dummy

Krystalklar koncert

7-05-2012
Peter Elmelund
Anmeldelse

RebekkaMaria & The Hymnboy, fredag d. 4.5.2012, Lille Sal, Musikhuset, Aarhus

På sidste års SPOT Festival fyldte Hymns From Nineveh uden besvær Musikhusets store sal, men i år var den forunderlige koncert med Hymn From Ninevehs frontfigur Jonas H. Petersen og sangerinde RebekkaMaria henlagt til Lille Sal. Det betød, at der var trængsel ved indgangen en time før koncerten, og rigtig mange blev ikke lukket ind. Men sådan er vilkårene til SPOT Festival.

RebekkaMaria har en fortid i støjrockbandet Lambshade og er via elektropoppen i As In MariaRebekka nu nået til et udtryk i pop/soul verden. Jonas H. Petersen opnåede med gruppen Hymns From Nineveh sidste år en kometagtig ankomst på den danske musikscene med en flot, akustisk indie-lyd med religiøse tekster. Så her var lagt op til en spændende duokonstellation med stille versioner fra begges bagkataloger.

Tilstede i øjeblikket

Den propfyldte Lille Sal ventede andægtigt på solisterne, der indtog scenen med Jonas H. Petersens lune bemærkning ”Velkommen i vores dagligstue”. Og her var en dagligstuestemning, hvor rammerne dog var udvidet i samtlige retninger, så stemningen nærmere var katedralsk.

Uden videre snak lagde Petersen ud med ”Oh Solitude” til yderst stille guitarakkompagnement med RebekkaMarias klokkeklare stemme på omkvædet. Jonas H. Petersen lyse stemme, ofte i falset, klang nærmest unisont med RebekkaMarias. Svære melodiløb lød som fra én organisme; fraseringen havde en intuitiv samstemmen, som jo nok både skyldes hårdt arbejde og en kemi, der swinger.

Intensiv og sensitiv

I ”So Mournful the Elegy” savnede vi ikke det store orkester – tegnet på, at en god melodi holder i simpel fremførelse. Senere spillede RebekkaMaria også et følsomt flygel, og i Hymns from Ninevehs ”Anywhere With You” spillede hun på den pudsige autoharp, som forstærkede den sfæriske stemning. Vi hørte også Jonas H. Petersen på cello i et par numre, blandt andet aftenens eneste med dansk tekst ”Disse Fugle”. Ikke det store cellovirtuoseri, men en musikalsk og varm bastone.

RebekkaMaria og Jonas H. Petersen sang a cappella, så hele salen tilbageholdt åndedrættet. Stemningen var som den funklende krystal, hvis klarhed alle overgav sig til, men uden den anspændthed, som angsten for splintring giver. Her kunne vi slappe af – og nyde.

I de sidste to numre blev lydbilledet udvidet, idet Johannes Dybkjær Andersson fra publikumsrækkerne kom på scenen for at traktere en gulvtam med præcise, rytmiske køller. Der er, i parentes bemærket, lige nu en udbredt brug af filtkøller på gulvtammen – det er måske tidens trend anno 2012?

På denne måde sluttede denne tyste og intense koncert med et tydeligt, fælles hjerteslag. Her var det tydeligt, hvor skøn en koncerts fællesskab kan være. Vi gik derfra med et smil på læben og en taknemmelighed for en lille times behagelig vellyd.

Foto: Line Elmelund, Aarhus

Albums med RebekkaMaria på Bibzoom