Genrer
The Kinks: The Kinks are the Village Green Preservation Society
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 255
Jeg er stor fan af The Kinks, det er ingen hemmelighed, og jeg er især fan af deres album Something else fra 1967. Det var ikke et synderligt populært album dengang, og endnu mindre populært var det, de udgav året efter, det ambitiøse konceptalbum The Kinks are the Village Green Preservation Society. Det er noget af en titel, men den opsummerer smukt, hvad pladen går ud på. Hver sang handler om traditionel britisk kultur i en lille landsby. Det er sådan et liv, forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies levede i sin barndom sammen med sin bror Dave, der spiller guitar i bandet. Lyden på albummet er smukt tilpasset dette. Albummet er fyldt med lystige, simple melodier med let instrumentation, og man føler sig i rigtig hyggelige rammer. Det er ikke sådan på alle numre, men det er en ret gennemgående stil. Der skabes dynamik med numre som den dramatiske "Village Green", den noget triste "All of my friends were there", den blues-inspirerede "Last of the steam powered trains" og den psykedeliske "Wicked Anabella". Der er dog fokus på det hyggelige, og intet album, jeg nogensinde har lyttet til, er mere indbegrebet af hygge. Man bliver helt nostalgisk over et liv, man aldrig selv har levet. Dette er dels fordi Ray Davies’ tekster er formidable, men derudover er han også utrolig til at komponere melodier.
I løbet af albummet bliver der leget meget med tempo, ofte uden at man som sådan bemærker det. Trommeslager Mick Avory er god til at binde det hele sammen uanset tempo. Han gør overgangene naturlige, og det hele svæver bare løs. Men al instrumentation sidder bare lige i skabet. Ray Davies producerede albummet, og det lader til, at han har prøvet at gøre Phil Spectors wall of sound-lyd til noget, der er mere nede på jorden. Instrumenterne overfalder aldrig hinanden, men der er stadig en symfonisk lyd. Instrumenterne er så velplacerede, at man tror, det er løgn, og de lyder perfekt. Sangene har som tidligere nævnt skønne tekster, og de handler ofte om trivialiteter. Når åbningsnummeret siger “God save strawberry jam and all the different varieties”, så ved man, hvad der er prioriteterne her. Men det er disse bagateller, der gør at Ray Davies savner det simple liv på landet. Og når man først er rockstjerne, er det svært at vende tilbage. Som det synges på "Starstruck", så ender man med at ryge i en ond cirkel, der konstant forhindrer dig i at flygte fra vin og champagne.
The Kinks er gode til at ramme alle sider af deres nostalgi, så man virkelig kan forstå det. Nogle af sangene handler endda om at lave ingenting. Både "Big sky" og "Sitting by the riverside" handler om at sidde stille og roligt og kigge sig omkring. På "Sitting by the riverside" ender musikken med at eskalere dramatisk, som om hovedpersonen er i en trance, og så dannes der ro igen. Der er også fortællinger om mennesker, Ray Davies sikkert kan huske fra sin barndom, om de så måske her er under dæknavne. Sange som "Johnny Thunder" og "Wicked Anabella" føles som om, de handler om rigtige folks problemer med urbanisering og industrialisering, og "Do you remember Walter" kunne sagtens handle om en person, Ray Davies var venner med for længe siden. Albummet starter og slutter rigtig fint. Åbningsnummeret "The Village Green Preservation Society" handler om, at The Kinks gerne vil bevare den ånd, de husker fra deres barndom, og det bliver rundet flot af med afslutningsnummeret, den glade "People take pictures of each other". Her får vi at vide, hvordan de får bevaret det hele. Gennem fotografier. Hvilken bedre udløser findes der for nostalgi? Som de synger, “A moment can last them forever”. Og måske er det sandt. Måske er det virkelig umuligt at genskabe gamle dage. Men det er ikke umuligt at genskabe dem i sindet, og det gør The Kinks are the Village Green Preservation Society smukt.