Genrer
Led Zeppelin: Houses of the holy
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 149
De fleste vil nok mene, at den ubetitlede plade, som i folkemunde kaldes Led Zeppelin IV, hvor man finder klassiske sange som "Rock and roll", "Black dog" og klassikeren over dem alle, "Stairway to heaven", er det britiske rockband Led Zeppelins bedste plade. De kunne med lethed være blevet i denne plades territorium uden at være i fare for at få forringet deres omdømme. Led Zeppelin var dog mere ambitiøse end det. Deres opfølger, Houses of the holy, starter således med sangen "The song remains the same", der ikke lyder langt fra det, bands som Yes og Genesis lavede samtidig. Det er progressivt, blæret, Jimmy Page laver nogle utrolige multi-trackede lyde på guitaren, og sangen udvikler sig så smukt, at titlen virker overlagt ironisk. Efter den kommer en langsommere, men stadig ret så progressiv sang med titlen "The rain song". Det, Page gør på den er sindssygt imponerende, men han får det til at virke så naturligt, at man bliver helt opslugt af de mange følelser, sangen præsenterer. Der bliver hevet en mellotron frem, hvilket giver en orkestral effekt. Man skal lige slå hjernen til, før man opdager, at det ikke er strygere.
Der går lidt folk i den på "Over the hills and far away", især i starten. Det varierer dog fornemt mellem en blød akustisk guitar og en hårdere elektrisk guitar. Her er trommer og bas også værd at nævne. John Paul Jones og John Bonham er virkelig dygtige musikere, og deres præcision er med til at gøre alt det udenoms meget levende. Det er især tilfældet på den funky "The crunge". Den lyder som en sær blanding af Led Zeppelin og James Brown, men den virker overbevisende, på niveau med nogle af Browns bedste sange. Det er et af de tidligst kendte eksempler på funk-rock, og efter min mening sidder det lige i skabet. "Dancing days" er tættere på det, gruppen blev kendt for i første omgang – hård blues-rock med et vist kaotisk element. Dog viser de her, hvor meget, de har udviklet sig som musikere. Hver eneste tone lyder gennemtænkt, som var det en symfoni. Det lyder lidt prætentiøst, men på den mest rockstjerne-narcissistiske måde, man kan forestille sig. Det er mere storladent end det gamle, men de viser, de kan være det bekendt.
Mens de er blevet mere aparte og progressive siden deres start, er min yndlingssang på Houses of the holy dog den mest poppede. "D’yer mak’er" var dog med sin jamaicanske rytme et af de tidligste eksempler på reggae-rock, hvor det eneste tidligere, jeg kan komme på er "Ob-la-di ob-la-da" af The Beatles. Derudover er det bare en fantastisk popmelodi med stærke trommer og en sjælfuld vokal, der kører fint på grænsen mellem det oprigtige og det karikerede. Det bliver atter seriøst med den lange, psykedeliske og tranceinducerende "No quarter". Robert Plants stemme har et meget syret filter over sig, og guitar såvel som synth-bas er også komprimeret og forvrænget – jeg kunne beskrive detaljerne på dette nummer i timevis, men pointen er i hvert fald, at det er smukt. Afslutningssangen, "The ocean", starter som en relativt normal Led Zeppelin-sang med tung guitar, store følelser og stærke billeder. Nummeret tager dog mange uventede drejninger, og sangen slutter med et lykkeligt Phil Spector-inspireret doo wop-kor. Houses of the holy er en meget varieret plade. Men rodet er den på ingen måde. Hver eneste sang lyder umiskendeligt af Led Zeppelin, og de er placeret flot, så albumoplevelsen føles afrundet. Men mindre bør man næsten ikke forvente af Led Zeppelin.