Genrer


Langt højere bjerge
Denne sang, som Grundtvig skrev i 1820, giver et levende signalement af dansk nationalkarakter, og så har den oven i købet et par sætninger, der er gledet ind i sproget som faste vendinger. Sidste linje i første vers lyder:
… ved jorden at blive, det tjener os bedst.
Og i vers seks, sidste linje hedder det:
… når få har for meget og færre for lidt.
Alle sangens vers indledes med en karakteristik af udlandet som større, flottere og rigere end Danmark, med indbyggere, der er klogere og taler et højt svunget sprog. Derefter beskrives Danmark som et land, der i sidste ende er bedre end alle andre, fordi folk her har fundet sig til rette i de flade omgivelser og ser skønheden i det små: blomster, bøgetræer og de brusende strande. Det simple landskab har frembragt et simpelt folk, som taler ærligt og hjertevarmt; som har mod, når det gælder, men ikke prøver at underlægge sig hele verden; som ikke har krattet til sig af krigsbytte og minedrift, men alligevel kan sætte brød på bordet hver dag gennem ærligt arbejde. Kort sagt, vi danskere er ikke skrålende pralhalse, men det modsatte, et lavmælt folk med hjertet på rette sted.
Da sangen blev skrevet, havde Danmark netop været gennem flere alvorlige kriser. Napoleonskrigene var tabt og landets flåde ført bort af englænderne, 1813 bragte en statsbankerot og året efter måtte Danmark afstå Norge. Det var nye tider, hvor man måtte klare sig med mindre, og hvor der godt kunne prædikes om nøjsomhed og et liv på det jævne. Det var netop sangens ærinde: at fremhæve en fælles identitet, som byggede på ydmyghed. Dette træk, at stille sig tilfreds med det man har, tog danskerne til sig. Det var ord til tiden. Det hjalp også, at sangen ikke nævnte bagsiden af det danske sind: sladder, misundelse, overtro og egoisme.
Sangen er skrevet til en melodi, som eksisterede i forvejen, komponeret i 1801 af dansk-tyskeren H.O.C. Zinck. Den var så populær, at den blev brugt som nodeforlæg af flere forfattere - heriblandt også Grundtvig. Den passer fint til en tekst, der hylder det nationale, med jublende toner og en stærk, marcherende rytme.
I 1986 udgav Michael Falch sin egen danmarkssang. Det er næppe tilfældigt, at den har titlen "I et land uden høje bjerge".
Foto: Wikimedia