Larsens mange sange – fra skidt til kanel

Siden Kim Larsens død 30. september 2018 er der, som forventet, kommet en del bøger om dén spillemand, der formåede at samle alle i Danmark gennem knap fem årtier.

Her rager Jens Andersens eminente biografi Kim Larsen – De unge år op. Desværre nåede Andersen kun at interviewe Larsen om de første år, så biografien stopper allerede i 1971. Netop hvor gruppen Gasolin’ slår igennem og bliver en af Danmarks største grupper. Og Da Larsen var et menneske, der værnede om sit privatliv, er der masser af uudforsket land.

Journalisten og forfatteren Erik Jensen, der har fulgt Kim Larsen siden de glade Gasolin’-dage, har nu udgivet dette digre værk på knap 400 sider, som forsøger at respektere Larsens ønske om at gå efter musikken – og ikke manden.

”Bolden – ikke manden”
”Kim Larsen – Et livs sange” har to lag.
Første lag er forfatterens personlige rejse med Kim Larsen, som starter med teenageren Jensens åbenbarende koncert med Gasolin i 1975 i Vestjylland. Herefter det kølige forhold til Larsens første soloår og Jensens professionelle forhold til Larsen som kritisk journalist. Et forhold, der kommer på gevaldige prøvelser og direkte fjendskab. Og slutter med en gensidig forståelse.

Her er personlige, private beretninger og betragtninger, som alligevel bliver interessante for os alle, da de præsenteres i et levende og velformuleret sprog med velvirkende virkemidler.

Bogens andet lag tager udgangspunkt i bolden – ikke manden. Og det vil her sige sangene. Erik Jensen har gennem et år nærlyttet samtlige 500 Kim Larsen-sange og kommenterer her en stor del af dem. For som Larsen fortæller Jensen: ”Hvis du vil vide noget om mig, så hør min musik. Det, der ikke findes der, er der ingen grund til, andre skal vide”. Alligevel prøvede Jensen (som mange andre journalister) at få lov til at skrive en bog om Larsen.

Og Larsen fortsatte: ”Nej tak, du, jeg gider ikke at se tilbage, jeg vil hellere se frem”. Ja ja, det holdt jo ikke helt; i mange af Larsens senere sange er det netop tilbageblikkene, der bærer. Og som bekendt var det først Jens Andersen, der i Larsens sidste leveår endelig fik lov.

”Masser af succes”
De mange sange gennemgås kronologisk album for album – fra ”Gasolin’” i 1971 til den posthume ”Sange fra første sal” fra 2019.

Jensen forsøger at skille perlerne ud fra den store samling, som også indeholder ”lamperøg, vranten morfar- og bodegarock.” Ja ja, som forventet er vi ikke enige, men det er interessant at læse Jensens betragtninger. Fra Gasolin’-tiden er vi enige om de eviggrønne ”Kvinde min”, ”Masser af succes” og ”Rabalderstræde” fra ”Gas 5”.

Men forfatteren kalder ”Gas 3” det svageste album. Nej nej – her er de smukke ”Jeg er splittergal” og ”Smukke Linda” og shownummeret ”Det var Inga, Katinka og smukke Charley på sin Harley”. Altså ifølge undertegnede. For jeg var i udgivelsesåret 1973 lige dér, hvor Gasolin’ sagde mig mest, og numrene forbinder jeg den dag i dag med enestående oplevelser for teenageren Peter på Sydfyn. Som altså er andre oplevelser end for teenageren Erik i Vestjylland – og sådan er vores erindringers farver så nuancerede.

Erik Jensen har i sin bog tilføjet et friskt træk: Forskellige sangere fra dagens danske popverden fortæller på få sider, spredt jævnt i bogen, om et enkelt Kim Larsennummer, som de ønsker at fremhæve. Og ikke kun med næsegrus beundring for mesteren Larsen.

Johan Olsen fra Magtens Korridorer lægger ud med det knap så kendte Gasolin’nummer ”Legenden om Josha og Ming”. Olsen fremhæver makkerparret Larsen/Beckerlee og den attak og spænding, to forskellige personer kan udtrykke i samarbejde. Og hermed mener han også, at mange at Larsens solonumre netop mangler dette bid. Som resten ad Danmark (inklusive undertegnede) roses Larsens vokal og frasering; til det allersidste sang han ”pissefedt”.

Og Jens Unmack fortsætter med undervurderingen af Franz Beckerlee. Og det gængse luksusproblem, at Larsen altid vil være en del af Gasolin’, og derfor bliver den senere produktion holdt op mod Gasolin’tiden.

Erik Jensen fører os via den kanoniserede soloplade ”Væsgo´” og Larsens sideprojekt med ”Starfuckers” videre til forsøget på gennembrud i U.S.A. Et kapitel, hvis overskrift nagler situationen: ”Det amerikanske mareridt”. Og som Larsen selv siger ”Jeg dumpede i U.S.A.”.

”Midt om natten”
Til gengæld bliver Kim Larsen ”Folkehelt i firserne” med bl.a. filmen ”Midt om natten”. Jeg genså den fornylig og må kalde den en smule bedaget. Men soundtracket, musikken, indeholder uimodståelige evergreens. Selvom sangene er pakket ind i firserfirkantethed og trommemaskiner har ”Susan Himmelblå” og de andre fået en blivende og fremtrædende plads i vores musik-dna.

Sangerinden Kira Skov fortæller om ”Papirsklip”, der var en del af hende barndom og ungdom. Og det var netop det, Larsen kunne. Alle generationer kan synge en Kim Larsen-sang, og mange børn i årtier er vokset op med Kim Larsen.

Som tidligere dagbladsjournalist skriver Jensen naturligvis en del om Larsens forhold til pressen. Og det var mildest talt anspændt. I 1990’erne kørte Ekstra Bladet en decideret hetz mod Larsen. Erik Jensen skriver underholdende om et frygteligt pinligt interview med Larsen og band, og efter en kritisk baggrundsartikel i Politiken bliver Jensen skældt ud for åben skærm. Heldigvis skriver Erik Jensen levende og nærværende, for ellers kunne jeg godt undvære dette sekundære indhold. For som tidligere nævnt er det jo sangene, det drejer sig om.

Men jeg kan godt forestille mig, at ”Kim Larsen – et livs sange” for forfatteren er en udfrielse af en evig fordømmelse fra det store idol.

”Her i Odense”
Efter Larsen flytning til Odense og etablering af gruppen Kjukken sker en genfødsel, en venden tilbage til det essentielle i musikken. Og vi er mange, der igen får øjne og ører vidtåbne for det Larsenske univers. Stadigvæk er niveauet for sangkvaliteten svingende. Her er både små, inderlige perler og mere bøvede paranteser – men de er stadig Kim Larsen-sange.

Kwamie Liv sang ”Pianomand” til den store mindekoncert efter Larsens død, og i bogen her uddyber hun sangens intensitet. Hun opsummerer fint og rammende om Kim Larsen: ”Han var sin musik”.
De sidste år er det meget småt med interviews med Kim Larsen. Han udtaler sig dog gerne om mangt og meget - fra krigen til Afghanistan til den nye rygelov. Men alligevel – eller måske derfor? – elskes han af den danske befolkning, der valfarter til de mange koncerter og køber pladerne.

En imponerende skabertrang, og selvom Larsen gang på gang frabeder sig titler som nationalskjald, er det jo det, han er: Vores allesammens. Det ville i øvrigt have klædt bogen, hvis der havde været et sangindeks, så en specifik en af ”Et livs sange” hurtigt kunne lokaliseres.

Bogen ”Kim Larsen – Et livs sange” (som ifølge et af mine børn ligner en pakke cornflakes) handler ikke kun om ”et livs sange”, men medtager alligevel en del af alle de udenomshistorier, som Larsen gerne frabad sig.
Men de er her så velskrevne, at vi ta’r dem med – og bliver underholdt.

Derfor glider bogen naturligt ind på plads ved siden af Jens Andersens tidligere nævnte biografi, så vi også får en del af Kim Larsens historie efter 1971.