langtidsholdbar melodi sammen, og selv om hans sangtekster i 1965 endnu ikke rummede den kompleksitet, man senere kunne møde i hans sange, var der altid tale om solidt håndværk.
Albummet rummer kun ét egentligt hit, sangen ”Tired of waiting for you”, der tidligere var udsendt som single; men de fleste af numrene på ”Kinda Kinks” var – og er – små perler i en meget lang perlekæde. Faktisk minder titelsammensætningen på pladens side 2 mig om sangrækkefølgen på side 2 på The Beatles´ ”A hard day´s night”, som ligeledes består af en stribe næsten-hit-sange, der tilsammen udgør et harmonisk hele. Men det er naturligvis en helt personlig betragtning; andre kan have andre opfattelser af sangudvalget og sangrækkefølgen på disse plader.

Hvorom alting er: 10 af de nye sange på ”Kinda Kinks” er skrevet af Ray Davies, hvilket er en voldsom udvikling i forhold til hans 4 originale sange til debutalbummet. Og det er formentlig kun det store tidspres i forbindelse med pladeindspilningen, der er skyld i, at ikke alle pladens numre er 100% hjemmelavede, og at det færdige resultat derfor kom til at indeholde to cover-versioner af andres sange.

I sig selv er det lidt utroligt, at Ray Davies under de pressede omstændigheder var i stand til at komme op med så mange guldkorn; men dørene til inspirationens kilder stod åbenbart åbne på vid gab for ham på dette tidspunkt. En lille anekdote kan belyse, hvordan sangskrivningen kunne foregå dengang i de hektiske dage i starten af karrieren: Ray Davies skrev hit-sangen ”Tired of waiting for you” i toget på vej til indspilningsstudiet – og teksten til sangen blev lavet i en kaffepause under indspilningerne. Fuldt tryk på kedlerne!

Vemod og melankoli
Ud over ”Tired of waiting for you” var 3 af sangene til den nye LP allerede indspillet, inden The Kinks i løbet af 3 februardage i 1965 formåede at færdiggøre de resterende 8 sange, der skulle til for at fylde et helt album. En af disse allerede indspillede sange, bluesrock-nummeret ”Naggin´ woman” (af West og Anderson), lyder i mine ører som et fremmedelement på ”Kinda Kinks” og ville efter min mening have passet langt bedre på gruppens første LP.

Det andet ikke-originale nummer på pladen, Tamla Motown-sangen ”Dancing in the street”, har fået en del kritik for at være fejlplaceret på Kinks-pladen; men for mig lyder det nu ikke forkert i sammenhængen, og Ray Davies´ let melankolske version af den ellers umådeligt livsglade sang får den til at passe udmærket ind i helheden. Det er ikke her, der er noget at kritisere ved ”Kinda Kinks” – altså efter min mening.

Grundstemningen på pladen er netop vemod og melankoli, og det er en af grundene til, at jeg så godt kan lide ”Kinda Kinks”. Her er ikke meget tilbage af den fandenivoldskhed, der prægede debutudgivelsen, men til gengæld en større dybde i emnevalget og behandlingen af samme emner i sangforedraget. De fleste af sangene handler om – mere eller mindre ulykkelig – kærlighed, og det er jo altid et gangbart emne. Men der er en større eftertænksomhed og empati i Ray Davies´ sange fra starten af 1965, end hvad man normalt var vant til at møde i samtidens rocksange, og det klæder sangene.

Ray Davies´ sangskrivning havde udviklet sig med syvmileskridt i løbet af ganske kort tid her omkring årsskiftet 1964/1965. Helt så imponerende kan man ikke kalde gruppemedlemmernes musikalske formåen, og der er flere steder på den nye plade, hvor en kærlig hånd i produktionen kunne have sørget for en mere præcis lyd. Men det betyder jo ikke, at Dave Davies ikke stadig kunne levere et frækt og pågående guitar-riff, eller at trommerne og bassen ikke formåede at lægge en solid bund for Davies-brødrenes sang (Dave Davies er forsanger på 4 af pladens sange). Men først og fremmest er det kvaliteten af sangene, der er blevet højnet i forhold til tidligere.

På trods af de stakåndede omstændigheder omkring tilblivelsen af ”Kinda Kinks” har pladen et dejligt afslappet præg, hvilket også er grunden til, at indholdet er så behageligt at lægge ører til. Den afslappede stemning på albummet kan aflæses helt ud i dets coverbillede, som viser fire unge mænd iført deres hverdagstøj. Den påklædning befinder sig milevidt fra de krukkede ”hunting jackets” (røde jakker som dem, der anvendes til Hubertusjagten), som The Kinks optrådte i i starten af karrieren, og som de også var iført på coverbilledet til debutalbummet.

Forskellen i hovedpersonernes påklædning på de to coverbilleder repræsenterer langt hen ad vejen de forskellige stemninger på de to plader og giver dermed en antydning af den rivende udviklingsproces, ophavsmændene til pladerne var inde i i disse år.