Genrer
Lars Lilholts liv og levned
Lars Lilholt: Drømme og dæmoner
Lindhardt og Ringhof , 2010
Med denne bog har vi nu biografier om alle tre danske Daltonbrødre: Allan Olsen, Johnny Madsen og Lars Lilholt.
I 2006 kom Bogen om Allan Olsen af Troels Frøkjær, i 2008 Anders Houmøller Thomsens Særling ved verdens ende (om Johnny Madsen). Og nu Drømme og dæmoner; en selvbiografi af Lars Lilholt.
På titelbladet står, med håndskrift, et vers fra sangen "Vi mangler ord": ”Vi lever i et eventyr / livet kan man ikke styr’ / hud og hår og negle gror / intet bliver som man tror / over os danser galakserne / under mine fødder er der jord / - vi mangler ord”.
Men det er lige dét, Lars Lilholt ikke gør her: Mangler ord.
På knap 300 velskrevne sider får vi både et indblik i Lars Lilholts 57 år lange liv og et indblik i Lars Lilholts tanker. Og når det er så ærligt, åbent og overbevisende formuleret som her, bliver læseren virkelig underholdt - og holdt fangen.
Lars Lilholt er populær i Danmark. Trods gevaldigt mange knubs fra såkaldt tonegivende musikanmeldere og musikere har han solgt 2,5 millioner plader og begejstret hundrede tusinder glade mennesker med sine koncerter. Lars Lilholt Bands liveoptrædender er legendariske – her er fællesskab.
Og en af de mest vægtige grunde til populariteten er netop fællesskabet. Lilholts – til tider knudrede – tekster har noget genkendende i sig, og sammen med melodierne blomstrer fællessangen. Fællessangen, som umiddelbart lyder som noget fortidigt, historisk, umoderne. Men når man er i den, er det stort!
Og verset fra "Vi mangler ord" er ikke citeret ”korrekt”. Den originale tekst fra 2003 siger ”du lever i et eventyr”. Men her er det altså os (Lars og dig og mig): ”Vi lever i et eventyr”.
Derfor er Drømme og dæmoner ikke kun en personlig beretning, men en livshistorie, som også indeholder mange elementer fra mit liv – og måske dit …
Bogen er indrammet af en prolog og en epilog, som begge intenst beskriver moderens sidste tid. I prologen ligger hun for døden, og Lars har i hovedet ordene ”Jeg elsker dig”, som han ikke kan sige. I epilogen dør moderen, og Lars Lilholt gentager igen hendes sidste ord til: ”Jeg er træt af at være udenfor.”
Og det er et centralt emne i bogen: At føle sig ene i fællesskabet.
Lilholt fortæller fra sin barndom, hvordan han i villaens kælder spillede mesterjakelteater og ene skrev og iscenesatte skuespil. Meget betegnende kalder han det kælderen under virkeligheden.
Musikken har altid været i familien, og Lars fik i 11-års fødselsdagsgave en guitar ”i en rosinduftende kasse” (s. 47). En guitar, Lars Lilholt stadig har og bruger til solokoncerter.
Lars begyndte tidligt at spille sammen med lillebroderen Kristian, som senere jo også blev kapelmesteren i Lars Lilholt Band. To brødre, som ifølge Lars egentlig ikke kendte hinanden særlig godt udover musikken. Derfor ender det også med et brud mange år senere. Lars Lilholt kredser flere gange om dette forhold, som indeholder mange uforløste spændinger. Spændinger, som gav god musik, men som familiært ikke kunne holde.
Vi følger Lars Lilholts indre rejse fra den usikre ungersvend, der udadtil har succes med musik & damer, men har angstanfald og depressioner. Til den i dag erfarne 57-årige mand, der nu har ro til at give sin (konstruerede) dagbog/logbog til os.
Præcis midt i bogen – og midt i Lars’ liv – er kapitlet om sangen "Kald det kærlighed". Den enkle sang, som i dag er en central sang i Danmark. Som igen og igen bliver skældt ud for banalitet og ubehjælpsom lyrik. Men som bliver sunget og sunget – og sunget igen. Fordi den netop rammer en fælles tone og en genkendelse, som vi kan spejle os i.
Bogen er blevet til over de sidste tre år. Nogle af kapitlerne er enkeltstående historier, som kan virke lidt som fyld. Eksempelvis "En tilfældig arbejdsdag" og "Gøg og Gokke i Gudenåen". Sidstnævnte er en sjælden morsom beskrivelse af en Dalton-oplevelse. Og den vil vi da nødig undvære! Osse fordi der ellers ikke er så meget at grine af i denne bog. Det skulle da lige være, at Drømme og dæmoner slutter med en Lars Lilholt-diskografi og en oversigt over modtagne hæderspriser …
I dag er Lars Lilholt Band en effektiv musikmaskine – og et godt stykke fra de hippie/familieorkester-idealer, som vi var mange, der stræbte efter i 70’erne. Nye, yngre musikere i orkestret har helt sikkert givet sangskriveren og komponisten en saltvandsindsprøjtning. Jeg synes så, at det musikalske udtryk er blevet mere mainstream, men det er jo smag og behag.
Med denne bog kan Lars Lilholt med rette tilføje endnu en titel på sit visitkort: Forfatter.
Tak for sangen, Lars.