Genrer
Led Zeppelin: Led Zeppelin IV
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 66
Led Zeppelins fjerde plade har ikke nogen titel. Den hedder ikke Led Zeppelin IV, den hedder ikke ZoSo, den hedder end ikke Led Zeppelin. Det er et bevidst valg fra bandet, der gerne ville være anonyme for at undgå for meget opmærksomhed omkring udgivelsen. Det viste sig dog, at pladen var så god, at den langt fra gik forbi folks næser, og i dag er det den tiendebedst sælgende plade nogensinde. Den starter med at en guitar stille sætter stemning på introen til "Black dog", hvorefter Robert Plants stemme får lov til at indtage nummeret helt alene. Der er meget force i dette, og noget af det centrale i nummeret er febrilske call/response-sekvenser mellem vokal og instrumentation, der understreger den seksuelle intensitet, der bliver vildere i løbet af nummeret og kulminerer i en kaotisk guitarsolo. Andet nummer er "Rock and roll", der som titlen antyder er en simpelt konstrueret rocksang. I mine øjne viser den virkelig flot, hvad Led Zeppelin er i stand til at gøre over selv det mest simple koncept. Samspillet er eminent, og især John Bonhams trommer giver sangen energi og pondus. Ingen af gruppens sange kan gøre mig i nær så godt humør som denne.
"The battle of Evermore" er stort set en regulær folk-sang. Man skulle tro, at den ville stikke ud, men den viderebringer faktisk intensiteten fra før, dels grundet samarbejdet med den hårrejsende gæstevokalist Sandy Denny, dels grundet kontrasten fra den høje aktivitet fra guitar og mandolin sat overfor minimal percussion. Mens den er en nydelig lille sang i eget regi fungerer den især som optakt til A-sidens sidste nummer, den klassiske "Stairway to heaven". At anmelde "Stairway to heaven" er lidt som at skulle anmelde Star wars eller en grøn Tuborg, for stort set alle kender den allerede. Men det smukke ved den i pladens kontekst er, at den starter stille på med den mystiske fantasy-stemning fra det foregående nummer, atter engang essentielt som en folk-sang. Som den udvikler sig mod sit klimaks bliver man blæst bagover, og når sangen er slut, har man, såfremt man hører pladen på vinyl, øjeblikkeligt brug for at vende skiven for at se, hvad den bagefter byder på. Side 2 begynder med "Misty mountain hop", et stykke lettere psykedelisk blues-rock. Der er syret vokalproduktion sat op mod et hypnotiserende riff, der kobler elektrisk klaver sammen med guitar. Sangen rammer mig dog ikke i samme grad som de foregående numre, og den går lidt i tomgang.
"Four sticks" er heller ikke en af mine favoritter på pladen, men det er ikke en spor ringe sang. Jeg finder de stilistiske valg på den ganske interessante. Der er to vidt forskellige lydbilleder til stede, et drevet af et hårdt, monotont, blueset guitarriff og et mere folk-præget stykke, hvor der bruges akustisk guitar og overraskende nok synthesizer til at skabe en fantasy-stemning a la den på "The battle of Evermore’"og starten på "Stairway to heaven". Denne stemning forløses endelig på "Going to California", en ganske sød akustisk folk-sang, hvor Plant vækker en melankoli, jeg personligt synes, jeg alt for sjældent hører fra hans stemme, og ligeledes mærkes Pages guitar rigtig stærkt herpå. Det er en af gruppens allerbedste sange, men pompøse som de er, afslutter de selvfølgelig med et brag. Jeg elsker da også det langsomme, sumpede groove på deres cover af "When the levee breaks". De overgår originalen med mil, og de formår at skabe endnu et klimaks på størrelse med "Stairway to heaven", dog via en helt anden tilgang. Det er i det hele taget en stor plade. Den har ingen titel, men den er stærk nok til ikke at behøve det.