dummy

Led Zeppelin: Physical graffiti

24-08-2018
Kjartan F. Stolberg
Anmeldelse

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 70

Sidst jeg kiggede på hard rock-pionererne Led Zeppelin var det med deres anden plade, hvor nøgleordene var “skala” og “ambition”, noget de så sandelig tog videre i deres karriere på bl.a. deres ubetitlede fjerde plade og efterfølgeren Houses of the holy. Med deres sjette plade i 1975 udgav de deres første dobbeltalbum i form af Physical graffiti. Pladen består dels af dengang spritnyt materiale, dels af sange, der var skåret væk fra deres tre foregående plader. Jeg har det lidt ambivalent med denne tilgang, for dels er de gamle sange jo lavet til at passe ind i en helt anden plade end de nye, men dels er visse af dem drøngode. De bedste af dem er nok også dem, der minder mest om de nye numre. "The rover", "Night flight" og det ubrugte titelnummer fra Houses of the holy fungerer især godt, da de følger den storladne, episke tone, pladen sætter fra starten af. Country-rock-balladen "Down by the seaside"’ passer overraskende nok også ganske fint, især gennem nogle dynamiske drejninger i løbet af nummeret.

Der er dog nogle outtakes, der er totalt malplacerede. Den fjollede lille boogie woogie "Boogie with Stu" dræber nogenlunde al stemningen, albummet ellers har opbygget. Den instrumentale "Bron-yr-aur" er en køn lille akustisk sag, men den bygger ikke rigtig op imod noget. Den kunne være fin til at runde pladen af, men den er et af de første numre på lp 2. Mod slutningen får vi derimod en lille blues-sang i form af "Black country woman", der endnu engang føles uhyre ligegyldig, når den står side om side med så flotte stykker musik som den symfoniske "Kashmir", den progressive "In the light" og den elegant opbyggede "Ten years gone". Der ophober sig en irriterende dissonans mellem numrene på Physical graffiti, for når det virker, har vi virkelig at gøre med Led Zeppelin i deres es. Det møder vi heldigvis ofte. Uanset om det er det fængslende, funky, nærmest metal-agtige groove på "The wanton song" eller den ligeledes funky "Trampled under foot", der på formidabel vis bygger op til et smukt kaos, så har størstedelen af numrene på pladen mærkbare proportioner.

Det bliver næsten lidt for meget. Når man har at gøre med en plade, der varer 80 minutter, hvor næsten alle sange er episke rock-eskapader, så kan man let blive ret udmattet, og som allerede nævnt tiltaler pladens forsøg på mere afdæmpede sange mig sjældent. Selv har jeg sjældent lyttet til pladen, uden at jeg på et eller andet tidspunk i løbet af  lp2 tænker “er den ikke snart færdig?”. Og det er synd, for det betyder, at jeg ikke nyder de sidste par numre på pladen, selvom "Sick again" og "Night flight" da er glimrende sange. Physical graffiti er ingenlunde en dårlig plade, men Led Zeppelins fremgangsmåde egner sig måske bedst til kortere albums. Houses of the holy er min favorit i deres diskografi, og det er måske fordi den er deres korteste plade bestående af nyt materiale. Selvom Physical graffiti er en lidt stor mundfuld, så er der rigtig meget guf på den. Den ville muligvis være endnu bedre som to kortere albums, men der er stadig ganske meget at komme efter som den er.

Lån Physical graffiti fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog