Genrer


Lennon med fuld musik - og uden
Mens hele byen snorked
en knækt med kind så rød
drog ud for folk at finde
som lever efter deres død
Ordene er John Lennons og stammer fra "Der Wunderhund", en versificeret fortælling, der indgår i hans bog A Spaniard in the works. Om han selv tænkte så langt, som til at han skulle blive én med et imponerende efterliv, er svært at vide. Sikkert er det dog, at han ikke kunne vide, at Google over deres søgefelt ville bruge hans kontrafej i anledning af 70-årsdagen.
I kølvandet på årsdagen er der selvfølgelig også dømt box-udgivelse med masser af remasterede cd-er af hans officielt udgivne plader, men også et par cd-er spundet af hjemmegjorte båndkopier og outtakes fra album-indspilninger. Nye lyttere kan med andre ord starte her, og inkarnerede Lennon-fans få checket af, om der skulle være mesterlige momenter, man har overset.
Men hvis man vil dyrke Lennons sproglige finurligheder uden musikledsagelse kan John Lennon in his own write, A Spaniard in the works og Skywriting by word of mouth anbefales. Evt. i Erik Thygesens danske forvanskning, hvorfra det indledende vers stammer. Og fra Ingen fluer på Frank snupper vi også udgangsbønnen fra John Lennons egen "himmelskrivning":
"Alt hvad jeg siger, vil blive noteret og brugt af alle," meddelte han naturen, men det var hans arbejde. En kat bed ham i anklen. Han lo stille for sig selv, og tænkte på alle de dyr, han havde spist.
Lyt til John Lennon på Bibzoom
John Lennons bøger på bibliotekerne