Kirsten Jacobsen og Thomas Helmig: Helmig og kærligheden

Kirsten Jacobsen og Thomas Helmig: Helmig og kærligheden. Gyldendal, 2015

Så udkom den anden bog om Danmarks popkonge – umiddelbart efter biografien Thomas – dagen efter dagen derpå. Men nærværende bog Helmig og kærligheden er i modsætning til førstnævnte med deltagelse af hovedpersonen selv.

Denne gang har Thomas Helmig haft samtaler med forfatteren og journalisten Kirsten Jacobsen, og disse samtaler er ikke blevet til en samtalebog, men en enetalebog. Forfatteren har valgt at redigere bogen, så alle hendes spørgsmål og kommentarer er udeladt, men elegant indvævet i Helmig svar og refleksioner.

Erfaringen

Helmig og kærligheden er i næsten-lommeformat og med 30 korte kapitler, der indledes med citater primært fra Helmigs egne sange. Det er helt i tråd med, at Helmig helst vil bedømmes på sin musik, sine tekster. At det glamourøse liv på berømmelsens top så også har trukket forsider på aviser og blade er en uundgåelig følge. I karrierens begyndelse sidst i 1980’erne udtalte Helmig sig både her og der. Med årene er der blevet længere mellem interviewene, og i dag møder vi en midaldrende, selvbevidst mand, der i denne bog øser af sine livsbetragtninger. Og så selvfølgelig kærligheden.

Disse refleksioner kommer i en lind strøm, som ikke følger Helmigs kronologiske løbebane. Det gør bogen mere sammenhængende omkring de enkelte temaer: Her er Thomas Helmigs tanker om delebørn, om rygning, om jalousi, om taknemmelighed, om sundhedsapostle, om kvinden og manden, om you-name-it – ja kort sagt om alle de interessante emner, vi alle sammen støder på i dagligdagen.

Taknemmeligheden

Et gennemgående ord er taknemmelighed. Thomas Helmig er taknemmelig for at have haft det liv, han har haft overvejende i overhalingsbanen. Et rock’n-roll-liv med tre ægteskaber og et diminutivt privatliv. Nu er han i det midaldrende midterspor og priser de selvbevidste dyder, den halvthundredeårige med selvsikkerhed kan nyde. De få, men dybe venskaber nævnes gentagne gange. Det gælder bl.a. trommeslageren Claes Johansen, der som den eneste har spillet med Helmig siden årene i Elevatordrengene.

Sønnen

Og det gælder Peter A.G. Nielsen, Gnags’ karismatiske forsanger. Det var Gnags, der oprindeligt tog den unge aarhusianer Thomas ind i varmen og udgav en plade. Siden har de gamle Gnags’er og især Peter A.G. haft en forældrementorrolle for Thomas Helmig. Derfor studser jeg over, at den økonomiske skandalesag omkring Wigwam-turnéen i 2002, hvor D.A.D. og Gnags tabte rigtigt mange penge, forbigås så let. For det betød, at Peter A.G. bliv stiktosset på Helmig, som han anså for at være medansvarlig i fiaskoen. Der gik faktisk ni år, hvor Peter A.G. ikke talte til Thomas Helmig endsige kaldte ham sin ven. I nærværende bog siger Thomas, at ”der gik heldigvis ikke ret lang tid, før Peter ringede”.  Men det harmonerer fint med, at Thomas Helmig andetsteds udtaler, at han har en lang karriere bag sig som konfliktsky.

Faderen

Helmig og kærligheden giver et sympatisk billede af en popstjerne, som har bevaret sin personlige integritet efter de mange år yderst på scenekanten, og som kommer med skønne udtalelser, som faktisk er så universelle. Et herligt eksempel: Efter at have hørt en koncert på Northside denne sommer, siger sønnen Hugo ”noget enormt smukt til mig”. Og vi venter spændt otte linjer, før citatet kommer: ”Fuck, jeg har bare sådan en lyst til at tage hjem og spille.” Jeg tror, vi er mange fædre til spillede børn, der har hørt næsten samme udbrud efter en koncert. Men rigtigt – det bliver det da ikke mindre smukt af!

Her er den oplagte julegaveidé til en af de virkeligt mange, der holder af Thomas Helmig og føler sig nærmest vokset op med ham. Så på en måde er det også din og min dannelseshistorie, der rulles op her.

Og lidt klog bliver man altid af at få repeteret nogle universelle sandheder …