Lang lørdag på SPOT Festival 2019

Da majsneen er fordampet, myldrer festivalområdet med myriader af glade musikelskere. For det er da dejligt at være solfølsomme nordboere, der taknemmeligt suger hver en spinkel stråle fra Moder Sol.

Winding
Pladsen foran den gratis scene Aarhus Volume er nærmest fyldt, og fra scenen synger Josefine Winding i lang, hvid frakke sine smukke sange, kun akkompagneret af en potent elguitar og periodevis trommer. Den unge sangerinde gør det ellers mest som DJ, men hvilken stemme! Nå ja, dén musikalitet har hun jo fået intenst ind fra den første, friske modermælk.

Nam nam
Ligesom musikken er i alle regnbuens farveklange på SPOT Festival, er udbuddet af drikke og mad dejligt mangfoldigt. Her er boder med let mad fra hele kloden, og tænk, hvad der findes af varianter af den gode gamle ’en kop kaffe’. Og da den også skal bruges til at give lidt fingervarme, er der snart brug for én til. Mange børnefamilier vælger også at bruge en lørdag eftermiddag på SPOT, og naturligvis med tilbørligt høreværn på de mindste.

Bremer/mcCoy
På Godsbanen ligger spillestederne perlende på rækker, og hver gang en dør går op, er markedsstemningen der straks med en utilsigtet mash-up af de forskellige musikstilarter. I dag er stemningen sandelig anderledes til Root & Hybrid Festivalen i Den Rå Hal end dagen før. Ja ja, det er stadig en rå hal, men nu er der mennesker overalt, og på scenen spreder duoen Bremer/McCoy den varmeste karma ud i hvert hjørne. Bunden lægges af Jonathan Bremer på en varmtklingende kontrabas, som Morten McCoy får lov til at brodere over på sine tangenter og elektronik. En sjælden velklingende og fyldig duo, hvor balancen mellem tangentklangene og den organiske, overtonerige bas er en sand nydelse. Her er nordiske folketoner, lyse jazztoner og såmænd også reggae, og fra duoens kommende plade hører vi også orientalske inspirationer.
Duoen viser, at det er ikke er genren, der er bestemmende for kvaliteten, men musikken i samspillet – mellem musikerne og mellem musikerne og publikum. Og vi lapper det taknemmeligt i os.

Kogekunst?
Uden for Musikhuset står som vanligt en ydmyg, ombygget campingvogn, som kaldes Trailerscenen. Under overskriften ”SPOT The Future” får unge, håbefulde spirer mulighed for at spille for et større publikum. Og placeringen gør, at der virkelig er mange til stede: Her er siddepladser, her er læ, og her er sol…
Jeg hører to ungersvende, der kalder sig ”Kogekunst”, men det synes jeg ikke, det er. Jeg tror, det er den dårligste lyd, jeg har hørt på SPOT; dårligere end en nedslidt kassettebånd fra 1975. Og jeg tror faktisk, det er med vilje. Kogekunst lyder som en parodi på en parodi på… og det er der (også) helt sikkert et publikum til. En spøjs oplevelse, og hurra for det.

Århus Sinfonietta
I den fuldstændig anden ende af musikspektret finder vi den nye, klassiske kompositionsmusik. Jeg får en stor og forunderlig oplevelse i Symfonisk Sal, hvor der er urpremiere på kammeroperaen ”One world above, another below” af Lil Lacy og eminent sunget og spillet af operasangeren Katinka Fogh Vindelev og ensemblet Århus Sinfonietta. Salen er langt fra fyldt, og her er to slags publikum: Det klassiskfunderede, som har købt særskilt billet, og SPOT-publikummet med armbånd, kasket og fadøl. En særegen blanding. Men alle får en intens oplevelse på 45 minutter, hvor hvert minut kræver den yderste koncentration. Og belønningen bliver derefter. Dét skriver jeg om andetsteds.
Endnu en dag på SPOT Festival, hvor sanserne påvirkes, ja nærmest bombarderes, på alle tænkelige og utænkelige måder. Det er dét, musikken kan: Give os tryghed og harmoni i det tilsyneladende velkendte og samtidigt lirke os ud af vores komfortable zone og servere det uventede, så vores verden udvides.

Tak, SPOT Festival!

(Fotos: Peter Elmelund)