Køb og dobbeltkøb

Hvis man samler på musik i fysisk form (cd´er, LP´er), sker det let, at man ind imellem kommer til at købe værker, som man allerede er i besiddelse af. (Måske det samme gør sig gældende for musik i digital form, det ved jeg ikke nok om). Risikoen for at købe en dublet er nok større, jo større ens musiksamling er, fordi det kan være svært at huske, om man har lige præcis den og den udgave af en cd med de og de bonusnumre på.

Hvis man desuden køber cd-udgaver af værker, man allerede har på LP (bl.a. fordi det er nemmere at afspille cd´en), bliver opgaven med at undgå dobbeltkøb ikke lettere – for er det nu på cd eller LP, man har den og den udgivelse? Hvis man da overhovedet har den. Endelig må man i denne forbindelse ikke glemme, at musiksamlerens alder også kan spille en rolle ved eventuelle fejlkøb og dobbeltkøb, fordi hukommelsen måske ikke mere er, hvad den har været. Men lad den triste omstændighed ligge her – den gælder kun for de andre samlere.

Bevidste dobbeltkøb
En del af musiksamlerens dobbeltkøb finder sted med vilje, dels fordi man som nævnt måske gerne vil have musikken på flere fysiske medier, og især fordi der ofte på cd-versionen af en udgivelse er tilføjet et antal bonusnumre i forhold til den oprindelige LP-udgivelse – og det tvinger jo samleren til at købe udgivelsen en gang til. Den form for dobbeltkøb sker med åbne øjne, og musiksamleren er tilmed som regel glad for at blive presset til at købe en given musiktitel en ekstra gang – for den nye version med bonusnumre giver jo lytteren mulighed for at høre mere til kunstneren bag den oprindelige udgivelse.

Der kan naturligvis være grænsetilfælde, hvor en nyudgivelse af en allerede foreliggende titel kun indeholder et enkelt eller to ekstranumre i forhold til originalversionen. Her må musiksamleren gøre op med sig selv, hvor meget han/hun ønsker at eje de nye numre; men hvis kærligheden til musikudøveren er stor nok, er der naturligvis ikke noget at betænke sig på. Her er der ikke tale om fejlkøb i forbindelse med dobbeltkøbet, men blot om den psykologiske mekanisme, der hedder samlermani, og som man møder i mange forskellige udformninger hos forskellige mennesker.

En underafdeling af denne form for dobbeltkøb kunne man betegne de tilfælde, hvor musiksamleren køber et ekstra eksemplar af en given udgivelse, fordi samlerens eget eksemplar derhjemme er slidt eller måske endda er defekt; her ved han/hun også udmærket, at det drejer sig om et dobbeltkøb, når han/hun anskaffer sig det ekstra sikkerhedseksemplar.

Man kan oven i købet forestille sig frivillige dobbeltkøb, som foretages, fordi musiksamleren ikke kan finde sit eksemplar af en given udgivelse. I sådanne tilfælde ved samleren godt, at han/hun selv er i besiddelse af titlen; men i stedet for at lede alle sine cd´er igennem eller blot vente på, at en bestemt udgivelse dukker op fra gemmerne, kan det være hensigtsmæssigt simpelt hen at købe udgivelsen igen. Herved vokser cd-samlingen selvfølgelig yderligere og gør det endnu sværere at finde en bestemt titel i stakkene; men denne ulempe kan sagtens være opvejet af den omstændighed, at man ved et dobbeltkøb kan opfylde sit øjeblikkelige behov for at høre en bestemt plade.

Og så er meget jo vundet – forudsat den nyindkøbte cd ikke er for dyr at anskaffe; men det meste i denne lille artikel handler om brugtkøb ved plademesser eller i pladebutikkernes brugtafdelinger, altså om impulskøb, og her er prisniveauet sjældent ret højt.

Ufrivillige dobbeltkøb
Alle pladesamlere kommer ud for den situation, at en bestemt udgivelse er udsendt flere gange i forskellige indpakninger, og i sådanne tilfælde kan man let blive narret til at foretage unødvendige dobbeltkøb – hvis man ikke har sin musiksamling helt præsent i hovedet. Det sker jævnligt, at de samme udgivelser præsenteres med forskellige cover-illustrationer, ligesom det ikke er helt sjældent, at udgivelser med det samme indhold udsendes under forskellige titler.

Det sidste er måske mest almindeligt i forbindelse med antologier af en bestemt kunstners værker; men det kan også sagtens forekomme i forbindelse med forskellige pladeselskabers udgivelse af en bestemt kunstners værk på to forskellige tidspunkter. Her er risikoen for, at musiksamleren bliver fristet til noget, der i realiteten er et dobbeltkøb, desværre stor.

Den mest almindelige og mest udbredte form for dobbeltkøb er imidlertid nok den, hvor musiksamleren på en messe eller i en brugtforretning støder på en titel, der i situationen virker som et oplagt køb: her er en udgivelse med et musiknavn, man er glad for – hvad er der at betænke sig på?
Nogle gange varer glæden over nyanskaffelsen dog kun, til man kommer hjem og ser, at titlen allerede findes i ens samling og altså er et dobbeltkøb. Skal man så ærgre sig over det og forbande sin dårlige hukommelse? Tja, måske i nogle tilfælde, bl.a. hvis prisen for dobbeltkøbet har været høj.

Men på den anden side: tænk, hvis man ikke havde købt den pågældende udgivelse og derefter havde opdaget, at man ikke havde den i sin samling? Det ville da have været endnu mere ærgerligt – og dobbeltkøbet har jo også givet samleren glæde, da han/hun faldt over det og troede, at der var tale om et rigtigt fund. Og desuden må købet jo være sket, fordi samleren havde lyst til at høre netop denne udgivelse netop nu, hvorfor dobbeltkøbet kan ses som en anledning til et genhør med en gammel favorit.

Ufrivillige dobbeltkøb er nok bare et vilkår, man må acceptere, hvis man er samler og gerne vil have sin musik i fysisk form. Hvordan man så skaffer sig af med de overskydende dubletter må være op til den enkelte; i princippet er det en uløselig opgave, fordi der bliver færre og færre aftagere af de fysiske musikprodukter og derfor også færre potentielt interesserede i ens fejlkøb, som nok kun sjældent er rariteter med stor samlerværdi. Men pyt med det; musik er en menneskeret, som helst skal være der, når man har brug for den og lyst til den. Så må de store øjeblikke, hvor man begejstres over et reelt nyt fund, opveje de små problemer, man løber ind i, når man er på jagt efter ukendt materiale med ens favoritkunstnere og kommer til at købe deres udgivelser to gange. Eller tre gange, hvilket faktisk er sket for undertegnede for nylig.

En samlers liv er frustrerende, sjovt, spændende og meget andet – og som regel er det uforudsigeligt. En af mine mest besynderlige oplevelser som musiksamler kan passende afslutte dette lille punktnedslag på nogle af de oplevelser, man kommer ud for under sin jagt på ukendte skatte i musikkens verden. I flere år var jeg således på udkig efter den første LP fra en af mine (mange) svenske musikfavoritter, Lasse Tennander. Hans LP ”Las Vegas” fra 1974 var ikke helt let at finde, selv om jeg på det tidspunkt besøgte en del svenske plademesser og altid spurgte de handlende, om de skulle ligge inde med ”Lars Vegas”. Men altid uden held.

Det var før internettets tid, og jeg havde kun plademesserne og brugtpladeforretningerne at henvende mig til. Men en dag sluttede jagten trods alt: jeg fandt LP´en og kunne dermed betegne mig selv som den lykkelige ejer af samtlige Lasse Tennander-udgivelser. Og hvor fandt jeg så pladen? I min egen pladesamling. Jeg må have købt pladen på et tidligere tidspunkt, have glemt alt om købet og have undladt at kigge min samling grundigt igennem, fordi der ikke var nogen grund til at tro, at ”Lars Vegas” befandt sig der. Meget mærkværdigt og lidt bekymrende – og så måtte jeg oven i købet finde mig i at blive til grin over for min kæreste, som havde deltaget i pladejagten i flere år! Husk altid at kigge din egen samling godt igennem, inden du sætter himmel og jord i bevægelse for at finde en given musiktitel.